De røde glas

I samlingen skiller en gruppe sig ud: 43 bægre, lågkrus, pokaler, skåle og flasker – såkaldte rubinglas, der udmærker sig ved deres røde farvepragt og indfatninger af forgyldt sølv. Efter fatningernes mesterstempler er de udført i Augsburg, og da kongen både på ud- og hjemrejsen passerede denne by, skulle man umiddelbart tro, at han var køberen, selv om det ikke nævnes særskilt i hans skrivekalender. Der kan dog også være tale om en tidligere erhvervet kollektion, der er blevet indlemmet i glasværelset, og det er, som vi skal se, nok den sandsynligste mulighed.

Kun på de større glastings fatninger har der været plads til stempler, men der forekommer dog 20 ialt. De skyldes fire Augsburg-mestre fra slutningen af 16- og begyndelsen af 1700-årene, men to af dem var døde før Frederik 4.s besøg. En bedre dateringsmulighed giver de bymærker, som også optræder på fatningerne, de udskiftedes nemlig med et par års mellemrum. Vi kan heraf se, at glassene må være fremstillet mellem 1692 og 1700, hvilket er vel tidligt, hvis Frederik 4. skulle være køberen. Men hvem så? En tilfældigt bevaret regnskabspost kommer til hjælp, den oplyser, at Christian 5. som julegave 1695 forærede sin dronning Charlotte Amalie – blandt andet – »to lysestager af rubinglas, to ditto bægere og en ditto granatæble«. Gaven behøver naturligvis ikke at være bevaret, men beskrivelsen passer på fem af glasværelsets rubinglas. Charlotte Amalie døde 1714, det år hendes søns glasværelse stod færdigt, og vi ved, at andre af hendes sager, nemlig den store samling af stentøj og porcelæn, overførtes til Rosenborg.

Rosenborg-rubinglassene er – ligesom andre med tilsvarende stempler i udenlandske museer – fremstillet til montering hos guldsmede; i sig selv er glassene uanvendelige, idet de mangler fødder, hanke og låg. Glasmassen er fuld af småblærer, og farven varierer fra en lys, nærmest hindbærrød, til en meget dyb rød, afhængig af væggens tykkelse (Fig. 1). Almindeligst er ribbeprydede skåle og langhalsede såkaldte pilgrimsflasker; begge disse typer er blæst i form. Fremstillingen er sandsynligvis sket på et glasværk i Freising ikke langt fra Augsburg. Her som adskillige andre steder i Tyskland og Bøhmen begyndte man i slutningen af 1600-årene at producere rubinglas. De kom hurtigt på mode i den fornemme verden og under et dertil svarende fornemt navn. De kaldtes ikke bare rubinglas, men guldrubinglas.