De forsvundne gangere

Den 18. september 1734 giftede handelsmand Jens Larsen Krogh i Ålborg sig med den dydædle jomfru Karen Madsdatter. I dagens anledning havde den senere langt mere berømte lejlighedspoet Christian Friederich Wadskiær leveret et digt om fordelene ved at gifte sig med en jomfru fremfor en enke. Heri hed det blandt andet:

Af Torben Witt

»Når du vil købe hest, når du vil tage kone, da søg afrettet hest, men uafrettet brud. Det klinger ikke just i alt for fin en tone, at hest og kone her tillige vises ud.

Dog er der noget i, thi når en hest kan løbe i lang og kort galop, ved ganger-gang og skridt så spares umagen for den, som vil ham købe, og denne lettelse er køberens profit…«

Digtet handler derefter om hvordan det forholder sig med tilredne og uredne koner, men det er en helt anden sag. Hvad der her har interesse er udtrykket »gangergang«. På Wadskiærs tid var betegnelsen allerede forældet, men den passede godt med versefødderne, og de fleste af tilhørerne har sikkert haft en fornemmelse af hvad det drejede sig om, nemlig med den lidt ældre ordbogsforfatter Moths ord: en let og behagelig gang hos en ridehest. Det mærkelige ved dette fænomen er at det er forsvundet – i alle tilfælde er der ingen europæiske gangere tilbage tiltrods for at gangarten indgår i en række firbenede dyrs naturlige bevægelsesmønster. Således kendes den hos æsler, muldyr og elefanter foruden hos hestene.

En af fotografiets pionerer Edward J. Muggeridge (1830-1904) var født i England, men kom omkring 1850 til U.S.A. hvor han fik en lang karriere som rejsende fotograf, blandt andet ved fotografiske registreringer af militærmål i det fra Rusland erhvervede Alaska. Han er dog mest berømt under sit kunstnernavn Eadweard Muybridge, som den første der ad fotografisk vej analyserede dyr og menneskers bevægelser. Det foregik ved University of Pennsylvania hvor han i 1880’erne lavede over 100.000 optagelser for at aflure naturen dens hemmeligheder. Blandt hans billeder er der en række som viser en bevægelse der på engelsk kaldes amble og som er det samme som gangergang (Fig. 1). En elefant fra Pennsylvania Zoo kunne ved kraftig overtalelse formås til at skyde en fart på 20 km i timen i denne gangart, der er en forlængelse af dyrets naturlige skridt, men med den forskel at hele dyrets vægt skiftevis overtages af et og to ben, mens det i skridt er to og tre ben der bærer vægten.