De små brødre

De små brødre eller gråbrødrene, som franciskanerne også kaldtes, det sidste på grund af deres kutters farve, slog sig altså ned i Ribe, hvor en kannik ved domkirken, Johannes Scholasticus, gav dem grund at bygge på. Europas byer var på denne tid i stærk vækst, og det kneb for de gamle sognekirkers præster at overkomme betjeningen af den øgede befolkning. Derfor var gråbrødrene velkomne, og det samme gjaldt sortebrødrene (dominikanerne), der omtrent samtidig oprettede et kloster i byen. De grå var mest radikale i deres livssyn, de krævede - med forbillede i Kristus selv - total frigørelse for al jordisk ejendom, mens sortebrødrene mere lagde vægten på udbredelsen af den rette lære. Føden skaffede begge munkesamfund sig ved tiggeri, hvilket med tiden gjorde dem mindre velanskrevne.

Gråbrødrenes kloster kom til at ligge vest for domkirken, hvorimod sortebrødrenes fandt sin plads øst for. Mens det sidste i alt væsentligt eksisterer endnu i dag, er der af gråbrødrenes bygningskompleks intet synligt tilbage. I sommeren 1993 gjorde et planlagt plejehjemsbyggeri en storstilet udgravning nødvendig.

Der er det gode ved klosterudgravninger, at man på forhånd har en vis anelse om, hvad man vil finde, nemlig et firlænget kompleks med indvendig buegang - den plan, som i let reduceret skikkelse kan studeres i det bevarede sortebrødrekloster. Udgravningen ramte, viste det sig, anlæggets nord-østhjørne med et stort stykke af nordfløjen, lidt af østfløjen og et hjørne af buegangen, den såkaldte korsgang. Umiddelbart nord for nordfløjen, der indeholdt klostrets kirke, lå en gade med forbindelse til en tværgående gade vest for klostret, og endelig, længst mod nord, afdækkedes et stort hjørne af en middelalderlig kirkegård.

Den øst-vestgående gade må efter fundene at dømme være udlagt omkring år 1100, altså længe før klostrets tid, men den har eksisteret gennem et halvt årtusinde, helt til 1600-årene, hvor også de sidste klosterbygninger forsvandt. I løbet af denne lange tid har den naturligvis skiftet udseende mange gange; ikke mindre end ti ombygningsfaser kunne spores. Nederst lå et lag af sten og dyreknogler (slagteaffald velsagtens) sammenpakket direkte på det hårde undergrundssand efter fjernelse af muld og græstørv. Senere, men stadig i 1100-årene, har man anlagt en imponerende vejbro af træ; tilbage var hullerne efter de stolper, som har båret kørebanens plankebelægning. Som bekendt fra tidligere artikler (Skalk 1974:2 og 1988:4) lå det ældste Ribe ikke her, men på den anden side åen; først omkring 1100 fandt udflytningen sted. De nyfundne veje giver os således et kærkomment glimt af denne bydels ældste gadenet, der blev bestemmende for gråbrødreklostrets plads. Før kloster og kirkegård kom til, har der været bebyggelse på begge sider af vejen, men den vil vi gå let hen over her, da den falder uden for vort egentlige emne. Et interessant træk må dog nævnes: man kan se, der har været foretaget en inddeling i parceller af ca 14 meters bredde. På disse bygrunde udgravedes husrester og et såre righoldigt genstandsmateriale, der vidner om byens internationale kontakter via Nordsøhandelen i 1100-årene. Her har vi grundlaget for Saxos ord om, at i Ribe »vrimler havnen af skibe, som fører alverdens herlige varer ind til staden«.

Det er muligt, at gråbrødrene i den første tid har klaret sig med bygninger af træ, men af sådanne fandtes der ingen spor inden for det udgravede område, og de må under alle omstændigheder hurtigt være afløst af stenbygninger. Navnlig kirken var det vigtigt at få rejst, den var jo centrum for klostrets åndelige virksomhed, og det har nok også talt med, at den samtidig tjente som begravelsesplads for velhavende folk, der i tillid til brødrenes evige forbøn betalte, hvad et sådant hvilested kostede - dog i form af gaver (penge eller jord), som det var ordenen tilladt at modtage.

