Den fyrgterlige ildebrand

Det var en forfærdelig ulykke, som således havde ramt staden. Store værdier og adskillige menneskeliv var gået tabt. Af byens otte kirker var kun tre tilbage. Universitetet var brændt og et uerstatteligt kildemateriale til Danmarks historie for altid forsvundet.

I 1784, altså 56 år efter branden, udkom en lille bog »Beskrivelse over den mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand 1728«. Forfatteren, Carl Friederich Reiser, havde selv som tiårig overværet katastrofen og følte nu på sine ældre dage trang til at delagtiggøre andre i oplevelsen.

Han blev i byen regnet for en særling, en lidt komisk person, hvilket muligvis hænger sammen med, at han ved branden havde pådraget sig en sygelig skræk for alt, der havde med ild at gøre. Bogen er ikke noget mesterværk, usammenhængende, snakkesalig og på et mådeligt dansk, men de faktiske oplysninger, den bringer, er - bedømt ud fra andre kilder - vistnok nogenlunde pålidelige; den blev da også en stor salgssucces. Det følgende er et kort sammendrag.

»Man anførte tvende årsager, hvoraf ilden begyndte. Den første var, at børnene havde forlanget nogle små proser (lys) af forældrene, og dengang de havde samme bekommet, misbrugte de dem, gik op på loftet, og af en meget skødesløshed og uagtsomhed fandt på en farlig plaser, at tænde spindelvævet, som sad i hobetal under det gamle tag. Nogle førte en anden årsag an, at nemlig, eftersom de var lysestøberfolk og var ved at støbe lys, da det gik ulykkeligt til, så at tællen slog op i skorstenen. Nu var samme meget brøstfældig, så at skorstenen brast i stykker og satte det hele hus i lys lue, og dette sidste er vel det troligste — efter de fleste folks mening, som den tid levede, var det vel kun et foregivende at skyde skylden på børnene —«.

»Min salig moder aflagde just en besøgelse hos en bryggerenke ved navn madam Vals. Samme enke sagde, dengang hun hørte trommen, til min moder: Hvad, er klokken alt otte? — Derpå så hun på sit lommeur; Oh, klokken er ikke mere end seks, det er ildløs. — Hun og min moder løb begge med frygt og bæven i gården. De så en græsselig lue opstige bag og tæt ved enkens vedhammer (brændeskur). Hun begyndte højt at skrige og hyle: Ak Herre Jesus, min vedhammer brænder, hvor skal jeg hen, hvor skal jeg hen. Oh jeg elendige menneske«.

»Nu min moder kom da hjem klokken henimod 7 og gjorde anstalt til udflytningen. Hun sagde da til en, som var til hest og syntes at have noget med anstalterne at befale: Min Gud, hvilke slette anstalter her er. — Han svarte min moder sukkende og ganske forsagt: Her er slet ingen redning mere at vente, fordi vi ingen vand har, som kan forslå, så har og allerede ilden taget skrækkeligt overhånd, så at brandmajoren forsager (taber modet) og de ; fleste af hans folk. Tilmed så er og nogle beskænkede, som har fået en rus ved en ligbegravelse af deres kammerater, hvor der blev trakteret«. (Fig. 1)

»Vi bekom en stor hjælp med vore møblers udflytning, så at vi fik dem alle lykkeligt ud, og dette havde vi næst Gud hr pastor Schreiber, sognepræsten til Skt Petri Kirke, til at takke, thi hans kone var en god ven af min moder —«. Sagerne blev flyttet over i præstegården og senere sammen med præstens indbo ind i selve kirken, men det kunne man alt sammen have sparet sig, for også kirken gik i løbet af natten op i luer. »Både hr pastor Schreibers og mine forældres tillige med præstens herlige og skønne bibliotek blev alt sammen rent i kirken opbrændt og af den græsselige lue jammerligen fortæret. Min salig moder bekom aldrig det ringeste stykke mere at se af hendes sager og mobilier«. Mens præsten var i kirken, gik hans frue rundt i præsteboligen »og vriede hendes hænder, — nu holdt hendes karet uden for porten -. Her erfaredes, hvad en stærk overmåde alteration kan forårsage, thi i stedet et meget prægtigt spejl med en tyk, massiv sølvramme, som havde kostet mange penge og stod på hendes i natbord, som hun kunne have reddet, tog hun i stedet for dette: en gammel syltekrukke og en alen i hænderne og kørte bort — «. Mens fruen således bragte sig uden for ildens rækkevidde, var præsten kommet i vanskeligheder. Da han kom ud af kirken, havde branden omringet bygningen, kun ved at springe over en mur reddede han sig ud i Larslejsstræde. Her mødte han en murersvend af sit bekendtskab, og da denne »så, at han ingen hat havde på hovedet, tilbød han derpå sin egen, hvilket præsten da til største tak antog —«. Også dette problem blev altså løst.

Nu var imidlertid den nye brand i Nørregade brudt ud, og brandmajor Preiisler ville flytte fire af sprøjterne derhen, hvilket vakte vild protest blandt folkene i gaden. »De råbte: Væk med den forsagte og bange gamle kælling, er du en brandmajor? Du må være fanden og ikke brandmajor. Kom kun, vi vil djævlen gale i os brække din hals itu. Jeg bekom også af min salig mor et par dygtige kindheste, eller stærke ørefigen på nyeste danskfacon, tilligemed nogle klopfisk (rap) med en tamp for min nysgerrige næsvished —«.

»Oh kære læsere, ryst og bæv nu, thi du har allerhøjeste årsag dertil«. I et »hus på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, Blasen kaldet, hvor nu til dags hr Petersen holder hørbod, lagde man krudt — og førend brandfolkene blev det selv var, så sprang dette store hus himmelhøjt op i luften. — Jeg var just uden for min fætter, hr kirurgus og operatør Hess’ hus og ville gå ind i porten, dengang dette forskrækkelige, jammerfulde spektakel skeede — jeg faldt i allerhøjeste alteration i knæene og tænkte vistnok med alle de andre, at vi var blevet levende opbrændt —. I samme øjeblik gik der ild i Vor Frue Kirke —«.

Vor meddeler var på dette tidspunkt kommet bort fra sit moderlige ophav, men med hendes tyende, den »ret ærlige og gamle oprigtige pige Catharina«, som »gelejderinde« nåede han frem til Holmens Bro (hvor han næsten blev trampet ihjel) og videre ud på Slotsholmen til kancelliråd Frankes gård, hvor moderen og stedfaderen havde søgt tilflugt. Her blev de et par dage, mens branden rasede videre for til sidst med soldaternes hjælp at komme under kontrol. Da alt var ovre, fandt familien et foreløbigt logi hos en jordemoder på Frederiksberg.

»Nu mine kæreste gunstigste læsere måtte man til slutning spørge: Er efterkommerne — blevet frommere og dydigere end de gamle, som blev lugtet af Gud med græsselige ildsluer? Jeg ville ønske, at man kunne besvare det med ja, men jeg frygter såre, at man meget hellere er tvunget til at besvare sådant med: nej desværre«.

Så pessimistisk så vor forfatter på sine samtidige i året 1784, og måske ikke helt uden grund. En ny tugtelse af samme art fandt i hvert fald sted elleve år senere, men den oplevede Carl Friederich Reiser ikke. (Fig. 2)