Den gådefulde sø

Den efterstræbte guldring var fundet 1977 under forårspløjningen på en mark umiddelbart vest for Tissø (se Skalk 1977:3). Netop denne vestsjællandske sø har flere gange været omtalt i Skalk (1957:2 og 1970:3) på grund af genstande, som tid efter anden er dukket op af dyndet i et bestemt område ud for guldringens findested. De således fremkomne sager - omkring et halvt hundrede - er af meget forskellig alder. En lille samling omfattende et sværd, flere benspydspidser og, pudsigt nok, et fornemt tyrehoved af bronze, stammer fra tiden kort før Kristi fødsel, men hovedparten er fra sen vikingetid, og også den tidlige middelalder er repræsenteret. Det drejer sig mest om våben, sværd, økser, lanser og pilespidser, men redskaber og smykker forekommer. Gennem Tissø løber Halleby Å, og her er ligeledes fundet sager, endda på hele strækningen fra søen ud til Storebæltskysten. Afundene har samme karakter som søfundene. Nævnes må en samling værktøj fra vikingetiden. Det blev fundet liggende i en trækasse, men af den er desværre kun et lågbeslag bevaret.

Den almindelige forklaring på disse sø- og åfund er, at det drejer sig om krigsbytteofre i lighed med dem, som kendes fra jyske og fynske lokaliteter, for eksempel lllerup Adal og Nydam Mose, hvor der netop er tale om gentagne nedlæggelser med lange tidsmellemrum. Støtte for denne tolkning har man fundet i selve navnet Tissø (Tis Sø). Guden Ti, Tir eller Tyr havde krigen som sit speciale, så det var naturligt, at det var ham, man henvendte sig til, når det kneb, og ham, man ydede sin tribut efter sejren. »Ti« optræder som forled i adskillige danske stednavne, ofte sammen med en naturbetegnelse. En af vore ugedage har også navn efter denne guddom.

Området, hvor ringen blev fundet, har i oldtiden fremtrådt som en slags ø, mod øst afgrænset af søen, mod syd af Halleby Å og på de øvrige sider af vådområder: mose og måske stedvis åbent vand. Et så naturbeskyttet sted har utvivlsomt tiltrukket oldtidsfolkene, og efter guldringens fremkomst blev der da også foretaget afsøgninger af terrænet, hvilket førte til flere fund fra germansk jernalder og vikingetid. I 1979 blev der i forbindelse med en vejregulering ved broen over Hallebyåen iværksat en mindre udgravning; herved fremkom to grave fra sen vikingetid, men helt almindelige var de ikke, eftersom begge de afdøde var tydeligt halshuggede (se Skalk 1981:3). Ved samme lejlighed fandtes rester af oldtidens broforbindelse, og lidt syd for åen dukkede en egentlig gravplads op, hvoraf otte grave blev undersøgt; datering: 900- årene. 1988 forøgedes fundene oppe på øen med en lille vikingetidsskat bestående af to sølvbægre samt perler af sølv og glas. Ved undersøgelsen, som i den anledning blev foretaget på findestedet, fremkom stolpehuller og gruber, der viser, at fundene stammer fra en boplads, ikke fra ødelagte grave, hvad man måske ellers kunne tro. (Fig. 2)

I 1992 begyndte tre lokale fritidsarkæologer at afsøge markerne på øen med det resultat, at den samlede fundmængde nu nærmer sig 800 genstande. Det står efterhånden klart, at bebyggelsen må have omfattet næsten hele den forhistoriske ø, et areal på henved 500.000 kvadratmeter. Der er med andre ord tale om en af Danmarks største oldtidsbopladser, og også kvalitetsmæssigt hævder den sig smukt, idet mange af de fundne genstande er af høj håndværksmæssig standard; forgyldning optræder således hyppigt. Til den ovennævnte sølvskat er kommet endnu mindst to, men de var desværre splittede af ploven. Alt i alt et fremragende fundmateriale, der fortæller meget om beboernes position.

