Den forsvundne jættestue under stalden

I 1700-tallet, da interessen for fortiden og dens monumenter tiltog, var især de synlige dysser i fokus. Men samtidigt var der et voksende behov for sten til gærder og bygninger, så  dysserne blev også brugt som stenbrud. I årene omkring 1800 indså en kreds af indflydelsesrige mænd med interesse for oldtiden, at der måtte gøres en indsats, hvis nogle af dem skulle bevares. Det førte i 1807 til oprettelsen af Den kongelige Commission for Oldsagernes Opbevaring, som bl.a. fik til opgave at indhente oplysninger om ”hvilke Monumenter fra Oldtiden, som findes adspredte på Marken og formedelst deres Størrelse og Omfang ej kunne flyttes, fortjener at opbevares ved Kongebud for Eftertiden, og hvilke derimod, fordi de er mindre betydelige, enhver Jordbruger kunne være berettiget til at benytte på hvad Måde, han selv ville”.

Oplysningerne indhentede man ved at pålægge landets sognepræster at indsende beskrivelser af fortidsminder i deres sogne til kommissionen. Danske Kancelli, svarende til Indenrigsministeriet i dag, udvalgte så, hvilke der skulle fredes. I 1812 forelå der en fredningsliste med 208 fortidsminder på 135 lokaliteter – de såkaldte kancellifredninger. Blandt dem var der 16 jættestuer og 139 dysser. Nogle af dem er siden forsvundet sporløst, men størstedelen af de 208 fortidsminder er identificeret, og knap 70 af dem er endnu bevaret – nogle af dem dog i temmelig amputeret stand.