Den engelske sved

Navnlig i middelalderen, men også senere, bredte pest, kopper og kolera sig voldsomt og medførte stor dødelighed. Hertil kom de mere kronisk forløbende smitsomme sygdomme som tuberkulose, spedalskhed og malaria. Først ved midten af forrige århundrede med begyndende kendskab til de forskellige slags bakterier og virusformer, der udgør smitstoffet, blev det muligt at bekæmpe epidemier med effektive midler. Gennem forebyggende vaccinationer har man nu trængt de fleste af disse sygdomme tilbage. Herhjemme er for eksempel difteri, der skyldes bakterier, og polio, der er en virussygdom, praktisk talt udryddet, mens man på verdensbasis har taget brodden af den før så frygtede koppepest. Bedre behandlingsmidler og gode hygiejniske forhold kan mildne og afgrænse epidemier, hvis de alligevel opstår. Tidligere kunne man ikke gøre meget andet end at isolere de syge.

Det er imidlertid interessant at konstatere, at selv en meget farlig, ofte dødbringende, sygdom af infektionskarakter kan forsvinde spontant, uden at man har formået at foretage sig noget fornuftigt skridt imod den. Dette gælder en lidelse, der går under navnet den engelske sved – sudor anglicus – som kun er kendt af få mennesker, selv blandt læger. Den har ellers hærget flere gange, og på et tidspunkt grebet ind i verdenshistorien.

Inden for mindre end et århundrede – fra 1485 til 1551 – optrådte sygdommen i fem perioder. Den begyndte hver gang i England, deraf navnet, og kun ved den fjerde epidemi i 1528 overskred den dette lands grænser og bredte sig ud over Europa. Sygdommen kom altid pludseligt og voldsomt, sædvanligvis dog efter et ganske kort forstadium af almindeligt ildebefindende. Hjerte- og pulsaktionen øgedes, og patienten fik formentlig feber (termometret var endnu ikke opfundet), mens en voldsom og stærkt ildelugtende sved, karakteristisk for sygdommen, sprang frem af alle porer. Ansigt, øjenlåg, læber, hænder og fødder svulmede ofte op, der optrådte hovedpine, delirier, næsten uovervindelig søvntrang, angst, åndenød og blåfarvning. Tilstanden varede, hvis man ikke ret omgående døde, 15-24 timer. Afgørelsen indtrådte således hurtigt. 8-14 dage senere var de, der overlevede den første periode, atter raske, men ikke sjældent kunne der optræde tilbagefald. Svedsoten skånede ingen aldersklasse, intet køn og ingen stand. Mænd i deres bedste alder blev dog oftest og heftigst angrebet, børn og oldinge sjældnere. Kraftige og fuldblodede personer, navnlig frådsere og drankere var særligt udsatte.

Diagnosen var, når en epidemi først var indtrådt, ikke svær at stille på grund af det karakteristiske forløb og den typiske, ildelugtende sved. Alligevel kunne nogen egentlig lægelig behandling slet ikke komme på tale. Der var alt for få læger til rådighed – ikke mindst på grund af lidelsens udbredelse og eksplosionsagtige karakter – og man savnede forståelse for sygdommens natur. Da man mente, det gjaldt om at undgå afkøling af de angrebne, var den almindelige behandling øjeblikkeligt sengeleje, ofte med alt tøjet på og under store dyner. Dernæst ansås det for vigtigt at holde patienterne vågne; de burde intet spise, hvad de næppe heller har følt trang til, og helst intet drikke, skønt de i høj grad havde lyst.

Den første epidemi begyndte i England kort efter slaget ved Bosworth august 1485. En vis Henrik, senere kendt som Henrik 7., landede i Wales med en meget broget sammensat hær og overvandt Englands konge Richard 3., hvorved der blev sat en stopper for den trediveårige blodige borgerkrig, den såkaldte Rosekrig. Men endnu før sejren kunne fejres tilbørligt med kroningen af Henrik, udbrød sygdommen i London med en voldsomhed, der gjorde det nødvendigt at udsætte festlighederne. Efter angivelserne døde 15.000 pludseligt, mange mens de gik på gaden, og en lang række kendte personer, deriblandt flere borgmestre og rådsmænd, var blandt ofrene. Også andre dele af England blev angrebet, mens Skotland og Irland gik fri.

Det næste udbrud af sygdommen startede sammesteds. Det var om sommeren godt en snes år senere, men i mellemtiden havde der huseret en pestepidemi, der krævede ikke mindre end 30.000 ofre alene i London. Til gengæld var sygdommen denne gang mildere. Som før holdt den sig inden for Englands grænser og svandt hen på efteråret. Kongen forlod dog London og drog rundt i landet for at undgå smitten.

Mindre end ti år gik før sygdommens tredje fremstød, atter med London som udgangspunkt. Denne gang har vi adskillige oplysninger om den, således gennem breve fra den store humanist Erasmus, fra statsmanden Thomas More og andre betydende personer (Fig. 1). Kardinal Wolsey var angrebet, men kom sig. Derimod døde i Oxford i løbet af en uge 400 studenter og videnskabsmænd. Epidemien varede til midt i december.