
De sagnomspundne
Vikingetidens fuldt bevæbnede kriger bar sværd, spyd, økse og skjold, men som regel optræder der kun et eller to af disse våben i den enkelte krigergrav. Til gengæld kan der i visse grave godt være to eksemplarer af nogle af disse våben. I den gammelnordiske digtning synes langsværdet at indtage førstepladsen blandt angrebsvåbnene.
Af Christian Adamsen

Et nyt træk ved sværdet i vikingetiden er hjaltet, dvs. en tværgående parerstang mellem klingen og grebet. Formålet er ret indlysende, at beskytte sværdbærerens hånd mod skamfering, hvis modstanderens klinge skulle glide helt op langs ens egen sværdklinge. Alligevel ydede hjaltet ikke nogen virkelig beskyttelse for hånden, så det er usandsynligt, at sværdet blev brugt som stikvåben særligt ofte. Hugget er derfor den eneste sandsynlige angrebsbevægelse for vikingetidens sværdbærer.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 2011:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





