Danske lov 1241

Med denne lov kulminerede Valdemar Sejrs indenrigspolitiske indsats. Som det første af Nordens riger havde Danmark fået en samlet landsdækkende lov, dvs. en »rigslov«, der i tre bøger omfattede alle de retsområder, man dengang fandt nødvendigt at regulere, rækkende fra arve- og familieret over ejendoms-, proces- og strafferet til ledings- og landbrugsret, alt sammen afspejlende datidens samfund.

Indtil 1977 har man troet, at loven kun var overleveret i håndskrifter fra efter 1300, hvoraf der er bevaret 14, som afskrifter enten af ældre afskrifter eller af originalen, som man har anset for at være gået tabt i middelalderen. »Fundet« eller rettere omdateringen af et 1200-tals håndskrift, med to andre aktstykker indskrevet på en særlig måde heri, har imidlertid ændret grundlaget for vor forståelse af loven. Det er denne artikels tese, at dette håndskrift Codex holmiensis C 37 er betydeligt ældre end 1276, og at det bedømt ud fra sin oprindelse og funktion er opstået og skal forstås i en rigshistorisk sammenhæng, der – sammen med tidligere og nye iagttagelser – godtgør, at Valdemar Sejrs lov af 10. marts 1241 blev udstedt som en lov for hele riget, ikke som en provinslov for Jylland-Fyn.

Under de politiske magtkampe mellem kongemagt, fyrster og adel, samt mellem kongen og kirken frem til efter 1300 blev lovens gyldighed langsomt indskrænket, men et væsentligt aspekt af den politiske kamp under kongerne Erik Plovpenning (1241-50), Christoffer (1252-59), dennes enke Margrethe Sambiria (Sprænghest) og søn Erik Klipping (1259-86) og Erik Menved (1286-1319) var kongemagtens forsøg på at hævde rigslovens – »gamle kong Valdemars loves« – gyldighed for hele riget. Grundlaget herfor er en række håndskrifttekniske iagttagelser, som hidtil har været delvist overset.