De høje ro

Blandt folkeviserne er Elverskud en af de mest kendte og yndede. Den fortæller om hr Oluf, som rider ud for at hente sin fæstemø, men fristes undervejs af en dejlig elverpige, som lover ham guld og grønne skove, hvis han vil indlade sig med hende. Da den standhaftige hr Oluf modstår alle hendes fristelser, giver hun ham tilsidst et slag og lover, at han ikke skal leve længere end én dag. Den dødsmærkede mand vender hjem, lader hente en præst og sender sine brødre afsted efter bruden. Stolt Ingelil ankommer til Olufs gård, men finder alt underligt bagvendt. Hendes fæstemand er intetsteds at se, alle ser sorrigfulde ud, og man svarer undvigende på hendes forundrede spørgsmål. Først da tiden er inde til at lede hende til brudehus, kan det ikke længere skjules: Hr Oluf er død.

Forstenet beder den stakkels pige om lov til at se liget, som ligger på båre i loftet: »De stødte op den højeloftsdør / de høje ro de stod derfor / Stolt Ingelil løb til de høje ro, / de hvide lin hun deraf slog«. Hun kaster sig over den døde, klapper ham på kinden og kysser ham i så stærk bevægelse, at »hendes hjerte det sønder i stykker brast. / Det var stor ynk at se den nød / den jomfru mon af sorrigen dø«.

Lad os her prøve at se bort fra Olufs og Ingelils sørgelige skæbne og i stedet samle os om de ydre omstændigheder ved dødsfaldet. I ligstuen i loftet står foruden ligbåren noget, der kaldes »de høje ro«. Læsere, som har Dansklærerforeningens folkeviseudvalg eller en anden kommenteret udgave, kan slå ordet op i kommentaren og får da at vide, at det betyder »forhøjning under ligbåren«. Men det kan i hvert fald ikke være rigtigt, for på de høje ro ligger ifølge folkevisen »de hvide lin« (lig- eller båreklædet), som skjuler den døde. At roen er noget, som anbringes over ligbaren, bekræftes da også af en anden folkevise, hvor en død kvinde er lagt på båre »i højeloft / gjort over hende høje ro«.

Ordet optræder i enkelte andre kilder af ældre dato, men ingen af stederne får vi mere at vide om dets betydning end det, som vi kan slutte af folkevisecitaterne: at det må være en aller anden form for stillads eller overbygning på ligbåren, og at man herpå har anbragt båreklædet. Ordet skrives ro, ru eller ror og synes snart at være ental, snart flertal. Både ordets oprindelse og dets betydning har været omdiskuteret. Den store danske ordbog går sikkert med rette ud fra, at det må være samme ord som oldnordisk hrof, som betyder hustag eller bådeskur. De mange mærkelige stavemåder forklares ved, at ordet er blevet sammenblandet med forskellige andre ord, som ligner det. Vi skal imidlertid her ikke komme ind på disse sproglige problemer, men vil i stedet gå på jagt efter oplysninger om ligbårens udformning og andre fænomener, som kan kaste lys over det mærkelige folkeviseord.

Forsøg på at finde ligbårer med overbygning på dansk område har hidtil været resultatløse. Større udbytte har eftersøgningen givet i Sverige. På en gammel tegning fra 1860’erne ses en ligbåre fra Dalarne, som er forsynet med et stillads bestående af fire buer forbundet med lister. Et lignende arrangement omtales i en beskrivelse fra 1700-årenes Småland.