Davids våben

Slyngen bestod af en kraftig læderlap, omkring 10 cm lang og knap så bred. i enderne var fastgjort lange snore, den ene med en løkke til pegefingeren, den anden med en knude til at holde mellem tommelog pegefinger. Midt i lappen var klippet et lille hul beregnet som leje for kasteskytset, der altså skulle være lidt større end hullet. Som regel benyttedes en sten, den blev lagt til rette i lappen, og nu svingedes slyngen rundt tre-fire gange for at få tilstrækkelig fart. Kunsten bestod i at slippe knuden i rette øjeblik. Kast på et par hundrede meter klaredes med almindelige småsten, mens 300 meter eller mere krævede glatte, runde eksemplarer, som gav mindre luftmodstand. Stranden eller bækken bød de bedste muligheder for at fylde lommerne eller stenposen.

En simplere form for slynge var en kæp, kløvet i den ene ende. En sten pressedes ind i revnen og kunne nu, ved et rask sving med armen, kastes langt bort. Fra billeder og beskrivelser ved vi, at der tidligere har eksisteret en kombination af de to typer; den kendes blandt andet fra kalkmalerier af netop David og Goliath. Løkken er her lagt om staven, lige under kløften, mens knudeenden er kilet fast i splitten.

Ved en by-udgravning for få år siden i Randers, på hjørnet af Vestergrave og Apotekerstræde, fandtes blandt meget andet en skindlap, der givet har hørt til en stenslynge. Den er skåret nogenlunde i firkant, knap 10 cm på længste led, med glat yderside og ru inderside. Midt på er der et hul og i to af hjørnerne mindre huller, det ene revet itu, det andet endnu med en stump skindsnor tilbundet. Slyngen adskiller sig ikke væsentligt fra min barndoms legetøj, men er adskillige generationer ældre. Den blev opgravet mere end tre meter under overfladen i et lag, der gennem andre fund, således sko, er dateret omkring 1300-tallet (fig. 1).