Den kirke, man rejste, har været elleve meter bred; længden kender vi ikke, da kun midterpartiet blev afdækket, men den kan have ligget omkring 40-45 meter. Til fundamenterne var ikke anvendt sten, men - så mærkeligt det lyder - udelukkende rent sand, der var stampet (og muligvis tillige vandet) fast sammen i en ca én meter bred og dyb grøft; denne funderingsmåde kendes fra adskillige middelalderlige bygninger i Ribe, hvor den altså må have vist sig velegnet. Murværket var af røde munkesten. Over kirkerummet har der været murede hvælv, af hvilke store partier lå tilbage efter nedbrydningen.

Kor og skib har haft samme bredde, men de to bygningsdele er ikke opført samtidig; det fremgik blandt andet af et tydeligt skel i fundamentssandet. Overgangen er i øvrigt markeret af to kvadratiske murfremspring, et ved hver langside; de har muligvis båret en korbue, men en fundamentgrøft mellem dem antyder, at åbningen har været midlertidigt lukket med en mur eller måske blot en bræddevæg i den periode, hvor kun koret var rejst - det er givetvis kommet først. Årsagen til afbrydelsen i byggeriet kendes ikke. (Fig. 1, fig. 2)

Skibet, da turen kom til det, er sandsynligvis ført ud til den nord-sydgående tværgade, hvilket giver en længde på ca 25 meter. Umiddelbart foran »korbuen« lå to omfangsrige fundamentgruber, hver med en stor sten i bunden og lag af murstensbrokker. De må have båret kraftige murpiller, måske som underbygning for et lektorium, det vil sige en tribune, fra hvis højt hævede gulvpræsten har kunnet prædike enten mod folket i skibet eller mod brødreforsamlingen i koret. Hovedalteret har naturligvis været placeret ved korets østvæg, altså uden for det undersøgte område, men der har været flere altre, ét således umiddelbart inden for »korbuen«; et trinlignende stenarrangement oven på den førnævnte tværgrøft viser dets plads. Lidt derfra, i skibet, skød to kasseformede murforløb ud fra væggene, men de var kun svagt funderede og har ikke hørt til kirkens oprindelige udstyr. Også de kan have båret altre eller relikvieskabe, men måske er der snarere tale om en slags lukke foran det rum, der dannedes under lektorieopbygningen. At datere denne nøjere er svært, men det er fristende at knytte den sammen med lignende arrangementer, som gennem 1200- årene efter fransk inspiration placeredes i danske storkirker. Klostrets østfløj, der vel efter herskende skik har indeholdt sakristi, forsamlingssal og måske på første etage sovesal, var - ved vi fra skriftlige kilder - 36 meter (58 alen) lang, men kun af den allernordligste, op til kirken stødende del fandtes der rester. Det fremgik, at bygningen på et tidspunkt er blevet fornyet, rykket lidt længere mod øst. Også korsgangen er - velsagtens ved samme lejlighed - blevet ombygget og gjort bredere. Den har tydeligvis været overhvælvet. (Fig. 3, fig. 4)

Et klosterbyggeri var ingen kortvarig affære, det kunne tage århundreder, før det var fuldt færdigt, og nogle steder nåede man aldrig så vidt. Dertil kom ombygninger og reparationer. Detaljerede oplysninger om Ribeklostrets bygningshistorie haves ikke, men dog visse holdepunkter. 1280 indviedes klosterkirken af bisp Tyge; der var da gået næsten et halvt århundrede siden brødrenes ankomst til byen. Kanniken Jens Rød, som døde 1350, skænkede store gaver til klostrets opførelse, og 1475 hedder det om en gave på tolv mark, at den er til løn for arbejdsfolkene, der murer på eller tækker kirken. 1510 afhændede gråbrødrene deres uden for staden liggende teglgård til Ribe, men forbeholdt sig dog ret til fortsat at gøre brug af den i et ikke ubetydeligt omfang. Om klostret med tiden fik den traditionelle firfløjede form, er det op til kommende udgravninger at vise, men de omtrentligt kendte størrelser af kirke og østfløj antyder, at gråbrødrene ved middelalderens slutning kan have rådet over et kompleks, der ikke stod tilbage for sortebrødrenes.

