Den falske dronning

Hun var som 15-årig blevet viet til Christian 7., men samlivet havde aldrig været harmonisk og udviklede sig med årene i stedse mere anspændt retning. Kongens ustabile psyke gav ikke grundlag for ægteskabelig lykke. I stedet havde den unge og livsglade dronning søgt varme og trøst hos Struensee, og det kom hende dyrt at stå. Behandle hende som ham kunne man af gode grunde ikke; hun var trods alt Danmarks lovformelige dronning og den engelske kong George 3.s søster. Men noget måtte der ske. Hun blev skilt fra kongen og deporteret til broderens tyske besiddelser. Her døde hun tre år senere, kun 24 år gammel.

En halv snes år senere opstod i Danmark det rygte, at Caroline Mathilde slet ikke var død, men levede, omend ikke i bedste velgående. En kvinde var i Fåborg blevet arresteret for betleri, hun kom for retten, blev idømt ét års tugthusarbejde og sendt til Odense for at afsone straffen. Under fængselsopholdet afslørede hun imidlertid sin »sande« identitet: hun var Caroline Mathilde, Danmarks tidligere dronning. Hendes overbevisningsevne må have været betydelig, historien spredtes, og snart vidste det halve Fyn, hvem der sad fængslet i Odense.

Blandt dem, der tidligst fæstede lid til skrønen, var to Odense-kvinder, jomfru Scharff og hendes broderdatter. De må på en eller anden måde være kommet til rette med fængselspersonalet, i hvert fald indfandt de sig daglig hos fangen, hvor de fungerede som en slags hofdamer. Blandt andet tog de sig af hendes korrespondance, der omfattede flere breve til hoffet med fremstilling af hendes skæbne; her omtaltes kongen som »min elskede gemal« og kronprinsen som »min søn«. Formodentlig tilskyndet af fangen drog en lille delegation ledet af jomfru Scharff til København, hvor den foran Frederiksberg slot afventede kronprinsens morgenridt og havde held til at trykke ham »moderens« bønskrift i hånden. Det medførte dog ingen reaktion, så selskabet vendte skuffet hjem.

En anden borger i Odense, Frederik Schultz, som rejste til København i samme ærinde, havde – hvis man tør tro ham – bedre held; han påstod at have talt med kronprinsen, som meget interesseret havde påhørt hans beretning. Han og andre odenseanere søgte gennem bønskrifter udvirket, at »deres gamle landsmoder« i det mindste fik mulighed for på standsmæssig vis at vende tilbage til sit engelske fødeland – ja tilbød oven i købet at skaffe pengene dertil. En underskriftindsamling sattes i gang, men den blev stoppet af en kroholder, som fandt initiativet farligt.

Dagligt indfandt folk sig ved tugthuset med mad, tøj og penge til den fornemme fange. En bonde fra Hindsholm, Christen Mortensen, skal i den grad have været overbevist om kvindens kongelige byrd, at han forstrakte hende med flere hundrede rigsdaler, så hun kunne fremtræde velfriseret og passende klædt.

Bevæget af medlidenhed ansøgte en lokal prokurator, Bagger, om »dronningens« løsladelse, idet han tilbød at sørge for hendes underhold og føre behørigt tilsyn. Bemærkelsesværdigt nok blev ansøgningen imødekommet, og under stor sammenstimlen indfandt Bagger sig i egen karet ved tugthuset for på standsmæssig vis at afhente majestæten. Opholdet hos prokuratorfamilien forløb dog ikke heldigt; eksdronningen var misfornøjet med det stille liv og skændtes idelig med husets børn. Efter få uger forlod hun sin beskytters hjem, skiftede opholdssted nogle gange, men blev så efter myndighedernes beslutning atter indsat i tugthuset (Fig.1, Fig. 2).