Den bedste moders minde

Det er ikke de store intriger, der skal berøres i det følgende, men en sag, som slående og ganske pudsigt afspejler kupmagernes situation. Arveprinsen havde efter magtskiftet overtaget slottet Jægerspris i Hornsherred, og allerede den første sommer fordrev hoffet tiden med at udgrave tre af egnens mange gravhøje. En af dem, Monses høj, viste sig at indeholde en jættestue. Ved at grave ind fra syd traf man hurtigt på de store dæksten, en af dem blev fjernet, og under den viste sig et næsten jordfyldt gravkammer. Ved tømningen fandtes menneskeknogler og oldsager af såvel flint som bronze. Den oprindelige stenaldergrav har altså, som det undertiden ses, været genbrugt i den følgende periode.

Det mest imponerende ved arveprinsen skal have været hans appetit, så det er vel et spørgsmål, om forfatteren til den udførlige udgravningsrapport har ret, når han tilskriver ham hele æren for arbejdet. Snarere har den historisk interesserede Guldberg været drivkraften, og det blev i hvert fald ham, der styrede højens videre skæbne. Det var Guldberg magtpåliggende som modvægt mod Struensee-tidens tyskhed at fremhæve alt, hvad der var dansk, og her kom det nyfundne monument tilpas. Dette »ærværdige, prægtige og kostbare gravsted« måtte jo uden tvivl være opført for landets ældste konger. Det blev besluttet at sætte Monses høj i sømmelig stand, og ved at omdøbe den til Julianehøj opnåede Guldberg samtidig at rejse sin velgørerinde, den intrigante enkedronning, et æresminde.

Helt let var det ikke at omdanne den relativt beskedne sjællandske gravhøj til noget, der tålte sammenligning med det nyfundne Pompeji og andre af Sydens beundrede mindesmærker, men man gjorde, hvad man kunne. Tidens førende billedhugger i Johannes Wiedewelt blev sat på opgaven, som lød på at udforme monumentet i en national dansk stil. Hvordan han gjorde det, fremgår af de bevarede originaltegninger og et samtidigt kobberstik.

Wiedewelt lod højen omdanne til et stramt geometrisk anlæg, der - omrammet af et grønmalet stakit - var forbundet med parken ved en allé af klippede linde. På gravede terrasser i højsiden plantedes opstammede træer og stokroser. To græstrapper førte op til første afsats, hvor der langs en kredsgang var opstillet syv ens marmorstøtter med navnene på »fordums hedenske konger«, nogle dog af lidt tvivlsom beskaffenhed: Dan, der formentes at have givet Danmark navn, Skjold, Harald Hildetand, Gorm den Gamle, Frode Fredegod, Harald Hårfager (som repræsentant for Norge) og endelig Wittekind, en saksisk høvding, der ledede oprøret mod frankernes Karl den Store, og som regnedes blandt den oldenborgske kongeslægts stamfædre. To andre trapper førte videre op til højens flade top, hvor der bag en cirkulær vold var anbragt bord og bænke. Her opstilledes - omend først nogle år senere - en norsk runesten, som blev efterhugget for at gøre den mere læselig. Inde i kammeret blev lagt klinkegulv og bygget en kampestensbænk langs den ene væg. Når de kongelige og deres gæster besøgte gravstuen, tændtes en olielampe formet efter klassisk mønster. Som kronen på værket blev der rejst en marmorportal omkring indgangen, der ikke var den oprindelige, men en åbning fremkommet ved at fjerne en bæresten og en dæksten. Øverst læste man: »Julianehøj. Til den bedste moders minde helligedes dette ældgamle mindesmærke. Fundet i året 1776 af arveprins Friderich«. (Fig. 1, Fig. 2)

Set med nutidens øjne forekommer Wiedewelts anlæg ikke særlig oldnordisk, og meget tyder da også på, at forbilledet er en cypresbevokset terrassehøj, han har været præsenteret for i en romersk storhertugs have. Julianehøj vedligeholdles nogle år, men efter at Guldberg 1784 var sat fra styret, blev den stort set glemt, og forfaldet bredte sig. Enkedronning Julianes storhedstid var omme, og den gryende oldforsknings repræsentanter havde andet at gøre end at pleje den mishandlede jættestue. Frederik 7. har dog i sin prinsetid interesseret sig for højen, men uden at der kom noget særligt ud af hans undersøgelser. 1942 foretoges en mindre eftergrav- ning med et vist resultat: Det viste sig, at der under stenbænken lå uforstyrrede lag med knogler og oldsager, og det lykkedes at finde kammerets oprindelige indgang. Den var delvis styrtet sammen, pyntede altså ikke og er af de gamle udgravere blevet muret til.

Bortset fra en ret hårdhændet udbedring og omlæggelse i slutningen af forrige århundrede har anlægget stort set måttet passe sig selv - med det resultat, at det helt mistede sin oprindelige karakter. Højen fremtrådte udflydende og tilgroet, så for nylig blev det besluttet at genskabe Wiedewelts monument. Det skete foråret 1984, men opgaven var knap så enkel, som man skulle tro, fordi der viste sig ret store uoverensstemmelser mellem kunstnerens arbejdsskitser og den officielle beskrivelse af monumentet, som Guldberg senere fik trykt. Det oprindelige projekt synes ikke at være fulgt i alle detaljer. Visse tvivlsspørgsmål blev dog klarlagt undervejs. Det kan således anses for sikkert, at der fra først af har været græstørvsmure, ikke stenmure, til begge sider for portalen, som på denne måde har fået et, omend svagt, »oldnordisk« præg. På de murede fyldninger, som var anbragt inde i kammeret, mellem de store sten, blev fundet farvespor. De har åbenbart været sortmalede for at give den rette grottestemning.

Det ville have glædet den gamle enkedronning at se sin æreshøj genrejst. Hun var virkelig en omsorgsfuld mor for sin mådeligt begavede søn. Gerne havde hun set ham på tronen, men uheldet ville, at det blev en anden og mindre værdsat Frederik - stedsønnen Christian 7.s afkom - som til sin tid indtog den eftertragtede plads. (Fig. 3)