Den der kommer allersidst

Da spanierne i slutningen af middelalderen kom til Amerika, traf de på øerne i Vestindien en folkegruppe, hos hvem menneskeæderi var almindeligt, cariberne kaldtes de. Caribe blev på spansk til Canibal, og benævnelsen tog farve efter det, der hos disse mennesker især havde gjort indtryk på europæerne. Senere, da erobrerne trængte frem i Sydamerika, stødte de på kannibalisme flere steder, og hos aztekerne i Meksiko fandt de den forbundet med menneskeofring i stor målestok. Andetsteds i verden har andre opdagelsesrejsende gjort tilsvarende iagttagelser, og resultatet er blevet, at menneskeæderi for os er kommet til at stå som noget fjernt, noget vi forbinder med egne som Ildlandet, Ny Guinea og vel især det mørke Afrika. Men fænomenet er mere udbredt end som så – og mere jo længere vi går tilbage i tiden. Også Europa har haft sine kannibaler.

Bevæggrundene bag kannibalismen har været forskellige, men to kan især fremhæves: trang og religiøse forestillinger. At mennesker i nødsituationer kan drives så vidt, at de forgriber sig på hinanden, er beklageligt, men dog til at forstå, og det er noget, der ikke blot hører fortiden til. For nogle få år siden kunne man i pressen læse, hvordan de overlevende passagerer fra et fly, der var styrtet ned i Andesbjergenes sne og i ti uger var afsondret fra omverdenen, for at klare sig måtte leve af deres omkomne rejsefæller. Tilsvarende findes rapporter om kannibalisme i anden verdenskrigs berygtede koncentrationslejre.

Når sådant kan hænde i vor tid og blandt højt civiliserede mennesker, hvor meget lettere da ikke hos primitive folkeslag, hvor sulten lurede bag om hjørnet! I rejseskildringer fra 1800-årene hører vi – ofte med gruelige detaljer – hvordan man i nødsituationer aflivede og fortærede medlemmer af sin egen stamme og da naturligvis gerne de mest »unyttige munde«. Under store krigskatastrofer har man ligefrem jaget og dræbt mennesker for at æde dem, dog sådan at det her drejede sig om fremmede, »fjender« – hvis det er nogen formildende omstændighed. Sligt kunne passere hvor som helst krigens hærgen truede folk med sultedøden. I Trediveårskrigens hungerplagede Tyskland og Frankrig bjærgede adskillige livet på denne måde, og Napoleons tropper måtte under tilbagetoget efter mødet med den russiske vinter gribe til samme udvej – ja, elendigheden var så stor, at man opgav at skelne mellem ven og fjende.

En situation af denne art var i begyndelsen af 1200-årene opstået hos det gamle kulturfolk ægypterne. De havde under en voldsom hungersnød ernæret sig af mennesker i tusindvis og åbenbart fået smag for det, så da tiderne bedredes kneb det at aflægge uvanen, der måtte bekæmpes med strenge straffe. Heller ikke dette er enestående, hos mange stammefolk indgik menneskekød i ernæringen på linje med en hvilken som helst anden føde – måske anset for lidt mere velsmagende end en almindelig dyresteg og derfor værd en systematisk jagt. Forklaringen kunne være almindelig kødmangel med deraf følgende trang til protein i den daglige kost, men den dækker næppe alle tilfældene. Cook og andre tidlige opdagelsesrejsende i det sydlige Stillehav påpegede, at svineavl mange steder var almindelig, men at de firbenede hos befolkningen ikke kunne konkurrere i gunst med de tobenede »langgrise«.

I denne forbindelse melder sig det interessante spørgsmål om de medicinske virkninger af regelmæssig kannibalisme (Fig. 1). Kan der være nogen fare forbundet med til stadighed at indtage egne celler, egne aminosyrer og egne enzymer? Dyr af højere arter undgår stort set artsbeslægtede som føde – selvom det sker, at for eksempel chimpanser jager og æder mindre aber. Kan forklaringen være en nedarvet erfaring om de dermed forbundne farer, en erfaring, som den forholdsvis unge art Homo endnu ikke er nået til? Nogle iagttagelser fra Ny Guinea er tankevækkende i så henseende. En langsomt forløbende nervesygdom, der så godt som altid endte med døden, var tidligere meget almindelig her (Fig. 2). Det var karakteristisk, at den ramte de grupper af befolkningen, som under kannibalfesterne gjorde sig til gode med hjernen. Men siden 1950’erne, da kannibalismen på det nærmeste er ophørt, er nervelidelsen på tilbagetog.