Den fjerde kæmpehal

Et grusrigt område syd for Vojens er af Sønderjyllands Amt udpeget som særligt velegnet til råstofudvinding. Flere overpløjede høje kom derved i farezonen, og dem har Haderslev Museum fra tid til anden måttet undersøge, desværre med magre resultater. Da det 1993 gik løs igen, var forventningerne derfor små, den truede høj var ganske lav, under en halv meter, men det var dog nok til, at man i de gravede snitgrøfter kunne se, den var bygget af to gange. Nogen grav blev ikke fundet, hverken i øvre eller nedre fase. Det kan for den øvres vedkommende skyldes bortpløjning, den nedre må oprindelig have været tom. (Fig. 2, fig. 3)

Da højen var fjernet, viste det sig, at den var rejst over en hustomt af den efterhånden velkendte bronzealderform med rette langvægge, afrundede gavle og spor af to rækker stolper, som har stået frit i rummet med henblik på at bære taget. Bygningen har været stor, men ikke af de allerstørste: 30,5 meter lang og 7,7 meter bred. En skillevæg delte det indre i to rum, hvoraf det ene, det vestlige, gennem sit indhold af »jordovne« røbede sig som husets køkken - et velkendt træk ved ældre bronzealders huse. Jordovnen, som vi finder den, består i al enkelhed af et i husgulvet gravet hul med et større eller mindre indhold af stærkt ildpåvirkede sten. I tilfældet her var en del ovne gravet ind i hinanden, hvilket må betyde, at huset har været i brug gennem længere tid. Det er bemærkelsesværdigt, at den senere opførte jordhøj ikke har dækket hele hustomten, men kun vestdelen med ovnene. Her var den til gengæld placeret meget præcist.

Et mærkeligt træk ved huset var et antal store gruber, som var gravet ned i gulvet, planmæssigt så de dannede en række midt hen gennem bygningen; kun den vestligste faldt uden for systemet, og her sås en mindre grube at være nedgravet i den større, endda til en usædvanlig stor dybde: 2,20 meter under datidig overflade. Gruberne var enten ovale eller runde; i en af de førstnævnte iagttoges spor efter en rektangulær plankeforing, mens nogle af de runde synes at have haft en kantet, måske risflettet, inderklædning, velsagtens for at forhindre sammenskridning. I de gruber, der har ligget under højen, sås tydelige tegn på, at fyld fra denne er sunket ned, hvilket næppe kan betyde andet, end at hullerne, da højen byggedes, har været jordfrie, men dækket med et trælåg, som senere er brudt sammen; forbindelsen mellem hus og høj turde dermed være bevist. Hvad gruberne har været brugt til, er svært at sige, fundene fra dem - lerkarskår, kværnstensstumper, enkelte knusesten, halvdelen af en vredet bronzearmring - er, hvad dette angår, ikke særlig oplysende, men måske kan der være tale om en slags forrådskældre. Ringen giver en datering: slutningen af ældre bronzealder. Herhen må huset og vel også den nederste højfase da antagelig regnes.

En stenlægning op mod husets sydlige langside betegner vistnok indgangen. Af andre mærkværdigheder kan nævnes nogle korte og smalle »grøfter«, som udgående fra væggen peger ind mod husmidten, dog kun i husets vestende. De minder om båseskillerum, kendt især fra jernalderhusenes stalde, men da de fortrinsvis optræder i rummet med jordovnene, som klart synes forbeholdt menneskene, må den mulighed kunne udelukkes. Snarere er der tale om et bænkearrangement. (fig. 4, fig. 5)

Et tyndt trækulslag med mange brændte knoglestumper dækkede hustomten i området under den ældste høj, men om benene er af mennesker eller dyr, står endnu hen i det uvisse, så det er for tidligt at forbinde fundet med den manglende grav i nedrehøjen. Der er i det hele taget megen mystik knyttet til denne ejendommelige hus/høj-kombination, som i øvrigt ikke står alene, men kendes i nogle få eksemplarer spredt over landet; en af dem har været omtalt i Skalk (1981:2). Det har været diskuteret, om husene kunne være en slags templer, bygget til senere gravlægning, men her taler nyfundet nærmest imod. De mange jordovne hører hverdagen til.

Det spørgsmål meldte sig naturligt, om huset har ligget alene eller været led i en mere omfattende bebyggelse. For at afklare det blev der udlagt søgegrøfter i forskellige retninger. Området mod nord viste sig fundtomt, men mod syd dukkede hele Fire bygningstomter op, nemlig to små, som med sikkerhed kan siges at tilhøre stenalderens slutningsperiode, og to fra ældre bronzealder. Af disse sidste var den ene af størrelse omtrent som den allerede omtalte, den anden derimod meget stor. Det er om kæmpehuset, vor interesse samler sig.

