Den enbenede mand

Skomageren Hans von Sagan indlagde sig uvisnelig hæder den dag i 1370, da han greb fanen fra kejser Karls faldne bannerfører og med den i hænderne førte tropperne til sejr over de hedenske litauer. Bedriften, der fandt sted ved Rudau nogle mil fra Kønigsberg, kostede ham et ben, men skaffede ham kejserens nåde, så at han og alle skomagere fra den dag og til evig tid fik ret til at bruge den tyske dobbeltørn som samlingsmærke, hvad de ikke undlod at benytte sig af.

Af Jan Kock

Ophavsmanden til fagets lykke blev ikke glemt, han bleværet og afbildet til sene tider. Mærkeligt at netop denne håndterings helteskikkelse og symbol skulle blive en enbenet mand.

Skomageriet med de stolte traditioner er et håndværk, man ofte bliver mindet om, når man graver i de fede, metertykke kulturlag under vore byer. Udslidte sko og læderrester optræder hyppigt, og selv om de ikke i mængde kan måle sig med pottemagernes efterladenskaber, så må vi dog opfatte dem som minder om en profession af både omfang og betydning. Med middelaldermenneskene i det hele taget giver de gamle sko og støvler en særegen nær kontakt. Det er ikke så meget, der iøvrigt er bevaret af hine tiders klædedragt.

Lad os som eksempel vælge Ålborg, hvis indtil fem meter tykke kulturlag, fortrinsvis dannet i middelalderen, har leveret et rigt materiale af fodtøj. Byen må have eksisteret i vikingetid – kong Hardeknud slog mønt her, og ca. 1070 nævnes den som en vigtig station på vejen til Norge og Island – men gennem udgravninger er det endnu ikke lykkedes at komme væsentlig længere tilbage end til omkring år 1100. Sin stilling som handels- og rejsecentrum bevarede den middelalderen igennem, kongerne holdt ofte til på slottet, og en stor del af landets mønt blev slået her. For handelen var den berømte Ålborg-sild af vigtighed; næst efter Skanør-silden var det den mest eftertragtede i Europa. Stor var staden ikke, men den var hensigtsmæssigt indrettet med gode landingspladser for skibene i de to åløb. Ved det østre af dem – Østerå – er man ved grundudgravning stødt på det middelalderlige bolværk og rester af en række lerklinede små-boder med sildeskæl overalt og hyllet i en umiskendelig hørm af sildelage. Oppe på byens centrale plads, Gammel Torv, kunne borgerne – ved vi fra de skriftlige kilder – frit og uden at erlægge stadepenge få lov at bygge en bod, og det gjorde de – også skomagerne, det viser mængden af læderaffald, som er kommet frem ved udgravninger. I dyngerne var der mange nogenlunde intakte, men naturligvis helt udtjente sko, som vel er efterladt af ejerne, når de købte nye. Skomagerne har skaffet sig billigt reparationsmateriale ved at udskære de mindst slidte partier.