Det var ikke blot i kirken, der blev fundet grave, også korsgangen og klostergården blev brugt til dette formål. Mange indtægter til klostret skyldtes gaver fra mennesker, der ønskede en grav hos gråbrødrene og disses forbøn efter døden - helst naturligvis inden for murene, men ellers på den til klostret hørende kirkegård. En hel række testamenter fra senmiddelalderen viser denne praksis, og at der også var folk langvejsfra, der foretrak klosterbegravelsen. Almindelige borgere og bønders grave må søges ved deres sognekirker.

Gråbrødrenes kirkegård skal ifølge en senmiddelalderlig kilde have ligget øst for klostret, men det udelukker naturligvis ikke, at den begravelsesplads, som blev fundet og undersøgt nord for det, har hørt med. Sikkert er det dog ikke - blot ca 40 meter længere mod nord lå i middelalderen en sognekirke viet til Skt Clemens; den er grundlagt før 1145, og det kan tænkes, at dens kirkegård efterhånden har strakt sig ned til »klostergaden», om end det af flere grunde forekommer mindre sandsynligt.

På det godt 200 kvadratmeter store kirkegårdsareal, som blev undersøgt, fandtes i alt 429 grave. Inden området udlagdes til begravelsesplads, var der som nævnt bebyggelse på stedet, og det synes som om, den har bestået en tid efter, at klostret kom til. I en affaldskule fra bebyggelsesperioden fandtes nemlig en mønt slået under kong Abel (1250-52). Før ved 1200-tallets midte kan denne del af kirkegården altså næppe være taget i brug.

En slags datering kan også opnås ved betragtning af skeletternes stillinger. I ældre middelalders grave ligger begge ligets arme mestendels strakte langs siden, i næste fase er hænderne samlede over bækkenet, dernæst lægges armene parallelt over brystet og endelig, i senmiddelalderen, krydset over brystet. Halvdelen af de døde på kirkegården lå med armene langs siden, hvilket antyder en ibrugtagning senest op mod 1300. Kun i ni grave fandtes skeletter med den yngste af de fire armstillinger, mens de to mellemste repræsenterede resten. Dette taler overraskende for, at kirkegården - i hvert fald denne del af den - gik af brug inden 1400. Altså længe før både klostret og Skt Clemens Kirke blev nedlagt som følge af reformationen 1536. (Fig. 5)

Det store skeletmateriale er sendt til antropologisk undersøgelse på Odense Universitet, og de første resultater, for eksempel alders- og kønsbestemmelser, foreligger allerede til sammenligning med de arkæologiske iagttagelser. Alle de døde lå med hovedet i vest, sådan at de ved Herrens genkomst fra øst kunne genopstå med ansigtet vendt mod ham. Kun en enkelt ville få vanskelighed, idet liget er blevet lagt på maven. Et sjældent, men hændeligt uheld!

Næsten alle de middelalderlige gravtyper forekom. Af murede grave i tuf og teglsten var der flest inde i kirken, hvilket må skyldes denne gravforms yndethed i de højere sociale lag. Rester af trækister sås kun sjældent, og når det skete, var de med få undtagelser så nedbrudte, at det ikke lod sig gøre at skelne mellem forskellige typer og konstruktioner. Undtagelserne fremkom som en lille gruppe under kirkens gulv; her har kisterne nemlig været forsynet med hjørnebeslag, bæreringe og jernbånd, som virker bevarende på træet, foruden at de selv giver oplysninger om formen. En kiste var helt usædvanlig, idet den ud over hjørnebeslag var udstyret med låghængsler, omløbende jernbånd og lås. Den således gravlagte kan være død langt fra Ribe, men testamentarisk have krævet at blive begravet dér. En solid møbelkiste er da blevet brugt til transporten og senere ved begravelsen.

