De historiske sten

At Wimmers værk var banebrydende, vil næppe nogen benægte, men runologien er som alle andre videnskaber i stadig udvikling, og da det næste store runeværk, Lis Jacobsen og Erik Moltkes Danmarks Runeindskrifter, udkom 1941-42, var synet ændret på mangt og meget, således også på de historiske runesten. For at en sten kunne optages i dette eksklusive selskab, stilledes der nu betydeligt strengere krav end tidligere, og langtfra alle de af Wimmer godkendte fandt nåde for de nye forskerøjne. Heri er intet mærkeligt, og næste trin på udviklingsstigen er for så vidt også typisk; det kom 35 år senere i form af Erik Moltkes nye sammenfattende værk, Runerne i Danmark. Her er tonen knap så barsk, man fornemmer en lidt større åbenhed over for det, som ikke kan bevises, men dog er muligt eller måske endda sandsynligt.

Runeindskriften dukker op i romertiden, vi møder den på våben, smykker og brugsgenstande, men disse ældste indskrifter er næsten altid ganske korte, som regel kun et navn, og da der ikke eksisterer nogen egentlig Danmarkshistorie for dette tidsrum, er de uinteressante for vort emne. I den efterfølgende periode, germansk jernalder, holder runestenen sit indtog, og i vikingetiden vokser mængden, vi er nu i den egentlige runestenstid, og genren har fundet sin form, som den bevarer op i middelalderen: så godt som alle sten er nu rejst som mindesmærker for mænd og kvinder af en vis betydning. Af de således omtalte personer er langt de fleste ukendte i dag, men ind imellem dukker der navne eller oplysninger op, som virker bekendte, og her er vi ved sagens kerne.

De skrevne kilder, som er grundlaget for genkendelsen, flyder ikke særlig rigeligt og lider tilmed af alvorlige svagheder. For det første, at kun få er blevet til samtidig - eller dog nogenlunde samtidig - med de beskrevne begivenheder. Dernæst, at forfatterne er udlændinge, med begrænset kendskab til danske forhold; først langt op i 1100-årene griber vore hjemlige historikere, Saxo og Sven Aggesen, pennen, men i deres beretninger om gamle tiders tildragelser slår sagnpræget allerede stærkt igennem. Helt romanagtige er de sene islandske kilder, det er kun undtagelsesvis, der her kan hentes brugbar oplysning om personer og hændelser i Danmarks vikingetid. Intet under derfor, at det kan volde vanskelighed at forene de hugne og de skrevne vidnesbyrd. (Fig. 3)

Den gennemgang af materialet, som følger nedenfor, omfatter alle de af Wimmer udvalgte »historiske runemindesmærker«, de godtagne så vel som de kasserede, i alt atten sten. De fordeler sig, omend ujævnt, over hele landet, hvortil runologerne - rimeligt nok - regner de områder syd for den nuværende grænse og øst for Øresund, som tidligere hørte til Danmark, men nu er på andre hænder. Vi lader gennemgangen begynde i Nordjylland, fortsætter ned gennem halvøen til Danevirke og begiver os derefter østpå for at slutte på Bornholm. Hvad angår indskrifternes oversættelse til nutidsdansk - den kan være lidt forskellig i de forskellige runeværker, uden at det dog som regel berører indholdet - har man valgt at følge de yngre forskere.

På Års kirkegård, i hjertet af Himmerland, befinder sig en smuk og velbevaret runesten, og den er ikke kommet der for nylig, eftersom en kilde omtaler den allerede 1654. Indskriften lyder: Asser satte denne sten efter sin herre Val-Toke. Stenen kvæder, at den længe vil stå her; den skal nævne Val-Tokes varde.

Den sidste lange sætning, som er anbragt på stenens bagside, er i rytmisk form og har skullet læses som et vers. I dette så vel som i indskriftens hele form og udførelse finder Wimmer iøjnefaldende ligheder med en gruppe skånske runesten, som også nævner en - åbenbart betydningsfuld - mand ved navn Toke (se nedenfor). Denne person, der angives faldet (på valen) i et slag ved Uppsala, må, mener Wimmer, være identisk med Årsstenens Val-Toke, men det afvises pure af Jacobsen/Moltke: »- grundlaget for denne sammenstilling er ikke holdbart«. En vaklen i dette synspunkt spores dog hos Moltke, der i sin senere runebog skriver: »Man ville give en del for at få at vide, om Årsstenens Val-Toke var identisk med Hällestads Toke Gormssøn«.

