De skævmundede folk
Blandt de mængder af folkesagn og folkeeventyr, som den store indsamler Evald Tang Kristensen reddede fra glemsel i slutningen af forrige århundrede, indtager enkelte en særstilling derved, at de hverken er sagn eller eventyr, men nærmest en slags skuespil med kun én agerende. Det er sådan en lille komedie, der er gengivet nedenfor: en tyndbenet historie, som først får mening i den rette oplæsers fremførelse - det er nemlig ikke handlingen, men fortællerens mimik, der er afgørende. Her er tale om en form for hjemmeunderholdning, som udviklingen for længst har tromlet ned.
Af Redaktionen
Der var en karl, der hed Niels, og en pige, der hed Mette. Hans mund sad sådan (fortælleren skyder undermunden til venstre) og hendes mund sådan (undermunden trækkes til højre). Hendes mors mund sad sådan (undermunden skydes frem) og hendes fars sådan (undermunden trækkes tilbage). Så falder det Niels ind, han vil hen at bejle til Mette, og han kommer da ind og siger: »God dag, Mette« (undermunden til venstre; hver gang en ny får ordet, skiftes mundstillingen). (Fig. 1, fig. 2)
Fig. 1. Ingen billedtekst.
Fig. 2. Ingen billedtekst.
»Tak, Niels. Hvad mon du vil i dag?« - »Jeg vil snakke med dig«. - »Hvad om?« - »Om du vil ikke have mig«. - »Ja det ved jeg snart ikke, jeg kan snakke med min mor om det. Mor!« - »Hvad er det?« siger moderen. »Niels er her«. - »Hvad vil han i dag?« - »Han vil snakke med mig, om jeg vil have ham«. - »Jah, det ved jeg ikke, vi kan jo snakke med din far om det. Far!« råber moderen. »Hvad er der ved det?« - »Niels er her og vil snakke med Mette«. - »Hvad vil han snakke med hende om?« - »Han vil spørge, om hun ikke vil have ham«. - »Ja så, da er det vel så bedst, de får hinanden«. Nå, så var det jo afgjort, og så skulle han blive der natten over. De kom så i sengen hver én så nær som den gamle kone, hun skulle blive oppe og slukke lyset.
Men de var nu ikke vant til at have lys tændt, og hun kunne ikke puste det ud, vinden drev opad og helt forbi lyset, når hun holdt det til munden. Så siger hun: »Mette, du kommer til at hjælpe mig, jeg kan ikke slukke lyset«. Ja, det skulle hun da nok, og hun springer op af sengen og holder det til munden, men holder det lige for og kan ikke få det ud. »Hvad er det?« siger den gamle mand henne i sengen, »kan 1 ikke slukke lyset, da skal jeg snart slukke det«, og han springer op og kommer til at blæse også. Men da han jo blæser nedad, er det lige nær. »Ja, da lad mig komme til det«, siger Niels derhenne i sengen, »jeg har set, de har slukket lys så tit«, og han kommer og begynder også at puste, men blæser til venstre og får heller ikke lyset slukket. Så var de nu enige om, at der var noget fejl ved det med lyset, enten var det forhekset eller sådan, og manden besluttede sig da til at hente præsten. Han har allerede støvlerne på og vil af sted, men så kommer Mette i tanker om, hvordan det skal være. »Holdt, nu ved jeg, hvordan en skal bære sig ad«, og så slår hun lige ned på lyset, og så gik det ud.
