Dejbjergs døde

Dejbjergvognene er fra tiden kort før Kristi fødsel, men de er ikke dansk fabrikat; de må være fremstillet i Sydeuropas af kelterne beboede områder – eller måske af håndværkere derfra, som har fundet vejen herop. At det ikke var enhver beskåret at eje et sådant køretøj, siger sig selv. Der har boet folk af virkelig betydning på egnen, og de må have sat sig andre spor end dette.

Ved en generalforsamling i Skjern-Egvad Museum 1987 fremviste en af deltagerne, Margit West fra gården Store Skindbjerg, et meget flot lerkar fundet tæt ved ejendommen. Det lignede gravgods fra netop Dejbjergvognenes tid, og findestedet ligger kun en kilometer fra den gamle udgravning. Det måtte undersøges nærmere. Her var i hvert fald en chance for at få noget at vide om de mennesker, der har set vognene i funktion, ja måske ligefrem knyttet kontakt med en eller flere af hovedpersonerne i det forhistoriske drama.

En undersøgelse på findestedet afdækkede som ventet en grav, men en ganske lille grav, som ikke indeholdt hverken brændte eller ubrændte ben, hvilket formentlig betyder, at den har rummet et barn, hvis knogler er totalt forsvundet i den kalkfattige vestjyske jord. En række jernting har sammen med lerkarret udgjort gravudstyret, de var stærkt medtagne, men det var dog muligt at skelne et par knive, en nål, en krampe og nogle beslag, der kan have holdt sammen på en kiste. For at finde mere blev der ført søgegrøfter ud i forskellige retninger, men først hundrede meter mod sydvest var der igen bid i form af flere grave, en egentlig sammenhængende gravplads. Hen over området sås spor af såkaldt højryggede agre, en type, der først opstod i slutningen af vikingetiden, og oven på dem igen lå tykke sandflugtslag, som altså er kommet til i ret sen tid. Den til gravpladsen hørende landsby fandt vi også, den lå et stenkast længere mod vest i form af et ca 100 x 100 meter stort område med tyk kulturjord indeholdende trækul, potteskår, stenlægninger og meget andet samt nederst stolpehuller og grøfter fra huse og hegn.

At udgrave en hel landsby, er en bekostelig affære, så vi valgte i første omgang kun at undersøge en enkelt hustomt. Den viste tegn på ombygning, men var i sin yngste skikkelse ca 17 meter lang. Der har været indvendige bærestolper, stue i vestenden og stald med kreaturbåse i øst, alt som det plejer i datiden. Fra østgavlen udgik to muldfyldte grøfter, spor af en til gården hørende indhegning. Det, at der er foretaget ændringer og ombygninger, fortæller, at huset må have eksisteret gennem nogen tid, mindst et par generationer, men landsbyen som sådan har bestået længere, formodentlig et par hundrede år, med vel omkring en halv snes gårde i samtidig drift. Under den lange bosættelse har affaldet hobet sig op og dannet det tykke kulturlag, men brug af græstørv i vægge og som vægbeskyttelse om vinteren har nok også givet sit bidrag. Det ville i relation til vognfundet være ønskeligt, at landsbyen blev fuldstændig udgravet; man kunne så få at se, om en eller flere af gårdene udmærkede sig frem for de andre. Det må imidlertid vente.

Gravpladsen derimod blev efter bedste overbevisning undersøgt i sin helhed, men det er ganske vist muligt, at en del strækker sig ind under gårdens længer, hvilket vil blive efterprøvet. Af de i alt 50 grave var 44 brændtbensgruber, resten med ubrændt lig, hvilket i praksis vil sige helt uden skeletrester, der ikke har kunnet bevares uglødet under de særlige vestjyske forhold. Blandingen af brand- og jordfæstegrave er interessant og giver i sig selv en slags datering af pladsen. Siden midten af bronzealderen, det vil sige gennem et fuldt årtusinde, har brandgravskikken været praktisk talt enerådende, men netop i tiden omkring Kristi fødsel begynder den anden form igen at dukke op, sikkert under indflydelse fra Romerriget. I den efterfølgende periode, romersk jernalder, bliver den dominerende uden dog helt at fortrænge ligbålene.

Brandgravene var, som vi kender dem fra denne tid, nogle ganske små og som regel, bortset fra knoglestumper, fundtomme (det kan være barnegrave), andre større, indtil én meter i diameter, og med indhold af forskellig art (Fig. 2). Urner forekom i otte tilfælde, men det almindelige var, at resterne fra ligbålet lå frit i gruben – hvilket ikke udelukker, at de oprindelig kan have været emballeret på en eller anden måde i tøj eller andet materiale af forgængelig art. Gravgodset var det sædvanlige: jernknive, smykkenåle, synåle, bæltespænder og lignende småting hørende til dragten, men fem grave indeholdt våben: sværd, spydspidser, skjoldbeslag; de større stykker var bukket sammen for at kunne være i gravgruben. Der er vist ingen tvivl om, at våbnene repræsenterer det vestjyske jernaldersamfunds elite; disse mænd har haft en særstilling – og måske har den smittet af på deres koner, for også kvindegravene kunne udmærke sig. I en af dem fandt vi et særegent og for denne tid meget sjældent smykke, en lang guldtråd viklet i spiral om noget tyndt, sådan at hullet lige akkurat blev stort nok til, at en snor kunne komme igennem. Et bronzesmykke af tilsvarende form, men kortere, og et par blå glasperler supplerede udstyret (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5).