I Forhistorisk Museums anselige runestenssamling finder vi to historiske sten, begge fra Århus by. Den ene er dog kun et brudstykke; det fandtes i 1600-årene indmuret i Århus dominikanerklosters buegang, forsvandt derfra, men blev 1866 genfundet i bolværket til Århus havn. Stenen er hugget til som kvader og indskriften derfor ufuldstændig: NN (med tilnavnet) Thexle — denne (sten) — Åmunde — Hedeby —.

Wimmers rekonstruktion, der tiltrædes omend med forbehold af Jacobsen/Moltke (runestenstekster er jo opbygget efter meget faste skemaer), lyder: »NN Thexle rejste denne sten efter Åmunde sin fælle (eller søn), som døde ved Hedeby«. At det er Hedeby ved Slien, der tales om, har ingen betvivlet, og da to andre runesten (omtalt nedenfor) fortæller om et angreb på byen ledet af en kong Svend, sikkert Svend Tveskæg, mener Wimmer, at Århusstenens Åmunde har været blandt deltagerne dér. Jacobsen/Moltke indrømmer, at de tre sten må være nogenlunde samtidige, men finder ikke »tilstrækkeligt grundlag for en sådan identificering«. I sit senere værk skriver dog Moltke om Åmunde, at han »vel er faldet under den samme belejring«, nemlig den, de andre sten omtaler.

Den anden Århussten er, i modsætning til den ovennævnte, fuldt bevaret og meget imponerende; til det sidste bidrager en frygtindgydende mandsmaske med flettet skæg, som pryder forsiden. Den dukkede op 1850 ved nedbrydning af en vandmølle i Århus og tilbragte en årrække i fri luft, før den senere på århundredet fandt sin plads i Århusmuseet.

Gunulv og Øgot og Aslak og Rolf rejste denne sten efter deres fælle Ful. Han fandt døden - da konger kæmpede, læser Jacobsen/Moltke. Lakunen skyldes, at en indskriftlinje anbragt på en sidekant er stærkt afslidt, men Wimmer, der i modsætning til sine yngre kolleger havde lejlighed til at studere stenen i fri luft og under skiftende lys- og vejrforhold, mente dog at kunne læse den: »- fandt døden østpå på havet, da konger kæmpede«. Han antog, der måtte være tale om kongeslaget ved Svold ca år 1000 (en datering, der harmonerer godt med stenens runeformer), og ejheller Moltke afviser denne mulighed, omend han påpeger, at der kan have været andre kongeslag på den tid, som vi nu intet ved om. Slaget ved Svold (vistnok en ø i nærheden af Rygen) er især kendt gennem den store fortæller Snorre Sturlasons malende beskrivelse fra 1200-årene men begivenheden nævnes også i en anden og meget ældre kilde (Adam af Bremen ca 1075), og her henlægges kamppladsen til Øresund. De kæmpende konger var Norges Olav Trygvesson og Danmarks Svend Tveskæg, den sidste muligvis i forbund med Sveriges Olov Skotkonning. Olav Trygvesson blev taberen i kampen, som i øvrigt kostede ham livet. Det må have været en begivenhed, der blev talt meget om. Intet under, om den også har sat sig spor i runestenene.

En sten af omtrent samme alder som de to fra Århus fandtes 1868 som tærskel i Kolind kirke på Djursland; den står nu i våbenhuset. (Fig. 4, fig. 5)

Toste, Asveds »smed«, rejste denne sten efter sin bror Tue, som fandt døden østpå.

Udtrykket »fandt døden østpå« minder om den store Århussten, og Wimmer sluttede da også, at Tue ligesom Ful var blandt de faldne i Svoldslaget, hvad Jacobsen/Moltke blankt afviser. Der var, også i vikingetiden, mange måder at dø på, og en retningsangivelse siger intet som helst.

