De små brødre

De små brødre eller gråbrødrene, som franciskanerne også kaldtes, det sidste på grund af deres kutters farve, slog sig altså ned i Ribe, hvor en kannik ved domkirken, Johannes Scholasticus, gav dem grund at bygge på. Europas byer var på denne tid i stærk vækst, og det kneb for de gamle sognekirkers præster at overkomme betjeningen af den øgede befolkning. Derfor var gråbrødrene velkomne, og det samme gjaldt sortebrødrene (dominikanerne), der omtrent samtidig oprettede et kloster i byen. De grå var mest radikale i deres livssyn, de krævede – med forbillede i Kristus selv – total frigørelse for al jordisk ejendom, mens sortebrødrene mere lagde vægten på udbredelsen af den rette lære. Føden skaffede begge munkesamfund sig ved tiggeri, hvilket med tiden gjorde dem mindre velanskrevne.

Gråbrødrenes kloster kom til at ligge vest for domkirken, hvorimod sortebrødrenes fandt sin plads øst for. Mens det sidste i alt væsentligt eksisterer endnu i dag, er der af gråbrødrenes bygningskompleks intet synligt tilbage. I sommeren 1993 gjorde et planlagt plejehjemsbyggeri en storstilet udgravning nødvendig.

Der er det gode ved klosterudgravninger, at man på forhånd har en vis anelse om, hvad man vil finde, nemlig et firlænget kompleks med indvendig buegang – den plan, som i let reduceret skikkelse kan studeres i det bevarede sortebrødrekloster. Udgravningen ramte, viste det sig, anlæggets nord-østhjørne med et stort stykke af nordfløjen, lidt af østfløjen og et hjørne af buegangen, den såkaldte korsgang. Umiddelbart nord for nordfløjen, der indeholdt klostrets kirke, lå en gade med forbindelse til en tværgående gade vest for klostret, og endelig, længst mod nord, afdækkedes et stort hjørne af en middelalderlig kirkegård.

Den øst-vestgående gade må efter fundene at dømme være udlagt omkring år 1100, altså længe før klostrets tid, men den har eksisteret gennem et halvt årtusinde, helt til 1600-årene, hvor også de sidste klosterbygninger forsvandt. I løbet af denne lange tid har den naturligvis skiftet udseende mange gange; ikke mindre end ti ombygningsfaser kunne spores. Nederst lå et lag af sten og dyreknogler (slagteaffald velsagtens) sammenpakket direkte på det hårde undergrundssand efter fjernelse af muld og græstørv. Senere, men stadig i 1100-årene, har man anlagt en imponerende vejbro af træ; tilbage var hullerne efter de stolper, som har båret kørebanens plankebelægning. Som bekendt fra tidligere artikler (Skalk 1974:2 og 1988:4) lå det ældste Ribe ikke her, men på den anden side åen; først omkring 1100 fandt udflytningen sted. De nyfundne veje giver os således et kærkomment glimt af denne bydels ældste gadenet, der blev bestemmende for gråbrødreklostrets plads. Før kloster og kirkegård kom til, har der været bebyggelse på begge sider af vejen, men den vil vi gå let hen over her, da den falder uden for vort egentlige emne. Et interessant træk må dog nævnes: man kan se, der har været foretaget en inddeling i parceller af ca 14 meters bredde. På disse bygrunde udgravedes husrester og et såre righoldigt genstandsmateriale, der vidner om byens internationale kontakter via Nordsøhandelen i 1100-årene. Her har vi grundlaget for Saxos ord om, at i Ribe »vrimler havnen af skibe, som fører alverdens herlige varer ind til staden«.

Det er muligt, at gråbrødrene i den første tid har klaret sig med bygninger af træ, men af sådanne fandtes der ingen spor inden for det udgravede område, og de må under alle omstændigheder hurtigt være afløst af stenbygninger. Navnlig kirken var det vigtigt at få rejst, den var jo centrum for klostrets åndelige virksomhed, og det har nok også talt med, at den samtidig tjente som begravelsesplads for velhavende folk, der i tillid til brødrenes evige forbøn betalte, hvad et sådant hvilested kostede – dog i form af gaver (penge eller jord), som det var ordenen tilladt at modtage.

Den kirke, man rejste, har været elleve meter bred; længden kender vi ikke, da kun midterpartiet blev afdækket, men den kan have ligget omkring 40-45 meter. Til fundamenterne var ikke anvendt sten, men – så mærkeligt det lyder – udelukkende rent sand, der var stampet (og muligvis tillige vandet) fast sammen i en ca én meter bred og dyb grøft; denne funderingsmåde kendes fra adskillige middelalderlige bygninger i Ribe, hvor den altså må have vist sig velegnet. Murværket var af røde munkesten. Over kirkerummet har der været murede hvælv, af hvilke store partier lå tilbage efter nedbrydningen.

Kor og skib har haft samme bredde, men de to bygningsdele er ikke opført samtidig; det fremgik blandt andet af et tydeligt skel i fundamentssandet. Overgangen er i øvrigt markeret af to kvadratiske murfremspring, et ved hver langside; de har muligvis båret en korbue, men en fundamentgrøft mellem dem antyder, at åbningen har været midlertidigt lukket med en mur eller måske blot en bræddevæg i den periode, hvor kun koret var rejst – det er givetvis kommet først. Årsagen til afbrydelsen i byggeriet kendes ikke. (Fig. 1, fig. 2)