Den bortførte bisp

Sådan fortæller magister Adam af Bremen i 1070’erne om begivenheder, som et halvt hundrede år tidligere havde udspillet sig mellem Knud den Store, konge over England og Danmark, og ærkebisp Unwan af Hamborg-Bremen. Den tilfangetagne Gerbrand, beretter Adam videre, underkastede sig, »som nødvendigheden krævede«, tilfangetagerens vilje, og ved samme Gerbrands mellemkomst kom det til en slags forståelse mellem Knud og Unwan i det dengang meget brændende spørgsmål, om den nyetablerede danske kirke skulle være underlagt en engelsk eller en tysk ærkebisp. Det er bemærkelsesværdigt, at den historieskrivende Adam uden at blues afslører, at datidens kirkelige politik ikke blev ført med finere midler end den verdslige. Ærkebispen i Hamborg kidnappede simpelthen en i Canterbury indviet biskop, som Knud havde udpeget til Sjælland, det vil sige til Roskilde stift, og holdt ham fangen til han makkede ret! Ælnoth blev ærkebisp af Canterbury i 1020, og Unwan døde 1029, så begivenheden er sket på et tidspunkt derimellem.

Adam var Hamborg-kirkens mand, og han må have ment, at dens sag var så retfærdig og truslen mod Hamborg så alvorlig, at sådanne midler var berettigede. Om retfærdigheden kan man have forskellige meninger, men truslen var ganske stor, måske større end man hidtil har gjort sig klart. Det er ved nærmere betragtning sandsynligt, at Gerbrand ikke bare skulle være almindelig bisp, men at han ligefrem var udset til ærkebiskop i Danmark – hvilket ville være et meget alvorligt afbræk for Hamborg-kirken, der regnede dette land til sit område. Senere i århundredet, da Sven Estridsen forhandlede med paven om oprettelse af et nordisk ærkebispesæde, bekæmpede Hamborg-Bremen disse planer med næb og klør, og kampen fortsatte efter 1103, hvor ærkesædet i Lund var en kendsgerning. Nu drejede det sig om at få det nedlagt.

Den kristne kirkes historie i Danmark tog sin egentlige begyndelse 822-23, da pave Paschal 1. efter tidligere spredte missionsforsøg overdrog ærkebisp Ebo af Reims den opgave at omvende hedningerne i Norden. Det førte til udsendelsen af Ansgar, men få år senere ophøjede kejser Ludvig den Fromme med pavens billigelse Hamborg-kirken til ærkesæde med Ansgar som ærkebiskop og med Nordensmissionen som speciel opgave, så hvad denne sidste angår, var Reims altså nu ude af billedet. Det lykkedes ikke Ansgar at opnå varige resultater; han fik ganske vist – om end sent – lov til at bygge kirker i Slesvig og Ribe, men først hundrede år efter hans død gik Danmark officielt over til kristendommen. I mellemtiden havde Hamborg haft trange kår og var i virkeligheden et meget irregulært ærkestift. Et sådant skulle nemlig for at kunne fungere være opdelt i almindelige stifter med almindelige bisper; deres opgave var at medvirke ved hellige handlinger, for eksempel indvielse af nye bisper, deltage i kirkemøder (synoder), og det forventedes, at de gjorde ærkebispen deres opvartning og i perioder opholdt sig ved ærkesædet. Vanskeligheden for Hamborg-kirken var, at den som virkefelt havde et hedensk land, hvor den ikke uden videre kunne indsætte bisper og derfor var helt uden sådanne. En gang imellem lånte man et par i Køln, men det havde også sine vanskeligheder. De gejstlige i Køln kunne ikke glemme, at Bremen, som egentlig tilhørte dem, i 845 var blevet lagt til Hamborg.

I Hamborg undlod man ikke at minde den tyske kejser om hans hellige pligt til at bistå med troens udbredelse, det vil sige sætte sin politiske magt ind på at oprette stifter i Danmark og resten af Skandinavien. Det varede længe, før der skete noget, men i 948 var man dog nået så vidt, at der på en synode i Ingelheim blev udpeget bisper til tre danske stifter: Slesvig, Ribe og Århus. Danmark var imidlertid stadig et hedensk land, selv om mange efterhånden havde tilsluttet sig kristendommen, så det gav en speget situation.

Ganske vist hørte kirken under paven, men i praksis var den kejserens; han var dens beskytter og bisperne hans embedsmænd. Det indebar blandt andet, at kejseren havde krav på afgifter af den jord, kirken besad, altså også af bispegods i de nyoprettede danske stifter. Godset eksisterede endnu ikke, men det gjorde altså bisperne, de var en del af den tyske rigskirke og bragte således en fremmed magt ind over grænsen. Det hele var indtil videre noget luftigt, men det påhvilede i hvert fald kejseren at skaffe de nyudnævnte bisper jordegods, og det kunne, som landet lå, næsten kun ske ved, at han underlagde sig Danmark. Teorien kunne altså hurtigt blive omsat i praksis. For den danske konge var det meget ubehageligt, at der syd for grænsen sad en magtfuld person, som følte en guddommelig forpligtelse parret med politisk ekspansionslyst til at blande sig i indre danske anliggender.

Harald Blåtand tog konsekvensen heraf, da han 965 lod sig døbe og indførte kristendommen i Danmark (Fig. 2). Herved gjorde han sig acceptabel som beskytter for kirken, og den tyske kejser, der samtidig havde travlt på den slaviske front, kvitterede ved at fraskrive sig sine verdslige rettigheder over de danske bisper. Han udløste dem af den tyske rigskirke; sådan må man forstå en skrivelse, kejseren udsendte 965. Kong Harald fandt sig tilsyneladende til rette med den situation, at den højeste myndighed i hans kirke, ærkebispen, ikke stod under hans, men under den tyske kejsers beskyttelse (og dermed kontrol), og at denne altså fortsat, gennem sin embedsmand i Hamborg, kunne øve indflydelse i Danmark.