I Sjelle kirke lidt vest for Århus står en runesten; den har tidligere ligget i kirkegulvet, og indskriften er noget udvisket af mange fødders slid. Så meget kan læses: Frøsten satte denne sten efter sin »lagsmand« Gyrd, Sigvaldes bror, - på - hede.

Sidste ord synes at være et stednavn, vel sagtens den slagmark, hvor Gyrd mødte sin skæbne. Wimmer mener at læse »Vishede«, Jacobsen/Moltke kun ordets sidste del: - hede. Det er dog ikke dette, der har gjort denne sten »historisk«, men derimod personnavnet Sigvalde. Det var ifølge Wimmer meget sjældent i vikingetiden, så der kan efter hans mening næsten kun være tale om Sigvalde Jarl, jomsvikingen, som var en af hovedpersonerne ved det berømte slag i Hjørungavåg - vistnok i 980’erne - mod Norges Håkon Jarl. Denne Sigvalde skulle altså have haft en ellers ukendt bror ved navn Gyrd. At Jacobsen/ Moltke forkaster denne antagelse, siger næsten sig selv. (Fig. 6)

Svend Tveskæg, Hedebys angriber og Olav Trygvessons besejrer, var som bekendt søn af Harald Blåtand, og denne igen af Gorm med tilnavnet »den Gamle«. Disse to sidstnævnte, der levede omkring midten og i anden halvdel af 900-årene, har især sat sig spor i den østjyske by Jelling, men dog også andre steder, således i Sønder Vissing mellem Horsens og Silkeborg. En runesten, som tidligere sad i kirkegårdsdiget, står i dag inde i selve kirken, den beretter: Tove, Mistives datter, Harald den Gode, Gorms søns kone, lod gøre disse kumler efter sin mor.

Hvad ordet »kuml« dækker, er der ikke fuld enighed om, men det må være noget i retning af »mindesmærke«. I øvrigt er indskriften klar nok, og for en gangs skyld er de lærde, ældre som yngre, helt enige: den omtalte Harald Gormssøn må være Harald Blåtand; ingen af navnene Harald og Gorm hørte til de almindelige, og Harald Blåtand stod efter alt at dømme på venskabelig fod med venderfyrsten Mistivoj, hvis rige lå ved roden af Jylland - de havde jo fælles fjende i den mægtige tyske kejser. En ægteskabelig forbindelse slægterne imellem forekommer meget naturlig, og at dronning Tove ikke kendes andetsteds fra, siger kildernes sparsomhed taget i betragtning intet.

Er Haralds Tove således undgået krønikeskrivernes opmærksomhed, så var til gengæld Gorms dronning Thyre dem særdeles velbekendt, hun var jo landsmoderen fremfor nogen og bar det hædrende tilnavn Danebod. Vi er nået til Jellingstenene, Danmarks uden sammenligning berømteste runemindesmærker, endevendt og diskuteret i en uendelighed, men stadig fulde af gåder, som ikke skal forsøges løst her, vi vil nøjes med en kort gennemgang. Som bekendt er der to sten, en lille og en stor; de står i dag lige uden for Jelling kirke og midt mellem de to vældige gravhøje, der bærer Gorm og Thyres navne - den store endda nøjagtigt midt imellem, så man må tro, det er dens oprindelige plads. (Fig. 7)

Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks bod, fortæller den lille sten og giver dermed straks en vigtig oplysning, nemlig at Thyre må være død før Gorm - modsat hvad Saxo påstår 200 år senere. Hvad den fine ærestitel (der utvivlsomt går på Thyre, ikke, som det er foreslået, på Gorm) egentlig betyder, er ikke helt klart, men måske er det blot en hengiven ægtemands hyldest til sin elskede, men desværre afdøde hustru. At det er herfra, det folkelige tilnavn Danebod stammer, er der vist ingen tvivl om. Mange i middelalderen har kunnet læse runer.

