Den brændte stok

Først lidt om Åmose-stokken, der blev fundet i et par meters dybde og afleveret, omhyggeligt vasket, til Nationalmuseets folk, der desværre ikke ynder renlighed; i hvert fald fandt de den ilde anbragt her. Den 58 centimeter lange og smukt afglattede kæp er lige afskåret i begge ender – ved den ene dog med tilføjelse af et skråsnit, som måske kan skyldes hugget, der i sin tid skilte gren fra stamme (fig. 2). Indskåret i overfladen ses et primitivt kors og to omløbende ringe, der ligesom afsætter et par håndtag, men det mærkeligste er dog de lange revner, der fra begge ender strækker sig op i stokken; at de skulle være opstået tilfældigt kan udelukkes, da de langs kanterne er forsynet med en mængde små hak, så at det næsten ser ud, som var de syet sammen. Den ene revne er kun en kraftig rift i siden, men den anden (i den uforbrændte ende) er en regulær flækning – meget lang, men det kunne se ud til, at den først er blevet det efterhånden, for hakkene på det indre stykke virker, som var de tilføjet senere. Dateringen, som er tilvejebragt ved pollenanalyse, siger kun, at stykket må være fra tiden efter Kristi fødsel, og lader altså alle muligheder åbne inden for et tidsrum af et par tusinde år. J. Troels-Smith, der har beskrevet fundet (Kumi 1951), giver ingen forklaring på stokkens brug, men henviser til det noget bedre oplyste Hemdrup-fund, som han mener rummer nøglen til mysteriet.