Blandt de mange fund fra pladsen er en del smykker af broche-typen, de var i særlig grad underkastet modens luner, og bliver derigennem vigtige redskaber for dateringen. Tissø-brocherne viser, at pladsen var i funktion fra tiden omkring år 600 til slutningen af 900-årene - alle de kendte former fra denne lange periode er repræsenteret i materialet, og det gælder både de normale og pragteksemplarerne med forgyldning og indlagte sten. Der er naturligvis også andre prydelser, således en række forgyldte hængesmykker, hvoraf ét skiller sig klart ud fra de øvrige; det har form som en rovfugl med krummet næb, vinger og en meget fint ornamenteret krop, som det ikke har været enhver kunstsmeds sag at fremstille. Et topstykke til en kraftig smykkenål er dannet som et hoved: en viking med hornet hjelm (se bladets forside). I det hele taget er der mange menneske- og dyrefremstillinger i materialet, her kan nævnes rytter- og hestefigurer samt en kvindeskikkelse i forgyldt sølv, der muligvis skal forestille en valkyrie. Helt enestående er et spænde i skikkelse af en fisk med forgyldte finner og skæl. Nogle prydbeslag må være fra hestenes seletøj, men seletøjet selv var jo ikke til pynt; vi møder det i form af bidseldele og sporer af jern. Blandt fundene fra øen er en del våben, pilespidser, fæster og fæsteknapper til sværd, men også fredeligere ting som nøgler og dele af låsetøj. Disse sidste viser et stigende behov for at sikre sig selv og sin ejendom.

At der ikke er tale om en almindelig landsby, viser pladsens størrelse, men også den omstændighed, at handel og håndværk åbenbart har spillet en vigtig rolle for områdets trivsel. Der er fundet mange vægtlodder og små dåser til opbevaring af sammenfoldelige vægte; de blev blandt andet brugt til afvejning af det brudsølv, der i datiden gjorde det ud for penge. Blandt fundene er affald fra støbning: halvfærdige genstande og smykkemodeller i bly, som anvendtes, når forme skulle fremstilles. Om produktion af perler vidner store klumper af råglas. Kammageren har efterladt sig affald, og talrige klinknagler tyder på, at man har bygget vogne og måske mindre fartøjer. Til de mere almindelige erhverv, som er udøvet på pladsen, hører smede- og tømrerhåndværkene. (fig. 3, fig. 4, fig. 5)

Fremmede genstande i fundmaterialet vidner om kontakten med udlandet, således nogle få irske sager, der kan være hjembragt af vikingerne under plyndringstogter til De britiske Øer i 800-årene. Fra samme tid, men fra det nuværende Tyskland, stammer en del mønter, stykker af glasbægre og smykker; blandt de sidstnævnte er nogle med kristne motiver. Skår af klæberstenskar må være fra Norge, og et håndtag formet som to rytterfigurer fra Finland; det har oprindelig siddet på et ildstål, datidens lighter. Meget langt fra hjemmet optræder en række arabiske mønter. De var imidlertid ikke sjældne i vikingetidens Norden; man antager, at de er nået frem via de russiske floder.

Bebyggelsen ved Tissø må for en stor del have været baseret på handel. Af sådanne pladser var der adskillige i datidens Danmark. Nogle, især de kystnære, viste sig levedygtige og eksisterer den dag i dag som rigtige byer, andre blev af forskellige grunde opgivet og gik i glemsel, hvad grunden så kunne være, til dem hører Tissø- pladsen. Beliggenheden var på mange måder gunstig, men dog måske ikke helt ideel; trafikken fra Storebælt gik jo gennem Flalleby Å, der nok er Sjællands næststørste vandløb, men næppe har været tilgængelig for store havgående skibe, som dem, der bragte fjerne landes produkter til danske byer. Der må have fundet en omladning sted ude ved Storebæltskysten, hvor der vel har været nogen bebyggelse, en slags havneby, som også har øvet kontrol med adgangen til området. Fler ligger nu landsbyen Ornum, hvis navn godt kunne pege i den retning; »ornum« betegnede i middelalderen et område, der indtog en særstilling - typisk var der tale om gods i kongens eller stormænds besiddelse. I Ornum er fundet en guldarmring fra 800-årene. Også dér har boet fornemme folk. (Fig. 6, fig. 7)

Alt taget i betragtning må man sige, at dette fundkompleks vidner om mere end almindelig velstand. Den store guldhalsring, sølvskattene, den rundhåndede anvendelse af forgyldning, de mange importerede ting taler hver for sig derom. Men hvad var så grunden til, at man omkring år 1000, tilsyneladende som det gik allerbedst, afbrød det hele og fraflyttede stedet? Blev pladsen overfaldet og tilintetgjort? De mange våben, som er fundet både i og oven for søen, og hvoraf hovedparten kan dateres netop til tiden omkring år 1000, kunne tyde på det. Flerimod kan indvendes, at der allerede tidligere i artiklen er givet en forklaring på sagerne i søen, nemlig at de er takofre til en guddom. Det er rigtigt, og et tredje forslag kan tilføjes, nemlig at det drejer sig om kasserede ting, som folkene på øen har skaffet sig af med ved at smide dem ud i vandet. Lad os betragte de tre muligheder hver for sig. (Fig. 8)