Den store runesten (se titelbilledet) er i alle henseender fremragende. Den er landets største og den rigest og smukkest dekorerede, tilmed i en teknik - lavt relief - der ellers var ukendt i Danmark på den tid; kunstneren må have været udlænding eller i det mindste have studeret udenlands. Højst usædvanlige er de vandretløbende skriftbånd - det må være pergamentskriverens sædvane, der slår igennem - og dertil kommer så selve indskriften, der på den trods alt knappe plads fortæller et helt lille stykke Danmarkshistorie: Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin far og efter Thyre sin mor, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Kong Harald siger, at han »vandt sig hele Danmark«, men det er ikke ganske klart, hvad han egentlig mener med det. Betyder det, at han var den første, der samlede riget, at han genvandt tabte landsdele, eller simpelthen, at han skaffede sig sit kongerige ved at besejre en tidligere magthaver? Bemærkningen om Norge er nok lidt vel pralende; om nogen varig bemægtigelse af hele det store land var der i hvert fald ikke tale. At Harald »gjorde danerne kristne«, det vil sige ophøjede kristendommen til statsreligion, står derimod fast. Det omtales i flere udenlandske og til afveksling meget troværdige beretninger, og vi kan endda sige, at det er sket tæt omkring år 965. Stenen må altså være rejst efter den tid. For dem, der studerer 900-tallets Danmarkshistorie, er de to Jellingsten ikke til at komme udenom.

En anden sluttet gruppe af historiske runemindesmærker findes omkring Hedeby, den store stad ved Slien, som eksisterede til midten af 1000-årene. Her er fire sten, fundet hver for sig, men på en mærkelig måde knyttet sammen to og to. En af dem frem kom 1797 ved en vej, netop hvor denne passerede et vadested (en ikke usædvanlig plads for en runesten), en anden 1887 i en bastion ved Gottorp slot, hvilket naturligvis ikke er dens oprindelige hjemsted. Indskrifterne er næsten enslydende: Asfrid gjorde disse kumler efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn og Asfrid, Odinkars datter, gjorde disse kumier efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne.

Igen et stykke Danmarkshistorie og særlig interessant, fordi det er fra den ældre, mørke del af 900-årene. Den før omtalte Adam af Bremen fortæller med den danske Svend Estridsen som kilde, at på et tidspunkt (omkring år 900) regeredes danerne af kong Helge, men en svensk høvding Olaf satte sig i besiddelse af hans rige. Han efterfulgtes af sine sønner Chnob (runestenenes Gnupa) og Gurd, og efter dem igen fulgte Sigerich (runestenenes Sigtryg), der dog inden længe blev berøvet magten af Hardegon Svendssøn, en i Danmarkshistorien ellers ukendt person, der kom fra »Nortmannia« (Norge eller Normandiet). Fra en anden og for en gangs skyld næsten samtidig kilde vides det, at Gnupa var ved magten ca 934. Hvad man ikke ved, er, om denne kongeslægt regerede over hele Danmark eller kun over et lille »Hedebyrige« (runestenenes hjemsted); det sidste har gennem mange år været regnet næsten for en historisk kendsgerning Men hvordan kommer Gormslægten ind i billedet? Her hjælper stenene os desværre ikke.

De to andre Hedebysten, fundet 1798 og 1857 ved gravhøje uden for vikingebyen, er noget yngre end de ovennævnte, men dog, efter alt at dømme, fra samme århundrede. Også de har indholdsfællesskab: Kong Svend satte stenen efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby og Thorulv, Svends hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da »drenge« (d.v.s. krigere) belejrede Hedeby; men han var styresmand (skibsfører), en meget velbyrdig »dreng«. (Fig. 8)

Man må kunne gå ud fra, det er den samme Svend, der omtales på de to sten - på den ene som konge, på dem begge som hirdens øverste - og denne Svend kan næppe være nogen anden end Svend Tveskæg. Denne konge må altså på et tidspunkt have belejret Hedeby, skønt det ikke er omtalt i andre kilder. Wimmer mener, at begivenheden kan sættes i forbindelse med den svenske konge Erik Sejrsæls angreb på Danmark, der - hvis det er en realitet, hvad der langtfra er enighed om - nok kunne tænkes at have afstedkommet kampe omkring landets på den tid største by. Andre derimod finder det mere sandsynligt, at belejringen har fundet sted i 983, hvor en borg, der antages at være Hedeby, skal være blevet erobret af danskerne; den må altså en overgang have været på tyske hænder. Vanskeligheden her er, at den danske konge i 983 efter manges mening ikke hed Svend Tveskæg, men Harald Blåtand. Ingen af forklaringerne er altså helt tilfredsstillende, men kilderne tillader dem ikke bedre. De gravhøje, stenene har stået ved, er udgravet, men uden fund af større interesse; dog kan en grav i Skardes høj meget vel være hans. Skardes sten befinder sig i dag på - eller i hvert fald tæt ved - sin oprindelige plads, de andre Hedebysten kan ses på Gottorpmuseet. (Fig. 9)

