Den har fanden skabt

Mængden af oldtidslevn i jorden, vi træder på, er stor, men trods alt ikke ubegrænset, og specielt »skattene«, som er det primære mål for detektorfolket, ser man nødigt reduceret til et minimum ved usagkyndig opgravning inden for et kort åremål. Nu vil flertallet af de således fremrodede genstande vel nok før eller senere havne på et museum, som da vil foretage eftergravning, men fundets videnskabelige værdi bliver overordentligt meget større, hvor fagfolkene kan være med fra starten og selv styre optagningen med alt, hvad der hører til af pensling, måling, tegning og fotografering. Et detektorfund, der kort før jul blev indbragt til Silkeborg Museum, kan tjene som eksempel. Det er på ingen måde værdiløst – meget langt fra – men man græmmes, når man tænker på, hvad det kunne have været, hvis det fra starten var blevet rigtigt behandlet.

Udgivelsen af den omtalte pjece blev fulgt op af TV-avisen med et indslag om metaldetektorernes skadevirkninger, og det fik følger, men i hvert fald i første omgang ikke helt de ønskede. En 55-årig Silkeborgenser, der ønsker at være anonym, så udsendelsen og fæstede sig vist mere ved de spændende perspektiver end ved de medfølgende formaninger. Da han samtidig gennem en annonce i den lokale avis fik mulighed for at erhverve en brugt detektor billigt, var der ikke langt til handling.

Lørdag den 20. november skulle forsøget gøres. Manden tog ud til en skov syd for Silkeborg – et sted, som er ret øde – og kort tid efter var der bid, instrumentet summede, og snart lå et af de vigtigste depotfund fra ældre bronzealder fremme i lyset for hans fødder. Utroligt! Skattejægere må, selv med detektoren til hjælp, regne med måneders, års, ja måske et helt livs leden, før de tilsmiles af et sådant held. Silkeborgs Aladdin blev desværre så lammet, at det varede næsten en uge, før han fik fundet afleveret på museet.

Og hvad var der så i den medbragte papkasse? Tre økser samt nakkeende af en tilsvarende, en mejsel, en lille dåse, en halsring, to armringe og to gange to ørenringe – alt i bronze bortset fra det ene sæt ørenringe, der var af purt guld. Tingene er særdeles velbevarede, dog undtaget armringene og bronzesættet af ørenringe, der har lidt betydelig overlast ved opgravningen, som ellers, efter finderens oplysning, var foretaget med hænderne. Den overordentlige interesse, som videnskabeligt set knytter sig til samlingen, skyldes dog mindre bevaringstilstanden end sagernes sjældenhed; de stammer fra den allertidligste bronzealder, et afsnit, som vi endnu ikke rigtigt har hold på. Fra senere dele af perioden er der mange fund med omtrent samme indhold, men af væsentlig mindre betydning.

På museet tøvede man ikke, mindre end en halv time efter afleveringen blev stedet besigtiget og behørigt afmærket. Fundet var gjort i rabatten til en smal skovvej, der går ned til et vadested i en af Midtjyllands store langsøer og i øvrigt gennem et fladt område med lave egetræer omgivet af hede med enebærbuske og eng – alt i alt et landskab, som man nok også har kunnet møde i bronzealderen. Det gravede hul var ganske lille – et nummer af Skalk ville kunne dække det – så meget overblik har finderen ikke haft under sin afdækning (Fig. 1). Ifølge hans forklaring lå halsringen lige under græstørven og derunder igen den mindste af økserne samt mejslen. Atter derunder de øvrige sager – dåsen med bunden opad, de to store økser på kant, side om side. Dette, at fundets øverste genstand lå i græstørvsniveau, må betyde, at stedet ikke har været pløjet eller på anden måde dyrket, siden tingene blev lagt ned 17-1800 år før Kristi fødsel. Alene det gør området til noget ganske specielt, noget som naturhistorikere bør have øje for i fremtiden.