Det kneb med overblikket i første omgang, dels på grund af bygningens størrelse, som vi havde svært ved at tro på, del fordi en gammel frugthave med et hegn af store mirabelletræer dækkede tomtens vestende. Ejer af plantningen var køleskabsfabrikken Brødrene Gram, og herfra fik vi med stor beredvillighed lov til at fjerne både hegnet og den nødvendige del af haven. Hustomten kunne derefter afdækkes i sin helhed, og den var virkelig imponerende: længde godt 50 meter, bredde 10 meter. Æren som Danmarks arealmæssigt største oldtidshus tilfalder vistnok stadig Lejrehallen, men den er hårdt trængt. (Fig. 6)

Oprindelig har huset været omkring fem meter kortere, men det er på et tidspunkt blevet forlænget ved begge ender. Sporene viser, at såvel tag- som vægstolper har haft rundet tværsnit og en diameter omkring 50 cm. Der har været ni sæt tagbærende stolper og omkring 66 vægstolper, de sidste med en indbyrdes afstand på 1,5-2 meter. Et sted, omkring midten af sydsiden, var mellemrummet dog større, næsten 3 meter; her må have været en port. Formen var i øvrigt den efterhånden velkendte med rette langsider og rundede gavle. Vi forestiller os væggene udført i bulteknik, det vil sige med vandretliggende planker mellem stolperne. Taget kan have været af lyngtørv eller strå, vel snarest det første, som kræver den mindste rejsning. Man gætter på en væghøjde omkring 2 meter og en taghøjde fra gulv til rygning på ca 4,5 meter. (Fig. 7)

To skillevægge delte det indre af huset op i tre rum. Det vestligste har – præcis som i huset under højen - været køkken og opholdsstue, det viser mængden af jordovne. Midterrummet var med sine 19 x 10 meter bygningens største; her lå, centralt og ud for den omtalte brede port, en meget stor grube af samme art som dem i det andet hus. Hvad denne formidable hal har tjent til, er svært at sige. I østrummet var også en kældergrube, lidt mindre end den førnævnte. Fra både nord- og sydvæg udgik korte stolperækker, og her er der utvivlsomt tale om båse. De mod nord var omtrent dobbelt så brede som dem mod syd, hvad så grunden kan være.

Også her blev der fundet trækul og brændte ben, og det er muligt, huset er gået under i ild, men da har det sikkert været temmelig gammelt. Af genstande fandtes foruden skår metalaffald, som viser, at der er foregået bronzestøbning. Den ene af de to kældergruber, den i husmidten, var på det nærmeste fundtom, men i den anden fandtes store mængder lertøj, hvoraf meget havde været udsat for voldsom ildpåvirkning - måske i forbindelse med støbningen; nogle stumper af vævevægte viser, at der også blev fremstillet tekstiler i huset. Ud over dette indeholdt gruben en mængde sten, herimellem mange brudstykker af skubbekværne. Der kan ikke være tvivl om, at gruberne er af samme art som dem i det andet hus, men heller ikke her fik vi altså noget entydigt svar på, hvad de har været brugt til.

På grund af husets særegenhed blev der lagt stor omhu i udgravningen, således blev prøver af jorden sigtet og resultatet undersøgt for planterester. Det er et meget tidkrævende arbejde, og uden hjælp af Sønderjyllands Amatørarkæologer havde det næppe været muligt at gennemføre. Fund af forskellige hvedesorter, byg og sæddodder hører til de foreløbigt nåede resultater. (Fig. 8, fig. 9)

Ud fra konstruktion og fund kan det store hus dateres til midten af ældre bronzealder, hvilket vil sige, at det er et par hundrede år ældre end huset under højen, og betydeligt yngre end de to stenalderhuse. Nogen tidsmæssig sammenhæng i bebyggelsen, synes der altså foreløbig ikke at være, men der kan skjule sig meget uden for udgravningsfelterne.

Lad os afslutningsvis prøve at nærme os menneskene, som har holdt til i det store hus. Trods størrelsen er der intet, der tyder på, det har været bolig for meget mere end en enkelt familie. Der er lavet mad, malet korn, vævet tøj, passet husdyr - alt sammen meget hverdagsagtige sysler. Det eneste, som virker påfaldende, er bronzestøbningen; den har været et højt specialiseret håndværk, som kun få mestrede, men det kan jo være en omrejsende fagmand, der har sat sine spor. At husets herre var noget særligt, er der imidlertid ingen grund til at tvivle på. Opførelsen af en bygning som hans må have ligget på kanten af datidens formåen og i hvert fald krævet mange menneskers medvirken. Ingen tvivl om, at ejeren har hørt til samfundets top.

Vore huse har ligget på et af egnens højeste punkter knap 400 meter vest for hærvejsstrøget, hvor utvivlsomt også bronzealderens jyder har haft deres nord-syd- gående hovedfærdselsåre. En god halv kilometer mod sydvest finder vi resterne af den storhøj, som indtil 1935 rummede Skrydstruppigens grav, et af dansk oldtids mest berømte fund, hvis datering falder bemærkelsesværdigt sammen med vor store bygnings. Måske har den unge dame ikke ligefrem boet i huset, men det er en nærliggende mulighed, at hun har besøgt det.

Ved et forbilledligt samarbejde mellem lodsejer, kommune og museum er det lykkedes at friholde husområdet for grusgravning og sikre det for fremtiden. En nødudgravning fik for en gangs skyld en lykkelig afslutning. (Fig. 10)