De eksklusive perler

I en jernaldergrav på Bornholm dukkede der i slutningen af 1800-tallet en perlerække af importerede glasperler op. Et studie af de gamle perler har givet indsigt i, hvordan perlerne var blevet fremstillet.

Af Torben Sode og Ulla Lund Hansen

Billede

Fotos: Torben Sode.

Med sin placering i den sydlige del af Østersøen har Bornholm gennem oldtiden haft en central placering og en gunstig beliggenhed med direkte handelsforbindelser til hele Østersøområdet, det øvrige Danmark og vestlige Europa, ligesom man via de østeuropæiske og russiske floder havde forbindelser til blandt andet Det Kaspiske Hav, Sortehavet og Den Nære Orient.
Hele vejen rundt om Bornholm findes der et stort antal naturhavne, hvorfra man altid, på trods af vind og vejr, har kunne anløbe eller sejle fra øen. Disse gunstige geografiske forhold har haft en væsentlig betydning for øens bosættelser,­ handel og forsvar. Med Romerrigets vidt forgrenede handelsforbindelser blev romerske smykker, glas og perler transporteret fra de romerske værksteder, i mange tilfælde fra syrisk/ægyptiske områder, til Bornholm og Østersøområdet, ligesom der mellem det sydlige Skandinavien og Romerriget har været en betydelig handel med bl.a. rav, skind og slaver.
Det er netop denne handel mellem Østersøområdet og det sydlige Europa, vi finder spor efter på flere kystnære bornholmske bopladser fra romersk jernalder.

Skalk 2024:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl