De glemte borge

Til de to nu forhenværende afdelingers opgaver hørte registrering af landets fortidsminder. Hver eneste gravhøj ned til de helt udpløjede er blevet katalogiseret af 1. afdelings folk, mens 2. afdeling har taget sig af voldstederne, der traditionelt hører middelalderen til. Som tiden gik, og kundskabens lys brød igennem, gik det nu op for middelalderfolkene, at en mindre del af de dem tilskrevne borgtomter sandsynligvis stammede fra oldtiden, men selv om antagelsen blev bekræftet i enkelte tilfælde gennem smågravninger, førte det ikke til nogen omfordeling mellem afdelingerne; sagerne blev i de skuffer, hvor de nu engang var havnet. Det var naturligvis ikke af ond vilje, men den lille detalje forekom vel de implicerede at være af mindre betydning. I Johannes Brøndsteds Danmarks Oldtid – såvel førsteudgaven fra 1930’erne som andenudgaven fra 1950’erne – er der, med enkelte fremtrædende undtagelser, ikke levnet de forhistoriske borge mange ord.

Med undtagelserne hænger det sådan sammen: Et hidtil ukendt fortidsminde, et borganlæg fra tidlig jernalder, var dukket op i den himmerlandske Borremose; det blev undersøgt og registreret af forhistorikerne, men nærmest regnet for et unikum. Borremosefæstningen vakte en vis opsigt, men det var intet mod den opmærksomhed, der blev den omtrent samtidige udgravning af Trelleborg ved Slagelse til del. Her var der tale om et gammelkendt voldsted, registreret under 2. afdeling, så undersøgelsen blev i dennes regi, men anlægget viste sig som bekendt at være fra vikingetiden og altså egentlig forhistorikernes sag. Disse tog det pænt og havde da heller ikke grund til andet. Poul Nørlunds udgravning var upåklagelig, om end naturligvis præget af sin tid, og det samme gælder de nu hastigt følgende undersøgelser af to andre cirkelborge, Aggersborg ved Limfjorden og Fyrkat ved Hobro, som middelalderfolkene også tog sig af. Vikingetiden var med dette blevet en slags fælleseje for de to afdelinger og har været det siden. Om nu denne udvikling var blevet videreført til også at omfatte de andre oldtidsborge, havde alt været om ikke i skønneste orden, så dog acceptabelt, men det skete ikke. De lå stadig vel forvaret i 2. afdelings arkiv.

Ser man bort fra gruppen af »stenalderfæstninger«, der vist ikke kan regnes for forsvarsanlæg i traditionel forstand, så er rækken af planmæssigt undersøgte danske oldtidsborge nu i det væsentlige præsenteret. En enkelt er dog kommet til: Priorsløkke ved Horsens, en mosefæstning af nogen lighed med den himmerlandske, men en smule yngre, nemlig fra ældre romertid (se Skalk 1984:5). Lidt specielt forholder det sig med Bornholm. Her som på de andre Østersøøer, Øland og Gotland, ligger borgene tæt, og de har – vel også på grund af den nimbus klippelandet har forlenet dem med – i særlig grad tiltrukket sig forhistorikernes opmærksomhed. Der er foretaget udgravninger, og forholdene er i det hele taget rimeligt godt belyst.

Ovenstående museumspsykologiske redegørelse med træk, som vil være kendt fra enhver større virksomhed, har været nødvendig for forståelsen af det følgende, men sagen er altså den, at der spredt over landet ligger en række meget spændende fortidsminder, som kun i yderst ringe grad har tiltrukket sig forskernes opmærksomhed. Middelalderfolkene interesserede de af indlysende grunde ikke særligt, og selv om de fleste forhistorikere vel efterhånden var klar over deres eksistens, har ingen følt sig kaldet til at drage dem frem af ubemærketheden. For den, der vil vide mere om disse anlæg, er der derfor ikke megen hjælp at hente i litteraturen. Vilhelm la Cour har i værket Danske Borganlæg ofret dem et kapitel, men bringer ingen samlet oversigt, og det stort anlagte værk Danske Voldsteder fra Oldtid og Middelalder (Vilhelm la Cour og Hans Stiesdal) er foreløbig kun nået til egnene nord for Limfjorden; her kan der til gengæld læses fyldigt om flere forhistoriske borge. Endelig kan man i de lokalhistoriske årbøger være heldig at finde sådanne anlæg omtalt. Vil man imidlertid, uden at gå til arkiverne, skaffe sig en oversigt over hele materialet, må man pløje sig gennem Traps Danmark, hvor samtlige danske voldsteder er beskrevet, om end kortfattet. Det er ikke nogen misundelsesværdig udvej, men foreløbig den eneste farbare.

Fra nogle af anlæggene foreligger dateringer, ofte meget mangelfulde, men i alle tilfælde pegende mod jernalder. Hvad de øvrige borge angår, bygger formodningen om deres forhistoriske tilhør alene på formen, og et sådant skøn vil altid være behæftet med en vis usikkerhed, selv om erfaringer indhøstet i udlandet kan yde nogen støtte. Det gennemgående element i disse jordværker er en vold med foranliggende grav, begge dele som regel af ringe størrelse og ofte med et uregelmæssigt terrænbestemt forløb, men i øvrigt er der mange variationer. Graven kan være tør eller våd, og såvel vold som grav kan optræde alene, uden sin naturlige ledsager, enten helt eller på kortere strækninger. Der kan være flere grave eller vold på begge sider af graven. Trækonstruktioner synes – bortset fra vikingetidens cirkelborge – sjældent at indgå i voldlegemet, men der er eksempel på, at volden helt kan være erstattet med et palisadehegn. De svage og ukomplicerede anlæg virker »gamle«, men enkelte borge har dog kraftige volde, der vist ikke nødvendigvis betyder, at de er yngre end de andre. I Trelleborg ved Slagelse er begge voldtyper repræsenteret: i den egentlige borg storvolden, gennemvævet med træværk, i forborgen den ukomplicerede jordvold med grav af ringe dybde. De fleste forhistoriske borganlæg har været af en art, som meget let lod sig udslette, så der må regnes med en betydelig tabsprocent.

Borgarealet kan variere, fra det kæmpemæssige til det helt ubetydelige. Groft kan man sige, at der er tre hovedformer: 1) ringborgen med omløbende, lukket vold/grav-system (ikke nødvendigvis ringformet), 2) halvkredsborgen, der så at sige er en amputeret ringborg, hvis manglende del erstattes af sø eller sumpet terræn, og 3) den afskærmede borg, hvor et på de tre sider vanskeligt tilgængeligt område, for eksempel en halvø eller en bakkeflade mellem dybe naturlige kløfter, er spærret mod landsiden med en kort vold og/eller grav. Det er som sagt en grov inddeling, og den har næppe daterende værdi, eftersom anlægsformen er naturbestemt, og de forskellige typer derfor udmærket kan have optrådt samtidig. (Fig. 2)