Den hængte viking

Denne kærlighedshistorie med tragisk udgang er sandsynligvis fri digtning, men Saxo meddeler den i historisk sammenhæng. Det behøver ikke nødvendigvis at være hans påfund, sagnet er gammelt, det kan spores langt tilbage i vikingetiden, og det er tydeligt, at han har kendt et nu tabt oldkvad formet over det. Folkevisen om parret kan trods stilforskelligheden have haft de samme forlæg. Den følger ret nøje Saxo, men handlingen foregår i kristent miljø, og nogen direkte sammenhæng synes der ikke at være. Visen nød stor popularitet og har været sunget højt op i tiden. 1 1700-årene udkom den som skillingsvise, og flere af 1800-taIlets digtere har benyttet dens motiv.

Den danske kong Siger, fortæller Saxo, havde tre sønner og en datter ved navn Signe. To af sønnerne drog på vikingetog, og her kom de i klammeri med tre sønner af kong Håmund; det fremgår ikke helt klart, hvor hans rige lå. Det kom til kamp, men de to parter var nogenlunde jævnbyrdige, og det endte med, at man sluttede fred. En af Håmundsønnerne, Hagbard, drog med sine nye venner til kong Siger i Danmark, og sådan gik det, at der opstod varme følelser mellem ham og Signe. Det faldt en ung tysker for brystet, han havde tidligere hentet sig en kurv hos prinsessen og ønskede nu at hævne sig. Kongen havde en rådgiver, en gammel blind mand, ham fik den forsmåede bejler overtalt til at så splid mellem Sigers og Håmunds sønner. Tiden gik, nye vikingetog fulgte, de to parter stødte igen sammen, og det endte med, at Sigersønnerne fældede Håmunds sønner, dog ikke Hagbard, der på den tid var optaget langt af led. Da han hørte, hvad der var sket, ilede han til med friske stridskræfter og nedlagde to af Sigersønnerne. Hævnen var sød, men den fremmede ikke hans mulighed for at blive kong Sigers svigersøn.

På dette sted i handlingen tager folkevisen sin begyndelse, så lad os høre, hvad den har at sige. For at komme i nærheden af den elskede lader Hagbard sit hår vokse og ifører sig kvindetøj; i den mundering ankommer han til Signe, som sidder i højenloft og syr med sine terner. Han beder om at blive oplært i syningens kunst, og det går Signe ind på, ja lover ham endda føden og at han/hun må sove hos en af ternerne. Det mishager Hagbard:

Jeg haver ædet med kongebørn
og sovet i deres arm.
Skal jeg nu hos den terne sove,
da dør jeg af den harm.

Signe er forstående, den fremmede pige må sove hos hende. Syundervisningen begynder, men Hagbard viser ringe anlæg for baldyring, derimod er han god til at tegne mønstre og siger ikke nej til en forfriskning. En af ternerne fatter mistanke:

Aldrig så jeg nogen skønjomfru,
der værre kunne røre nål,
og aldrig så jeg nogen stoltjomfru,
der bedre kunne tømme skål.

Det bliver sengetid, og i sovekamrets ensomhed falder maskerne. Signe er bange, men det er Hagbard ikke; så længe han har sin brynje og sit gode sværd, ser han ingen grund til frygt. De sover, men i nattens løb stjæler den lumske terne brynjen og sværdet og går til kongen. Han bliver rasende, samler sine mænd og stormer sovekammeret. Hagbard må, da sværdet er væk, værge sig med sengestolpen, men overmagten er for stor. Dog kan de ikke binde ham – ikke før den onde terne giver dem det råd, at de i stedet for reb skal bruge et af Signes hovedhår. Det nænner han ikke at rive i stykker.

Hagbard føres til galgen, men forinden har Signe lovet ham, at hun vil brænde sig inde, når hun ser ham hænge. Da han kommer til retterstedet, beder han om først at få sin røde kappe hængt op, så han kan opleve synet af sig selv i den situation. Det bevilges, Signe ser kappen, tror det er Hagbard og sætter ild på jomfruburet. De to dør da samtidig. Kongen fortryder, men for sent.

Hagbard er hængt og Signelil brændt,
det er så ynkeligt et mord.
Tage I nu den arge terne,
sætter hende levende i jord.

Her ender folkevisen, men Saxo har lidt mere at fortælle. Endnu en Håmundsøn, Hake hedder han, er i live, han fælder Siger ved hans egen kongsgård, men bliver selv angrebet af den tilbageværende Sigersøn, som har samlet en talrig hær. Han flygter, men en af hans høvdinge, en berømmelig kriger, der også hedder Hake og har tilnavnet »den Husstore«, tager kampen op, taber slaget og må selv bide i græsset.