Den gådefulde sø

Den efterstræbte guldring var fundet 1977 under forårspløjningen på en mark umiddelbart vest for Tissø (se Skalk 1977:3). Netop denne vestsjællandske sø har flere gange været omtalt i Skalk (1957:2 og 1970:3) på grund af genstande, som tid efter anden er dukket op af dyndet i et bestemt område ud for guldringens findested. De således fremkomne sager – omkring et halvt hundrede – er af meget forskellig alder. En lille samling omfattende et sværd, flere benspydspidser og, pudsigt nok, et fornemt tyrehoved af bronze, stammer fra tiden kort før Kristi fødsel, men hovedparten er fra sen vikingetid, og også den tidlige middelalder er repræsenteret. Det drejer sig mest om våben, sværd, økser, lanser og pilespidser, men redskaber og smykker forekommer. Gennem Tissø løber Halleby Å, og her er ligeledes fundet sager, endda på hele strækningen fra søen ud til Storebæltskysten. Afundene har samme karakter som søfundene. Nævnes må en samling værktøj fra vikingetiden. Det blev fundet liggende i en trækasse, men af den er desværre kun et lågbeslag bevaret.

Den almindelige forklaring på disse sø- og åfund er, at det drejer sig om krigsbytteofre i lighed med dem, som kendes fra jyske og fynske lokaliteter, for eksempel lllerup Adal og Nydam Mose, hvor der netop er tale om gentagne nedlæggelser med lange tidsmellemrum. Støtte for denne tolkning har man fundet i selve navnet Tissø (Tis Sø). Guden Ti, Tir eller Tyr havde krigen som sit speciale, så det var naturligt, at det var ham, man henvendte sig til, når det kneb, og ham, man ydede sin tribut efter sejren. »Ti« optræder som forled i adskillige danske stednavne, ofte sammen med en naturbetegnelse. En af vore ugedage har også navn efter denne guddom.

Området, hvor ringen blev fundet, har i oldtiden fremtrådt som en slags ø, mod øst afgrænset af søen, mod syd af Halleby Å og på de øvrige sider af vådområder: mose og måske stedvis åbent vand. Et så naturbeskyttet sted har utvivlsomt tiltrukket oldtidsfolkene, og efter guldringens fremkomst blev der da også foretaget afsøgninger af terrænet, hvilket førte til flere fund fra germansk jernalder og vikingetid. I 1979 blev der i forbindelse med en vejregulering ved broen over Hallebyåen iværksat en mindre udgravning; herved fremkom to grave fra sen vikingetid, men helt almindelige var de ikke, eftersom begge de afdøde var tydeligt halshuggede (se Skalk 1981:3). Ved samme lejlighed fandtes rester af oldtidens broforbindelse, og lidt syd for åen dukkede en egentlig gravplads op, hvoraf otte grave blev undersøgt; datering: 900- årene. 1988 forøgedes fundene oppe på øen med en lille vikingetidsskat bestående af to sølvbægre samt perler af sølv og glas. Ved undersøgelsen, som i den anledning blev foretaget på findestedet, fremkom stolpehuller og gruber, der viser, at fundene stammer fra en boplads, ikke fra ødelagte grave, hvad man måske ellers kunne tro. (Fig. 2)