Kønsbestemmelserne viser, at der er flest mænd blandt de bestembare skeletter, ikke blot totalt, men også inden for de enkelte afsnit: kirke, klostergård, kirkegård. Nu kan man måske nok forvente en vis mandlig overvægt blandt de bedrestillede, som valgte begravelse hos gråbrødrene, men det er næppe hele forklaringen. Mænds knogler er gennemgående kraftigere end kvinders og bevares derfor bedre, så alene derved dominerer de i fund som vort.

Trængsel på gravpladserne bærer skylden for, at nogle fund, der ellers kunne have føjet navne på skeletter, er blevet rykket ud af deres oprindelige sammenhæng. Det drejer sig om i alt seks hele eller halve seglstamper (signeter, med hvis aftryk i voks man beseglede breve og dokumenter). De kommer alle fra kirken og er i sin tid, efter sønderbrydning, kastet i ejermændenes grave for at hindre senere misbrug. På et af signeterne ses ejerens navn, Tyge Abildgaard, samt hans slægts våben. Denne familie stammer fra Sønderjylland og tæller indehavere af rigets højeste poster såsom drost og marsk. Fornavnet Tyge blev givet til mindst tre af dens mænd, og seglbilledet kan ikke knyttes specielt til én af dem. (Fig. 6, fig. 7)

Andre fund fra gravene afspejler middelalderens fromhedsliv. Ved to af skeletterne på kirkegården fandtes således henholdsvis én og to store muslingeskaller; de viser, at de pågældende har besøgt apostlen Jakobs grav i den nordspanske by Santiago de Compostela, et af Europas mest søgte valfartssteder. Disse Ibsskaller, som de kaldtes, var pilgrimstegn, gode at fremvise, såvel i levende live som på dommens dag. Seks andre gravlagte har fået perler fra bedekranse med sig. Det spændende ved den lille flok med fromhedsrekvisitter er, at det i alle tilfælde drejer sig om kvinder eller større børn. Børnene kan måske have brugt bedekranse som led i deres religionsundervisning og derfor fået dem med i graven. Ibsskallerne bekræfter, at valfarter til fjerne steder ikke var forbeholdt mænd. (Fig. 8)

Den senere middelalders religiøse iver og fromhed var udbredt og oprigtig. Hvad vi i dag måske opfatter som udvendighed og facade, var for datidens mennesker nødvendige fromhedsgerninger, hvis belønning ventede udøveren i det hinsidige. Når den sejrende lutherdom fremførte, at det var retfærdiggørelse ved tro, ikke ved gerning, der talte, måtte det åndelige opgør blive hårdt - især de udadvendte tiggerordener ramtes, herunder franciskanerne, som ellers havde formået sidst i 1400-årene at gennemføre en indre fornyelse og tilbagevenden til de oprindelige idealer. I »Krønike om de små brødres fordrivelse fra deres klostre«, et værk, der efter al sandsynlighed fandtes som håndskrift i Ribeklostret før reformationen 1536, skildres, hvordan kloster efter kloster lukkes fra sidst i 1520’erne og fremefter. I 1532 var klostret i Ribe det eneste tilbageværende franciskanerhus i Jylland, og her samledes de fordrevne brødre, som holdt fast ved deres trosopfattelse. 1537 udvistes disse flygtninge, men det ser ud til, at der frem til i hvert fald 1540 fortsat fandtes en gruppe af dem i byen. Ribe blev således ikke blot det første sted i Danmark, de små brødre slog sig ned, men også det sidste, de forlod.

På museet i Flensborg står i dag ni bøger og på Det kongelige Bibliotek i København yderligere Fire, tilsammen tretten bind, som alle engang befandt sig i Ribe gråbrødre-klosters bibliotek. De er et minde om den fordums klosterkultur i Danmark.