Danske lov 1241

I marts 1241 havde den gamle og da stærkt svækkede konge, Valdemar Sejr, indkaldt til et usædvanligt rigsmøde på Vordingborg, den ene af sine foretrukne residenser. Formålet var at udstede en lov som afslutningen på hans regeringsindsats. Til stede var kongens tre sønner, kong Erik (Plovpenning, som var blevet faderens medkonge i 1231), hertug Abel af Slesvig og junker Christoffer, foruden ærkebiskop Uffe af Lund og bisperne Niels af Roskilde, Iver af Odense, Peder af Århus, Gunner af Ribe, Gunner af Viborg, Jens af Vendsyssel og Jens af Slesvig samt »alle de bedste mænd, der var i hans rige«, dvs. fyrster og stormænd. De gav alle deres samtykke til lovens udstedelse i form af en lovbog, som kongen forinden havde ladet »skrive« på dansk, som det hedder i fortalen (se bladets bagside). Det fremgår ligeledes, at efter denne lov skal landet dømmes og styres, loven skal gælde for alle, og den er ikke skrevet til nogens særlige fordel, men »efter alle deres tarv, som bor i landet«. Og den lov, »som kongen giver og landet vedtager«, kan heller ikke ændres eller ophæves »uden landets vilje, med mindre den åbenbart strider imod Guds ord«.

Af Erland Kolding Nielsen