Den befæstede landsby

Ved sidste omtale var, som læserne måske erindrer, befæstningen endnu ikke helt klarlagt og den bagved liggende bebyggelse kun lige påvist gennem søgegrøfter. Nu er alt afdækket, og Priorsløkke føjer sig hermed til en lille række af totaludgravede landsbyer fra Danmarks jernalder. Med sine forsvarsværker indtager den en særstilling, og også af andre grunde er dens bidrag til landsbyarkæologien væsentligt.

Hansted-ådalen ligger i forlængelse af Horsensfjordens allerinderste vig. Området, hvor halvøen skyder sig ud, var i jernalderen sump; vandstanden har været ca en halv meter højere end nu. Selve bopladsområdet ligger ret højt, men mod sydvest, ved overgangen til det faste land, snævrer halvøen ind, og her var forsvarsværkerne anlagt; det var jo den side, hvorfra angreb kunne ventes. Den ca meterdybe grav har aldrig været vandfyldt, men dannede dog en antagelig forhindring, før man nåede frem til det bagved liggende palisadehegn, hvorigennem en port førte ind til landsbyen. Graven har været 121 meter lang, hegnet betydeligt længere; det har dækket landsiden rigeligt, men ikke fortsat rundt om holmen, hvor moradset ydede tilstrækkelig beskyttelse. Mod øst var pælerækken noget forstyrret af middelalderlige vejanlæg. Her har i historisk tid og sikkert også i jernalderen været en vigtig passage over Hansted-ådalen.

Bemærkelsesværdigt ved pælehegnet var - som omtalt i den tidligere artikel - at ikke blot sporene efter det, men selve pælenes nedredele i mange tilfælde var bevaret, nemlig mod enderne, hvor træet har stået i fugtig mosejord. Ikke mindre end 142 stolpestykker blev udgravet, de fleste ret medtagne, nogle dog i fin stand. Det er i sig selv ualmindeligt, og fundet er blevet endnu mere opsigtsvækkende, efter at det ved de senere undersøgelser har vist sig, at en del af stolperne er genbrugt bygningstømmer - sikkert fra landsbyens huse. Tilsvarende stykker er fundet i nordtyske marskegne, men vist aldrig i Norden. Normalt er vi, når oldtidshuse skal rekonstrueres, henvist til gætterier og sammenligninger med langt senere tiders bygningsværker, hvad angår de dele, som hæver sig over jorden; vi har jo kun de flade grundplaner at gå ud fra. De nyfundne tømmerstykker forærer os et par vigtige konstruktionsdetaljer. Det skal vi straks vende tilbage til.

Holmen, hvor landsbyen lå, har, som allerede berørt, hævet sig ret højt over omgivelserne; prøvegrøfter gravet i den nordøstlige, ubefæstede side viser, at der her har været en brink på ca halvanden meter. Bebyggelsen bredte sig over toppen af bakken. Der er afdækket mere end 40 hustomter af forskellig størrelse og indretning - fra små, nærmest kvadratiske »staklader« til 20 meter lange bygninger. Den kraftige pløjning på stedet har ikke formået at fjerne stolpehullerne efter den indvendige, tagbærende konstruktion, men væggene er næsten helt udslettet (Fig. 2). Spor af indgangenes tømmer, der åbenbart har været noget sværere, kan dog i reglen ses.

Husene er alle af den for ældre jernalder så velkendte type med to rækker fritstående stolper ned gennem rummet; til en stolpe i den ene række svarer altid en stolpe i den anden, så at bygningen deles i en række fag. På hver stolperække må have hvilet en langsgående højrem, som tagspærene har støttet mod, og her er det, vort genbrugte tømmer giver sit bidrag. Flere palisadestolper har nemlig i den nedadvendende ende indhugget en hulning eller kløft, sikkert den rende, højremmen har hvilet i; stolpen er altså ved genanvendelsen vendt på hovedet. Andre palisadepæle, der er lige afskåret i bunden, kan, uden at man dog naturligvis kan sige det med sikkerhed, være retvendte husstolper - tilspidsning var jo ikke nødvendig, eftersom pælene blev gravet ned (Fig. 3). Et par store, firkantet tilhuggede planker har måske hørt til vægge eller dørkarme. Hustømmeret, hvoraf en del er så velbevaret, at man tydeligt ser øksehuggene i overfladen, giver et godt supplement til det omtalte nordtyske fund. Fælles er de kløftede stykker. Denne måde at placere højremmen var altså ikke et lokalt fænomen.

Hustomters indgriben i hinanden viser, at nye bygninger har afløst ældre, og at landsbyen altså må have eksisteret gennem nogen tid (Fig. 4). Sikkert på grund af pløjningen er spor af hegn omkring husene kun bevaret i ringe omfang, hvilket er beklageligt, da de kunne have hjulpet med til at udrede bebyggelsens faser. Ved at studere den omtalte overlapning af hustomterne, stolpehullernes farve og forskellige andre forhold har det alligevel været muligt at udskille et ældre og et yngre stadium - de to byplaner, som er vist ovenfor. Første fase har huse af ret ensartet størrelse, som regel med fire tagbærende stolper i hver af de indvendige rækker. Alle ligger i retningen nordvest-sydøst, ret spredt, dog med tendens til gruppering omkring en åben midterplads. De sørgelige rester af hegnene antyder i et par tilfælde forbindelse mellem bygninger.

