De første tal

Armringene er som sagt næsten ens; de har form, som billedet viser. Den femkantede, massive bronzestang er udvendig prydet med simple streg- og fiskebensmønstre. På den glatte inderside har den nogle indridsede streger, og det er dem, der i denne omgang interesserer os. Ringe af denne type forekommer ellers ikke i Danmark og er i det hele taget sjældne. Deres hjemsted ligger i Mellemtyskland, og derfra er de i begrænset antal blevet spredt over de tilgrænsende egne af Europa. Når de findes, er der så godt som altid flere sammen; men antallet af ringe varierer fra fund til fund. Ringene i et sådant samlet fund er i reglen næsten ens. Et af disse sæt er altså havnet på Møen. I den del af yngre bronzealder, som ringene tilhører, synes denne lille ø at have været en vigtig mellemstation for Danmarks handel med landene mod syd.

Da ringene blev fundet, skænkede man ikke de omtalte streger på indersiden særlig interesse. Først for nylig er man blevet opmærksom på, at stregerne ikke blot forekommer på de danske ringe, men at de i det hele taget hører denne type af armringe til. På en hastig rejse til museer i Mellemeuropa kunne mærkerne iagttages på armringe fra Tyskland og Schweiz, Østrig og Ungarn og desuden kendes fænomenet i hvert fald også fra England. Foreløbig er vi oppe på 24 fund, men sikkert findes mange flere upåagtede i museer over det meste af Europa. Antallet af streger er stærkt varierende (fra 1 til 24), og det er karakteristisk, at ringene inden for samme fund i reglen har hver sit stregantal.

At stregerne skulle være en del af ringenes udsmykning, kan man vist se bort fra, for indersiden var jo ikke synlig, når ringene blev båret på armen (eller ankelen). Det umiddelbare indtryk er, at stregerne er en slags primitive tal – med andre ord, at ringene er nummereret inden for de enkelte sæt. Når der så godt som altid er huller i disse nummerrækker, kan det skyldes, at sættene ikke længere er fuldstændige, og når dobbeltnummerering undertiden forekommer, kan det være, fordi flere sæt er blandet sammen. Man må nemlig regne med, at ringene har haft en – måske endda betydelig – levetid, før de endte i jorden, og mangt og meget har kunnet ske.

Hvis man godtager denne forklaring, melder der sig straks et spørgsmål: Til glæde for hvem er ringene nummereret? Er det sket for fremstillerens, mellemhandlerens eller køberens skyld? Den førstnævnte mulighed kan vistnok udelukkes. Havde bronzestøberen haft brug for mærker, ville han sikkert have taget dem med ved støbningen. Det havde været lettere end at ridse dem ind i den færdige ring. I visse redskabsformer fra bronzealderen findes der faktisk indstøbte mærker, som kan have hjulpet mesteren til at holde rede på sit lager; men de er af en anden og mere kompliceret form end de simple stregtegn på ringene.