På Fyn og Sjælland savnes ikke runesten, men ingen af dem bringer historiske budskaber, hvilket givetvis er en tilfældighed. I Skåne derimod er der fundet sådanne sten, og heraf kan de fire omtales under ét, idet de - i hvert fald efter Wimmers mening - danner en historisk enhed. Det er tre sten fra lokaliteten Hällestad og én fra Sjörup; de har alle været kendt siden 1600-årene. Hällestadstenene sad da i kirkens murværk, hvor de stadig befinder sig, omend der er flyttet noget rundt på dem, Sjörup- stenen lå i et bækløb. Den blev senere slået i stykker og brugt som materiale i en bro.

Hällestad 1:
Eskild satte denne sten efter Toke Gormssøn, der var ham en huld herre. Han flygtede ikke ved Uppsala. »Drenge« satte efter deres »broder« stenen på højen støt med runer. De gik Gorms Toke nærmest.

Hällestad 2:
Asgot rejste denne sten efter Ærre sin bror. Men han var Tokes hirdmand. - Nu skal stenen stå på højen.

Hällestad 3:
Esbern, Tokes hirdmand, satte denne sten efter Toke sin bror.

Og Sjörupstenen: Sakse satte denne sten efter sin fælle Esbern, Tues søn. - Han flygtede ikke ved Uppsala, men vog, så længe han havde våben.

Tre af stenene, nemlig alle med undtagelse af Hällestad 3, har det til fælles, at sidste del af indskriften er på vers, hvilket ikke uden videre kan ses i oversættelsen. (Fig. 10)

Hällestad 1 og Sjörupstenen omtaler et slag, der har stået ved Uppsala, og hvor danskerne åbenbart deltog, omend måske ikke med stor succes; den gentagne sætning »han flygtede ikke« tyder på, der var andre, som gjorde det. Omtalte begivenhed kan efter Wimmers mening kun være slaget på Fyrissletten mellem den svenske kong Erik og hans slægtning Styrbjørn, der gjorde krav på kronen; det synes at have fundet sted i 980’erne, men beretningerne om det er først sent overleveret, og forløbet står noget uklart. Harald Blåtand skal have været indblandet på angribersiden, men svigtede, da det gjaldt. I kampen »faldt Styrbjørn og størstedelen af hans mandskab, men nogle flygtede«. Det siges at være ved den lejlighed, kong Erik erhvervede tilnavnet Sejrsæl. Alt dette passer jo meget godt med runestenenes vidnesbyrd, og for Wimmer er der ingen tvivl om samhøret. Toke Gormssøn på Hällestad 1 har, mener han, været søn af Gorm den Gamle og altså bror til Harald Blåtand; Gorm var et forholdsvis sjældent navn, og det forekommer ham usandsynligt, at der skulle have været flere af slagsen inden for den snævre stormandskreds. At den Toke, der på Hällestad 2 og 3 nævnes som hirdens anfører, er identisk med Toke Gormssøn, anses for sikkert. Han har været en mægtig mand.

Denne tolkning vandt stor tiltro, men fejedes brat til side af Jacobsen/Moltke, der hverken fandt »runologisk, filologisk eller historisk grundlag« for at identificere stenenes Uppsalaslag med det i de skrevne kilder omtalte. Også her fornemmer man dog en opblødning i Moltkes senere værk; det indrømmes således, at stenene udmærket kan være fra slutningen af 900-årene. Heller ikke i Sverige har alle kunnet tilslutte sig Wimmers synspunkter, men helt så kategorisk som i Danmark er afvisningen dog vist ikke.

