Den fyrgterlige ildebrand

Det var en forfærdelig ulykke, som således havde ramt staden. Store værdier og adskillige menneskeliv var gået tabt. Af byens otte kirker var kun tre tilbage. Universitetet var brændt og et uerstatteligt kildemateriale til Danmarks historie for altid forsvundet.

I 1784, altså 56 år efter branden, udkom en lille bog »Beskrivelse over den mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand 1728«. Forfatteren, Carl Friederich Reiser, havde selv som tiårig overværet katastrofen og følte nu på sine ældre dage trang til at delagtiggøre andre i oplevelsen.

Han blev i byen regnet for en særling, en lidt komisk person, hvilket muligvis hænger sammen med, at han ved branden havde pådraget sig en sygelig skræk for alt, der havde med ild at gøre. Bogen er ikke noget mesterværk, usammenhængende, snakkesalig og på et mådeligt dansk, men de faktiske oplysninger, den bringer, er – bedømt ud fra andre kilder – vistnok nogenlunde pålidelige; den blev da også en stor salgssucces. Det følgende er et kort sammendrag.

»Man anførte tvende årsager, hvoraf ilden begyndte. Den første var, at børnene havde forlanget nogle små proser (lys) af forældrene, og dengang de havde samme bekommet, misbrugte de dem, gik op på loftet, og af en meget skødesløshed og uagtsomhed fandt på en farlig plaser, at tænde spindelvævet, som sad i hobetal under det gamle tag. Nogle førte en anden årsag an, at nemlig, eftersom de var lysestøberfolk og var ved at støbe lys, da det gik ulykkeligt til, så at tællen slog op i skorstenen. Nu var samme meget brøstfældig, så at skorstenen brast i stykker og satte det hele hus i lys lue, og dette sidste er vel det troligste — efter de fleste folks mening, som den tid levede, var det vel kun et foregivende at skyde skylden på børnene —«.

»Min salig moder aflagde just en besøgelse hos en bryggerenke ved navn madam Vals. Samme enke sagde, dengang hun hørte trommen, til min moder: Hvad, er klokken alt otte? — Derpå så hun på sit lommeur; Oh, klokken er ikke mere end seks, det er ildløs. — Hun og min moder løb begge med frygt og bæven i gården. De så en græsselig lue opstige bag og tæt ved enkens vedhammer (brændeskur). Hun begyndte højt at skrige og hyle: Ak Herre Jesus, min vedhammer brænder, hvor skal jeg hen, hvor skal jeg hen. Oh jeg elendige menneske«.

»Nu min moder kom da hjem klokken henimod 7 og gjorde anstalt til udflytningen. Hun sagde da til en, som var til hest og syntes at have noget med anstalterne at befale: Min Gud, hvilke slette anstalter her er. — Han svarte min moder sukkende og ganske forsagt: Her er slet ingen redning mere at vente, fordi vi ingen vand har, som kan forslå, så har og allerede ilden taget skrækkeligt overhånd, så at brandmajoren forsager (taber modet) og de ; fleste af hans folk. Tilmed så er og nogle beskænkede, som har fået en rus ved en ligbegravelse af deres kammerater, hvor der blev trakteret«. (Fig. 1)