
Den franske forbindelse
I april i år var dronning Margrethes gravmæle færdigt og opstillet i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke. Kunstneren bag det, Bjørn Nørgaard, kalder det slet og ret Sarkofag. Sarkofager af sten har været brugt til kongelige og fyrstelige begravelser, siden de første faraoner blev overladt til dødsriget i de ægyptiske pyramider for knap 5000 år siden. Anvendelsen af sarkofager, ofte af marmor og forsynet med indhuggede relieffer, var senere vidt udbredte for personer af høj rang og status i det antikke Grækenland og Rom. Navnets oprindelse er lidt dyster og betyder »kødæder«, efter græsk sarx for kød og phagein for at spise.
Af Palle Eriksen

Inden i den 3,3 m lange sarkofag, der er lavet af gennemsigtigt glas, ligger side om side som støbte hulrum skikkelserne af dronning Margrethe og prins Henrik. Om det usædvanlige valg af glas har Bjørn Nørgaard sagt: »Glas er for en billedhugger et fascinerende materiale. Et symbol på det demokrati, vi lever i, som netop er kendetegnet ved at være transparent. Samtidig er det også den kristne opfattelse af døden. At døden ikke er det endelige. At døden også er transparent.«
På toppen af sarkofagen er der i forgyldt bronze ophobet en samling af genstande som symboler og attributter over regentparrets virke og interesser. Sarkofagen hviler på tre søjler af henholdsvis basalt fra Færøerne, marmor fra Grønland og granit fra Bornholm, og symboliserer de tre lande, som dronningen regerer over. Elefanthovederne af sølv på søjlerne hentyder til Elefantordenen, mens soklen af fransk sandsten velsagtens skal minde om prinsens franske herkomst. Monumentet er således spækket med symboler og allegorier. Dertil kommer blandt andet sarkofagens form som et langstrakt æg som tegn på det evige liv, og de syv trin i platformen som sindbillede på det menneskelige livsforløb.
Udgave: Skalk 2018:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