Om den nordjyske Årssten og dens mulige samhør med Hällestadgruppen er der allerede talt. (Fig. 11)

De to sten, der endnu skal omtales, er begge som runesten betragtet unge, det vil sige fra den tidlige middelalder, hvor kristendommen var slået fuldt igennem. Den ene er, som de ovennævnte, fra Skåne, nemlig fra landsbyen Norra Åsum. Den sad tidligere i kirkegårdsmuren, men er nu flyttet hen ved våbenhuset. Her læses: Krist, Marias søn, hjælpe dem, der byggede denne kirke, ærkebiskop Absalon og Esbern Mule.

Absalon blev ærkebisp 1178, så stenen må være rejst efter den tid, vel sagtens i forbindelse med kirkens indvielse. Mens Absalon er et kendt navn i historien, er det kun lidt, man ved om hans medbygherre. Han er kun nævnt få gange, således i Absalons testamente, men har muligvis hørt til Hvideslægten.

Den anden kristne runesten er lidt ældre og fra Nylarsker på Bornholm; også den har, så langt den kan følges tilbage, hørt til kirken. Den står nu i våbenhuset med sin indskrift, som beretter: De to sten, der endnu skal omtales, er begge som runesten betragtet unge, det vil sige fra den tidlige middelalder, hvor kristendommen var slået fuldt igennem. Den ene er, som de ovennævnte, fra Skåne, nemlig Kåbe-Svend rejste denne sten efter sin søn Bøse, en (velbyrdig) »dreng«, som blev dræbt i kampen ved Udlænge. Gud Herren og Sankt Mikael hjælpe hans ånd.

Kampen ved Udlænge (en af småøerne ud for Blekinge) omtales ikke i andre kilder, men Kåbe-Svend må efter Wimmers mening være en efterkommer af jomsvikingen Sigurd Kåbe, hvis bedrifter man kan læse om i Jomsvikingesagaen. Det fortælles, at han efter slaget i Hjørungavåg ca 985 »drog til Danmark og antog bestyrelsen af sit fædrenegods på Bornholm efter sin far Vesete og boede der i lang tid. — Han og Tofa levede siden lykkeligt sammen, og en stor slægt nedstammer fra dem«. Identifikationen godtages mærkelig nok af Jacob- sen/Moltke, der ellers ikke nærer synderlig respekt for den ofte meget fantasifulde Jomsvikingesaga. Således fik da Wimmer det sidste ord. (Fig. 12, fig. 13)

Før oldtidsstudiet tog form af videnskab, hvilede så godt som alle forestillinger om Danmarks førkristne perioder på sagnhistorien, og alle oldtidsminder og -fund blev så vidt gørligt tolket ud fra den. De første egentlige fortidsforskere havde svært ved at frigøre sig for denne binding, især da romantikken samtidig satte ind og vakte ny interesse om fortidens helte. Som tiden gik, fik dog den sunde fornuft overtaget, og fantasien blev kørt i strammere tøjler - så stramme efterhånden, at selve kildevurderingen blev lagt i bånd og ramme som en selvstændig videnskab. Og nu skete det, som så tit sker, når noget nyt og skelsættende bryder frem: der indtrådte en reaktion mod forne tiders dårskaber, og det er vist ikke for meget sagt, at den hos nogle gik lidt over gevind. Enhver fortidig begivenhed, der ikke var fuldt og helt dokumenteret, blev af disse betragtet som ikke stedfundet; der opereredes ikke med sandsynlighedsgrader. I dette spil befinder Wimmer sig på et mellemstadium, han er ingenlunde ukritisk, men kan dog ikke helt styre sin fantasi - som når han forbinder Kolindstenens »fandt døden østpå« med Svoldslaget eller mener i Sjellestenens »Sig- valde« at genkende jomsvikingen Sigvalde Jarl. Jacobsen/Moltkes runeværk på den anden side repræsenterer den benhårde kildekritik, der kun accepterer alt eller intet. I sin 35 år yngre bog viser Moltke sig noget mere fleksibel. Her skabes en slags ligevægt.

Der er langt mellem runestensfundene nu til dags og endnu meget længere mellem fundene af de historiske sten - ja faktisk har der slet ingen meldt sig i hele vort århundrede. Det er skade, eftersom det er noget nær vor eneste mulighed for at vinde ny og frisk viden om personer og begivenheder i den fjerne vikingetid.