For offerteorien taler selve søens navn og det, at sagerne er anbragt til forskellig tid inden for en lang periode - ganske som det er tilfældet ved de store fynsk-jyske mosefundpladser, hvis offerkarakter vanskeligt kan betvivles, men ejendommeligt er det rigtignok, at netop den periode, som disse fund repræsenterer, er ubesat i Tissømaterialet. Også middelalderfundene må undre; det lyder mærkeligt, at en hedensk offerskik skulle have været i brug længe efter kristendommens indførelse, men fund fra andre lokaliteter taler for, at sådant kunne forekomme (se Skalk 1970:3). Bemærkelsesværdigt i Tissøs middelalderindslag er fem store kedler, fire af kobber og en af messing, som i 1960’erne fremkom ved Hallebyåens indløb, altså ved søens østbred (Skalk 1964:1). Man var dengang i tvivl om alderen, men det spørgsmål er senere blevet løst.

Den anden mulighed, slagmarksteorien, kan ikke uden videre afvises, for nok er der fundet våben ude i søen, men andre - et antal pilespidser - må afskrives som offergaver, da de er fremkommet på det tørre land og så højt oppe, at de aldrig kan have ligget under vandoverfladen, selv om denne forhen har stået højere, end den gør i dag. En vis tilknytning til det våde element synes tørlandsfundene dog at have haft, de er alle kommet for dagen på de steder af øen, der vender mod vandet, det vil sige mod søen og åen. Kan man tænke sig et angreb fra søsiden? Næppe, det ville være meget vanskeligt at skaffe fartøjer til en sådan operation. Hvordan det nu end hænger sammen, så synes billedet af en kampplads at tegne sig, og det er nærliggende at sætte den i forbindelse med bosættelsens bratte ophør - det ville for eksempel forklare de skjulte, men aldrig hævede, »skatte«. De to halshuggede kan måske også tages til indtægt for denne opfattelse, henrettelserne er i hvert fald sket omtrent ved den tid, byen blev nedlagt, og åovergangen, adgangsvejen til øen, var næppe egnens officielle rettersted. Har de to spillet rollen som syndebukke? Den ene af dem var i øvrigt en stakkels krøbling, der kun med vanskelighed har kunnet bevæge sig. Det er svært at forestille sig hans brøde. (Fig. 9)

At søen har fungeret som en slags losseplads for øens beboere, er der nok ingen tvivl om; det var alt for fristende at skaffe sig af med gamle kasserede sager ved at smide dem i vandet, men gode brugelige våben har man dog næppe behandlet på den måde. Skal man veje mulighederne mod hinanden, må man sige, at offerteorien fortsat står stærkest, den alene forklarer de tidsmæssigt adskilte nedlæggelser. Men det ene udelukker ikke det andet, og alle tre forklaringer kan for den sags skyld være rigtige. Øen i åkrogen må til alle tider have tiltrukket sig menneskenes opmærksomhed.

Alt dette er kun vidtløftige spekulationer baseret på overfladefund og beskedne udgravninger, men det er muligt, vi i en nærmere fremtid kan komme gådernes løsning noget nærmere. Nationalmuseet vil i de kommende år sammen med museet i Kalundborg foretage større udgravninger på stedet for at fastslå bebyggelsens karakter, og samtidig vil søen i det aktuelle område blive afsøgt med undervandsdetektorer for at finde flere våben, og hvad den ellers måtte have af overraskelser til os. Begyndelsen blev gjort i august-september dette år: der lagdes søgegrøfter over dele af området til klarlæggelse af bebyggelsens omfang, og enkelte steder afdækkedes større flader for overblikkets skyld. Der blev fundet spor af mindst fire indhegnede gårde og et par brønde samt, andetsteds på pladsen, værkstedsområder uden egentlige hustomter, men med tegn på, at der har stået lette hyttekonstruktioner og læskjul. I en af gårdene, der må stamme fra bebyggelsens allersidste tid, afdækkedes tomten af en større bygning, et krumvægshus magen til dem, der er fundet så talrigt på Trelleborg. Denne bygning var nedbrændt.

Bebyggelsessporene stod gennemgående meget tydeligt, hvilket lover godt for fremtiden. At der også kom fine genstandsfund, siger næsten sig selv, men dem vil vi forbigå her. Nogen guldring magen til den, vi allerede har, fremkom ikke, men det var vel også at skrue forventningerne for højt.