Den flyvende smed

Således gik filologen Anders Bæksted 1963 i rette med – vel først og fremmest arkæologerne, som han mente var lidt for raske til at finde mytologiske skikkelser og optrin i den sene oldtids sparsomt bevarede billedverden. Og ret havde han jo: kun ganske få af yngre jernalders figurscener kan med sandsynlighed sættes i forbindelse med kendte gude- og heltemyter. To sådanne scener er vist på næste side, den ene er fra en gotlandsk billedsten, antagelig tilhørende tidlig vikingetid, den anden fra et engelsk skrin af hvalben, dateret til ca 700.

Gotlandsbilledet viser et hus med buet tagrygning; det er gennemskåret, så at man ser det indre, der er fuldt af værktøj, hamre og tænger, altså sikkert en smedje. Til højre for huset ligger to hovedløse kroppe, dræbte mænd, og til venstre ses en mærkelig tregrenet indretning, som man ville være i stor tvivl om betydningen af, hvis det ikke var, fordi der på en anden gotlandsk billedsten findes en lignende, men mere detaljeret figur; den forestiller efter al sandsynlighed et menneske i fjederham, sådanne optræder ikke sjældent i myterne. Skikkelsen længst til venstre, som vender ryggen til smedjen, og som fuglemanden støder hovedet imod, hører muligvis til en anden billedscene; stenen er fuld af sådanne. På det engelske billede ses igen en smedje kendetegnet ved værktøj. Smeden selv står ved sin ambolt og tager imod noget, som en kvinde rækker ham, ved hans fødder ligger en menneskekrop. Bag kvinden står en anden kvinde, og bag hende igen en mand, der fanger fugle. Begge billeder illustrerer sandsynligvis sagnet om Vølund.

Fortællingen om smeden Vølund har været kendt vidt over Vesteuropa. Han nævnes hyppigt i oldskrifterne, således i det engelske Bjovulfkvad, der menes tilblevet i 700-årene, men af samlede fremstillinger findes kun to: et Eddadigt af ukendt alder og et afsnit i sagaen om Didrik af Bern, et eventyragtigt værk sammenskrevet i Norge omkring midten af 1200-årene efter nu tabte tyske kilder. Som venteligt er de to historier ikke helt ens, de afviger fra hinanden på flere punkter, men det vigtigste er dog fælles. Nedenstående genfortælling har som grundlag digtet – der i øvrigt ikke er digt helt igennem, det har passager i prosa.

Tre brødre, sønner af finnekongen, kommer til Ulvedalene, hvor de slår sig ned og bygger hus. I dalen ligger Ulvesøen, ved dens bred finder brødrene en morgen tre kvinder, som er kommet flyvende i svanehamme. Mændene tager dem med sig hjem, og sådan går det, at Egil ægter Alrun, Slagfinn Svanhvid og Vølund Alvid. Men pigerne er valkyrier, de har svært ved at slå sig til ro, og efter ni vintre flyver de bort. Da jægerne kommer hjem, er huset tomt.

Østpå Egil efter Alrun drog, mod syd Slagfinn efter Svanhvid ledte, ene sad Vølund i Ulvedale.

Vølund er smed, og han mestrer ikke blot jernet, men også det røde guld; det sidder han nu og bearbejder, mens han begræder tabet af sin hustru. Derom hører Nidud, njarernes konge. Han sender folk til Ulvedal, de lænker Vølund, mens han sover, og fører ham og hans guld til kongsgården. Her står Niduds onde husfrue. På hendes råd sætter de Vølund ud på Søholmen, hvor han må smede kostbarheder til kongen, men forinden har de skåret hans knæhaser over, så han ikke kan flygte. Hans sværd tager Nidud til sig, og en guldring, som var tiltænkt Alvid, Vølunds forsvundne hustru, giver han til sin datter Bodvild.

Sorgfuld uden søvn sad han og svang hamren, mens han en listig leg udtænkte. (Fig. 2)