De røde glas

I samlingen skiller en gruppe sig ud: 43 bægre, lågkrus, pokaler, skåle og flasker - såkaldte rubinglas, der udmærker sig ved deres røde farvepragt og indfatninger af forgyldt sølv. Efter fatningernes mesterstempler er de udført i Augsburg, og da kongen både på ud- og hjemrejsen passerede denne by, skulle man umiddelbart tro, at han var køberen, selv om det ikke nævnes særskilt i hans skrivekalender. Der kan dog også være tale om en tidligere erhvervet kollektion, der er blevet indlemmet i glasværelset, og det er, som vi skal se, nok den sandsynligste mulighed.

Kun på de større glastings fatninger har der været plads til stempler, men der forekommer dog 20 ialt. De skyldes fire Augsburg-mestre fra slutningen af 16- og begyndelsen af 1700-årene, men to af dem var døde før Frederik 4.s besøg. En bedre dateringsmulighed giver de bymærker, som også optræder på fatningerne, de udskiftedes nemlig med et par års mellemrum. Vi kan heraf se, at glassene må være fremstillet mellem 1692 og 1700, hvilket er vel tidligt, hvis Frederik 4. skulle være køberen. Men hvem så? En tilfældigt bevaret regnskabspost kommer til hjælp, den oplyser, at Christian 5. som julegave 1695 forærede sin dronning Charlotte Amalie - blandt andet - »to lysestager af rubinglas, to ditto bægere og en ditto granatæble«. Gaven behøver naturligvis ikke at være bevaret, men beskrivelsen passer på fem af glasværelsets rubinglas. Charlotte Amalie døde 1714, det år hendes søns glasværelse stod færdigt, og vi ved, at andre af hendes sager, nemlig den store samling af stentøj og porcelæn, overførtes til Rosenborg.

Rosenborg-rubinglassene er - ligesom andre med tilsvarende stempler i udenlandske museer - fremstillet til montering hos guldsmede; i sig selv er glassene uanvendelige, idet de mangler fødder, hanke og låg. Glasmassen er fuld af småblærer, og farven varierer fra en lys, nærmest hindbærrød, til en meget dyb rød, afhængig af væggens tykkelse (Fig. 1). Almindeligst er ribbeprydede skåle og langhalsede såkaldte pilgrimsflasker; begge disse typer er blæst i form. Fremstillingen er sandsynligvis sket på et glasværk i Freising ikke langt fra Augsburg. Her som adskillige andre steder i Tyskland og Bøhmen begyndte man i slutningen af 1600-årene at producere rubinglas. De kom hurtigt på mode i den fornemme verden og under et dertil svarende fornemt navn. De kaldtes ikke bare rubinglas, men guldrubinglas.

Tilføjelsen »guld« er vigtig. Fra gammel tid havde glasmagere været i stand til at farve den klare glasmasse rød ved tilsætning af kobber og jern, men enkelte af renæssancens førende glasfremstillere hævdede at kunne lave glas af en særlig rød farve ved hjælp af guld. Om de faktisk gjorde det, er uvist, i så fald må deres opdagelse være gået i glemmebogen, for først omkring 1680 dukkede de guldrubinglas, vi kender, op. Æren for opdagelsen (eller genopdagelsen) er traditionelt blevet tilskrevet Johann Kunckel, guldmager, glasmager og opfinder hos kurfyrst Frederik Wilhelm af Brandenburg. Kunckel skriver selv, at han fik tilskyndelsen til sine forsøg fra lægen dr Cassius i Hamburg, men dennes recept var på det teoretiske plan, han forstod ikke - ifølge Kunckel - nødvendigheden af at genophede glasmassen til den temperatur, der er forudsætningen for, at guldet går i forbindelse med glasset, hvorfor han aldrig fik omsat sine ideer i praksis. Fremgangsmåden søgtes hemmeligholdt, men blev røbet af Kunckels glasmester med det resultat, at adskillige glashytter i Sydtyskland og Bøhmen blev i stand til at lave guldrubinglas, endog før Kunckels egen fremstilling kom rigtigt i gang. Det skete 1685 på et glasværk i Potsdam. Hans produkter er af høj kvalitet, tykvæggede, egnede til skæring og slibning. Farven er mørk rød og meget ensartet.

Hvorfor nu alle disse anstrengelser (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4)?

Hvorfor fremstille rødt glas med et dyrt metal, når man længe havde kunnet gøre det ved hjælp af billige? Nok har guldrubinglasset et særegent farvespil, som de andre savner, men det var nu næppe det alene, der betingede dets åbenbare succes, snarere noget mystisk-hemmelighedsfuldt, der så at sige ligger i selve navnet. Siden oldtid og middelalder havde man arbejdet på at fremstille kunstigt guld; det lykkedes aldrig, men guldmageriets udøvere - alkymisterne - var genstand for stor interesse. Fyrster med en slunken statskasse støttede deres forsøg, herhjemme således Frederik 3. (se Skalk 1967:6) og i Brandenburg som nævnt Frederik Wilhelm. Nogle af guldmagerne var rene bedragere, andre - som Kunckel - alvorligt arbejdende kemikere, hvis virksomhed ganske vist ikke gav det ønskede resultat, men dog værdifulde biprodukter ved at aflokke naturen nogle af dens hemmeligheder (Fig. 5). Drømmen om rigdom blegnede ikke af den grund, tværtimod den fik yderligere næring, og som altid i slige tilfælde blandede også overtroen sig i sagen (Fig. 6). Guld blev tillagt magiske egenskaber og ædelstene ikke mindre. Diamanten for eksempel beskyttede sin ejer mod vilde og giftige dyr for slet ikke at tale om onde mennesker, ametysten modvirkede rusens skadelige følger, mens smaragden fremmede intellektet og gav en god hukommelse. Rubinen endelig bragte sundhed og værnede mod heksekunster og trolddom. I guldrubinglasset fandt man ædelstenen og det ædle metals helsebringende egenskaber forenet - synligt for enhver gennem den røde farve og gyldne indfatning. Ved at drikke af det fik man del i de livgivende kræfter.

Troede mon Frederik 4. og hans mor på rubinglassenes magi? Den første i hvert fald næppe, ellers havde han ikke ladet dem opstille i glasværelset, hvor ingen har drukket af dem. Rosenborgs glassamling var et skuestykke, ligesom riddersalens trone og regaliekammerets herligheder beregnet på at imponere gæster og forøge Kongelig Majestæts »kredit og estime«. Her gjorde guldrubinglassene fyldest - måske ikke mindst på grund af mystikken, der udstrålede fra dem.