De glemte flinthuggere fra Stevns

Allerede da jeg var i seksårsalderen havde arkæologien fået godt tag i mig. Nøje fulgte jeg med ved familiens forårs- og efterårsgravning i haven i Holtug på Stevns. Min interesse belønnedes retfærdigvis med flere ting fra yngre stenalder (mejsler, en tyndnakket økse, seglblade m.m.). Ud over disse sager blev der hvert år fundet mange små firkantet tilhuggede flintstykker, og i tillid til, at al tildannet flint måtte være fra stenalderen, formodede jeg, at der måtte være tale om en slags skrabere. Da antallet af disse næsten ens stykker var steget til 25, indsendtes et eksemplar til Nationalmuseet. Efter nogen tids spændt venten kom et langt svarbrev fra – Tøjhusmuseet. Det berøvede min skraber samling enhver duft af stenalder, men gav den til gengæld en ny og uventet betydning; det lille flintstykke var nemlig ikke et stykke oldtidsværktøj, men et vigtigt tilbehør til et skydevåben (såkaldt flintlåsvåben, der netop har navn efter den lille flintesten). Det var en stor dag, da jeg som syvårig i 1949 afleverede en cigarkasse fuld af bøsseflint til Tøjhusmuseet og fik lov at trykke låsen af på et kolossalt gevær og se gnisterne flyve fra fyrstålet. – Siden da er flere cigarkasser blevet fyldt med bøssesten fra Holtug og fra andre steder på Stevns. Det foreløbige højdepunkt i denne indsamlingsvirksomhed er nået nu i sommer, hvor det for første gang er lykkedes at finde bøssesten, som med næsten fuldstændig sikkerhed kan siges at være hugget af en bestemt navngiven mand.

Af Carsten Hess

De første ildvåben, som kom frem i 1300-årene, affyredes ved at holde en brændende lunte til fængkrudtet. Denne besværlige og for skytten ikke ufarlige metode blev senere forbedret og sat i system gennem opfindelsen af luntelåsen. I 1500-tallet kom hjullåsen og snaplåsen til, de virker begge efter fyrtøjets princip med mekanismer, der river gnister af en sten, men først da princippet var videreudviklet gennem opfindelsen af flintlåsen, gik det gamle luntesystem af brug. Flintlåsen, som stammer fra Frankrig, blev taget i anvendelse af militæret fra slutningen af 1600-tallet og benyttet indtil ca 1850 (i Danmark blev de sidste flintlåsvåben udskiftet under Treårskrigen). I disse knap 200 år oplevede det gamle og længst forglemte flinthuggerhåndværk en renæssance. De nye udøvere af faget måtte lære sig selv teknikken, men med tiden lykkedes det dem at lure de gamle stenaldermestre ikke så lidt af kunsten af.

I en dansk militær lærebog fra 1817 læser man: »I begyndelsen fik man kun fra Frankrig de færdige flintestene; på de senere tider fås de og fra Italien, Siebenbürgen og flere steder (Fig. 1, Fig. 2). Hos os leveres de nu og fra Møens Klint, Stevns og Faxøe. — For at gøre en låsesten færdig behøves eet minut. En god arbejder flækker dagligt 1000 sten og gør 500 færdige«. Lærebogens oplysninger er vistnok den første faglige behandling af emnet i dansk litteratur, men helt pålidelige er de ikke. Man får indtryk af, at den omtalte produktion af danske bøssesten lige er påbegyndt, men den havde på det tidspunkt stået på gennem lang tid – antagelig i mere end et århundrede.