I den følgende fase er billedet ændret. En del huse skiller sig ud ved deres størrelse, de kan have fem, seks, helt op til syv sæt indvendige stolper, det må være gårdenes hovedbygninger. Udhusene har som regel tre stolpesæt og - vistnok - kun én indgang. Hertil kommer en bemærkelsesværdig retningsmæssig afvigelse. Mens hovedhusene er orienteret som i den ældre by, ligger de fleste udhuse sydvest-nordøst, altså vinkelret på de andre bygninger. Den samlede landsbyplan virker, nu som før, noget spredt, men med antydet gruppering omkring en midterplads (Fig. 5). Mod nord danner fire hovedhuse række, og det synes, som om der til hvert af dem har hørt to udhuse foruden - i et par tilfælde - en lille staklade. Mod syd og øst kan der med lidt god vilje udskilles fire lignende gårdkomplekser, nogle dog kun med ét udhus, men en vej, som senere har gået hen over pladsen, kan godt have udslettet mindre bygninger. Udhusene har vel været lader eller stalde. Et enkelt, hvor der er fundet blokke af råler, kan have fungeret som pottemagerværksted.

Begge de to landsbyfaser falder, efter skårmaterialet at dømme, inden for ældre romertid, perioden fra Kristi fødsel til ca 200. Hvor længe, de hver især har eksisteret, er ikke let at sige, men nogle tiår må det have været, for i såvel det ældre som det yngre stadium ses eksempler på, at huse er nedbrudt (eller måske nedbrændt) for derefter at blive genopført på samme sted, blot med en svag ændring i orienteringen. Udskiftning af tagbærende stolper i stående huse har også fundet sted.

Umiddelbart skulle man tro, at befæstningen var anlagt samtidig med de ældste huse, men det kan ikke være tilfældet. Flere steder ses det, at palisadegrøften skærer gennem kulturlag med lerkarskår, der har altså været beboelse på stedet, før renden blev gravet, og det fremgår jo i øvrigt også af det fundne bygningstømmer, som må stamme fra nedbrudte huse. Landsbyen må have haft adskillige år på bagen, da forsvarsværkerne kom til, og næste spørgsmål bliver så, hvor længe de har fungeret. Ret kort sandsynligvis, voldgraven er gravet i løst sand og ses ikke at have været renset op (Fig. 6). I fylden er der lag med lerkarskår - man har med andre ord brugt graven som losseplads, men derved udslettede man den jo. Vort bud lyder: Forsvarssystemet er anlagt i anden bebyggelsesfase, måske endda sent i denne, og i en bestemt kritisk situation; da faren var drevet over, har man ladet værkerne forfalde. Om de nogensinde har været udsat for angreb, kan vi strengt taget ikke vide, men en jernspydspids i palisadegrøften kunne tyde på det.

Priorsløkke-bopladsens beliggenhed må, set fra beboernes synsvinkel, have været gunstig, bedre end de fleste andre jernalderbopladsers, men dog ikke helt uden ulemper. Den lå med let adgang til sejlbart vand og ved en vigtig nord-sydgående færdselsåre over ådalen - den vi allerede har omtalt løseligt i det foregående. Umiddelbart øst for pladsen har Horsens Museum ved tidligere undersøgelser konstateret forskellige vej forløb og broer fra middelalder og senere, men også en dybtliggende stenbygget vej, der udmærket kan gå tilbage til vor landsbys tid; det er et spørgsmål, som ved lejlighed bør søges afklaret. Naboskabet med vejen har til daglig været en fordel for bopladsfolket, men i krigstid betød det en fare, hvad man da også har taget i betragtning ved valget af den naturligt beskyttede holm, som forholdsvis let kunne gøres yderligere utilgængelig. Danmark var i ældre jernalder ikke den enhed, som det senere blev, landet var delt mellem stammer - det ses blandt andet af keramik- og tekstilfundene, som viser forskelligheder fra landsdel til landsdel (jfr Skalk 1984:2). Netop Hansted-ådalen kan meget vel have dannet grænse mellem to befolkningsgrupper. Det har gjort stedet mere udsat, men i visse henseender vel også mere attraktivt.

Overraskende er det skift i landsbyens struktur, som indtræder midtvejs i dens levetid. Mens den ældre fase nærmest peger tilbage i tid, mod keltisk jernalder, viser den yngre med sine otte gårde tydeligt fremad - den afviger ret væsentligt fra de mængder af samtidige jernalderbopladser, som er udgravet, mere eller mindre fuldstændigt, rundt om i Jylland, men går vi til den efterfølgende periode, yngre romertid, findes mange lighedstræk, hvad læserne kan overbevise sig om ved et opslag i nærværende årgangs nr 3, hvor de store udgravninger ved Vorbasse sydligere i Jylland er beskrevet. Her, i Vorbasse, ses - omend i lidt større format - gårdsanlæg af Priorsløkke-type, ofte liggende på række, med rummelige hovedhuse og noget mindre udhuse bundet sammen af hegn; de sidste - hegnene - mangler i Priorsløkke, men har utvivlsomt været der. På Vesterhavsøen Sild er udgravet en gård, som er jævngammel med vore og har de samme fremadpegende træk. Den er i øvrigt bedre bevaret, med fine stenbrolægninger mellem husene.

Vore bopladsfolk synes altså at have foregrebet noget, der først kom til fuld udfoldelse et hundrede år senere. Beliggenheden ved en hovedvej, hvor mennesker fra fjerne egne jævnligt kom forbi, kan have sat skub i udviklingen, og faren, man levede med, har vel heller ikke været uden betydning. Forsvarsværkerne viser i hvert fald, at den under særlige omstændigheder kunne animere til en øget indsats (Fig. 7).