Den befæstede landsby

Ved sidste omtale var, som læserne måske erindrer, befæstningen endnu ikke helt klarlagt og den bagved liggende bebyggelse kun lige påvist gennem søgegrøfter. Nu er alt afdækket, og Priorsløkke føjer sig hermed til en lille række af totaludgravede landsbyer fra Danmarks jernalder. Med sine forsvarsværker indtager den en særstilling, og også af andre grunde er dens bidrag til landsbyarkæologien væsentligt.

Hansted-ådalen ligger i forlængelse af Horsensfjordens allerinderste vig. Området, hvor halvøen skyder sig ud, var i jernalderen sump; vandstanden har været ca en halv meter højere end nu. Selve bopladsområdet ligger ret højt, men mod sydvest, ved overgangen til det faste land, snævrer halvøen ind, og her var forsvarsværkerne anlagt; det var jo den side, hvorfra angreb kunne ventes. Den ca meterdybe grav har aldrig været vandfyldt, men dannede dog en antagelig forhindring, før man nåede frem til det bagved liggende palisadehegn, hvorigennem en port førte ind til landsbyen. Graven har været 121 meter lang, hegnet betydeligt længere; det har dækket landsiden rigeligt, men ikke fortsat rundt om holmen, hvor moradset ydede tilstrækkelig beskyttelse. Mod øst var pælerækken noget forstyrret af middelalderlige vejanlæg. Her har i historisk tid og sikkert også i jernalderen været en vigtig passage over Hansted-ådalen.

Bemærkelsesværdigt ved pælehegnet var – som omtalt i den tidligere artikel – at ikke blot sporene efter det, men selve pælenes nedredele i mange tilfælde var bevaret, nemlig mod enderne, hvor træet har stået i fugtig mosejord. Ikke mindre end 142 stolpestykker blev udgravet, de fleste ret medtagne, nogle dog i fin stand. Det er i sig selv ualmindeligt, og fundet er blevet endnu mere opsigtsvækkende, efter at det ved de senere undersøgelser har vist sig, at en del af stolperne er genbrugt bygningstømmer – sikkert fra landsbyens huse. Tilsvarende stykker er fundet i nordtyske marskegne, men vist aldrig i Norden. Normalt er vi, når oldtidshuse skal rekonstrueres, henvist til gætterier og sammenligninger med langt senere tiders bygningsværker, hvad angår de dele, som hæver sig over jorden; vi har jo kun de flade grundplaner at gå ud fra. De nyfundne tømmerstykker forærer os et par vigtige konstruktionsdetaljer. Det skal vi straks vende tilbage til.

Holmen, hvor landsbyen lå, har, som allerede berørt, hævet sig ret højt over omgivelserne; prøvegrøfter gravet i den nordøstlige, ubefæstede side viser, at der her har været en brink på ca halvanden meter. Bebyggelsen bredte sig over toppen af bakken. Der er afdækket mere end 40 hustomter af forskellig størrelse og indretning – fra små, nærmest kvadratiske »staklader« til 20 meter lange bygninger. Den kraftige pløjning på stedet har ikke formået at fjerne stolpehullerne efter den indvendige, tagbærende konstruktion, men væggene er næsten helt udslettet (Fig. 2). Spor af indgangenes tømmer, der åbenbart har været noget sværere, kan dog i reglen ses.