Den højes tale

De nordiske landes sparsomt overleverede oldtidslitteratur skiller et digt sig ud, så vel ved sin længde som ved sit indhold: Håvamål, Den højes tale (»Den høje« er et af Odins mange navne). Teksten indgår i et islandsk håndskrift fra 1200-årene, men digtet som sådant må være af førkristen oprindelse. I virkeligheden er der tale om flere digte, der alle tillægges Odin, men et af dem, det længste, må regnes for det egentlige Håvamål. Megen handling er der ikke i dette stykke poesi. Man føres ind i et hus, og her belæres man af den vise asagud om, hvordan man skal gebærde sig. En vikingetidens håndbog i takt og tone? Nej det er hele sin rige livserfaring, den aldrende digter giver videre til yngre generationer: Hvordan man skaffer sig venner og tager sine fj ender ved næsen. Hvordan den kloge udnytter sit talent og den mindre kloge skjuler sin uvidenhed. Man lærer, at mad og - navnlig -drikke bør nydes med måde. Det frarådes at ligge nogen til byrde og anbefales at vise taknemmelighed, hvor der er grund til det. Et lykkeligt liv og et lysende eftermæle er, hvad man kan håbe at opnå. Der er ingen larmende vikingedramatik i Håvamål, ingen »overtroiske« forestillinger, men en menneskeforståelse, man ikke ventede at møde på et så tidligt kulturtrin.

Af Jørgen Kraglund