
Den høje hal i Uppsala
Et dansk-svensk forskningssamarbejde, der er finansieret af Krogagerfonden i Danmark, er netop blevet iværksat. Forskningsprojektet Viking Dynasties handler om to centrale lokaliteter fra Sverige og Danmarks ældste historieskrivning, nemlig Lejre på Midtsjælland og Gamla Uppsala få kilometer nord for Uppsala, der ligger små 75 km nord for Stockholm. I projektet bliver de sidste årtiers nye arkæologiske viden om disse steder sammenlignet med, hvordan de blev beskrevet og anvendt i kilderne i vikingetiden og middelalderen. I denne artikel ligger fokus på en lille men central del af Gamla Uppsalas historie, nemlig den store hal- eller gårdsbygning, som stod i adskillige generationer på et kunstigt lavet plateau i kongsgårdsområdet.
Af John Ljungkvist og Per Frölund

Opdagelsen
Allerede i 1920’erne indså Uppsalaforskerne Sune Lindqvist og Lennart Von Post, at plateauet var en formation, der stak ud i forhold til landskabet. Ved at foretage boringer konstaterede de, at formationen ikke var en naturlig del af Uppsala-åsen, som er en central højderyg fra istiden, der løber hen over sletten dér. Plateauet viste sig i stedet at være opbygget af ler, og de to forskere kom til den konklusion, som siden viste sig at være rigtig, at det måtte dreje sig om et fundament til et hus. Men der skulle gå omkring 60 år, inden nogen satte spaden i jorden her. Da udgravningerne så endelig kom i gang, fandt arkæologerne resterne af et nedbrændt hus under græsdækket. Det førte til fire års forskningsudgravninger, hvor den sydlige halvdel af en meget stor bygning fra yngre germansk jernalder omkring 600 e.Kr. blev frilagt. Desværre blev resultaterne af undersøgelserne kun publiceret i et par korte artikler, og fundmaterialet blev liggende i næsten 20 år yderligere. Selvom den store publikation udeblev, fik fundet dog meget stor opmærksomhed i forskerverdenen. Det var jo ikke bare det, at der var dukket et fantastisk hus op. Såvel islandske sagaer som andre krøniker fra middelalderen beskriver spektakulære hal- og kultbygninger i Gamla Uppsala, og nu fandt man faktisk en rigtig spændende en af slagsen.
Periode: Jernalder (500 til 749), Germansk jernalder (375 til 749)
Udgave: Skalk 2018:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Båden ved vejene

Højhuse

Kongeligt?

Peder Landrups bjerg

