De historiske sten
I sprogforskeren Ludvig Wimmers kæmpemæssige runeværk, som udkom omkring århundredskiftet, er et bind helliget »de historiske runemindesmærker«, det vil sige dem, han mente på en eller anden måde at kunne sætte i forbindelse med historisk kendte personer og begivenheder. Indskrifter af den art har helt fra runologiens barndom været omstrålet med en særlig glans, og dertil er i nyere tid føjet et par vigtige kvaliteter. Det, at de – i modsætning til mængden af anonyme indskrifter – kan dateres med dog nogen nøjagtighed, gør dem til en slags kronologiske fikspunkter for sproget og skriftens udvikling. Og ikke mindst: de kan med deres nøgterne førstehåndsmeddelelser tillægges en betydelig grad af troværdighed, hvilket som kildeskrifter hæver dem over tidens almindelige historieskrivning. Denne er ofte blevet til længe efter de begivenheder, den omtaler, og kan være farvet af den skrivendes private sympatier og fordomme. (Fig. 1, fig. 2)
Af Mikkel Hule
At Wimmers værk var banebrydende, vil næppe nogen benægte, men runologien er som alle andre videnskaber i stadig udvikling, og da det næste store runeværk, Lis Jacobsen og Erik Moltkes Danmarks Runeindskrifter, udkom 1941-42, var synet ændret på mangt og meget, således også på de historiske runesten. For at en sten kunne optages i dette eksklusive selskab, stilledes der nu betydeligt strengere krav end tidligere, og langtfra alle de af Wimmer godkendte fandt nåde for de nye forskerøjne. Heri er intet mærkeligt, og næste trin på udviklingsstigen er for så vidt også typisk; det kom 35 år senere i form af Erik Moltkes nye sammenfattende værk, Runerne i Danmark. Her er tonen knap så barsk, man fornemmer en lidt større åbenhed over for det, som ikke kan bevises, men dog er muligt eller måske endda sandsynligt.
Runeindskriften dukker op i romertiden, vi møder den på våben, smykker og brugsgenstande, men disse ældste indskrifter er næsten altid ganske korte, som regel kun et navn, og da der ikke eksisterer nogen egentlig Danmarkshistorie for dette tidsrum, er de uinteressante for vort emne. I den efterfølgende periode, germansk jernalder, holder runestenen sit indtog, og i vikingetiden vokser mængden, vi er nu i den egentlige runestenstid, og genren har fundet sin form, som den bevarer op i middelalderen: så godt som alle sten er nu rejst som mindesmærker for mænd og kvinder af en vis betydning. Af de således omtalte personer er langt de fleste ukendte i dag, men ind imellem dukker der navne eller oplysninger op, som virker bekendte, og her er vi ved sagens kerne.
De skrevne kilder, som er grundlaget for genkendelsen, flyder ikke særlig rigeligt og lider tilmed af alvorlige svagheder. For det første, at kun få er blevet til samtidig – eller dog nogenlunde samtidig – med de beskrevne begivenheder. Dernæst, at forfatterne er udlændinge, med begrænset kendskab til danske forhold; først langt op i 1100-årene griber vore hjemlige historikere, Saxo og Sven Aggesen, pennen, men i deres beretninger om gamle tiders tildragelser slår sagnpræget allerede stærkt igennem. Helt romanagtige er de sene islandske kilder, det er kun undtagelsesvis, der her kan hentes brugbar oplysning om personer og hændelser i Danmarks vikingetid. Intet under derfor, at det kan volde vanskelighed at forene de hugne og de skrevne vidnesbyrd. (Fig. 3)
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 1994:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
