Danmarks Riges Losseplads

Men bedst som disse udrømningslag forsvinder, dukker der nye op, blot i en hel anden arkæologisk sammenhæng. Hvem skulle tro, at der findes udrømningslag rundt om hele Roskilde Domkirke, kongeslægtens ærværdige gravkirke? At det er tilfældet, har Roskilde Museums udgravninger i området vist ved flere lejligheder.

Der har været kirkegård omkring domkirken indtil forrige århundrede, så det man først og fremmest støder på, når der graves i området, er de gamle Roskildebor- gere. Men dertil kommer en ikke ringe mængde fund, som vidner om livet i og om katedralen i de næsten 1000 år, der er forløbet siden dens grundlæggelse. Nogle småsager kan være tabt af forbipasserende, men andre må stamme fra kirken; de er blevet kasseret og nedgravet, eller måske blot henkastet, på eller ved kirkegården af mennesker, der ikke var plaget af pietetsfølelse. Der er rømmet ud fra domkirken, som man mente, det var sket fra jættestuerne - ja i nogle tilfælde endda på helt samme måde. Man har faktisk nu og da smidt gamle begravelser ud for at gøre plads til nye. (Fig. 1)

Ved en givtig udgravning syd for domkirkens kor i 1990 tiltrak et lille stykke forgyldt bronze med skrifttegn sig opmærksomheden. Ved nærmere eftersyn mente man at se et hjørne af stiftets våben med de to nøgler, og stykket kunne nu bestemmes som en seglstampe, et signet, der har tilhørt bisp Oluf, som beklædte sit høje embede i årene 1301-1320, altså under Erik Menveds senere regering. Hvordan signetstumpen er havnet på Domkirkepladsen, kan faktisk forklares temmelig nøje: På sydsiden af katedralen lod Oluf i 1310 opføre et kapel, og her fandt han senere sit sidste hvilested. Som skik var, har han fået sit signet med i graven, men i sønderbrudt tilstand, så man var helt sikker på, det ikke blev misbrugt af andre. I middelalderen brugte man at besegle breve og dokumenter, præcis som vi i dag skriver under, når noget skal have retsgyldighed. Seglet selv bestod af en voksklump ophængt i en silkesnor eller en pergamentstrimmel under brevet.

Bispen hvilede fredeligt i sin grav til 1774, hvor Frederik 5. lod kapellet nedrive for at give plads til et nyt og større kapel, det som i dag benævnes med kongens navn. Olufs jordiske rester er måske blevet genbegravet et sted, men seglstampen er havnet i jorden ved foden af domkirken. (Fig. 2)

Som det gik bisp Oluf, er det gået medlemmer af de kongelige familier; det viser et fund fra 1992. Museet havde foranstaltet en undersøgelse med metaldetektor i Provstevænget, den fredede mark, som på næsten mirakuløs vis i dag ligger ubebygget nord for domkirken mod fjorden; den ejes af domprovsteembedet og er altså en del af domkirkens besiddelser. En dygtig amatørarkæolog fandt her en lille stump af et oprindeligt stort signet, så stort, at det påkaldte særlig opmærksomhed. Det viste sig hurtigt at kunne bestemmes som tilhørende hertug Christoffer, Valdemar Atterdags søn og arving til tronen.

Signetstumpens del af omskriften er ganske kort: S’CRISTOFOR, men på bevarede seglaftryk kan man læse den i sin helhed: S’CRISTOFORI: (HEREDI)S: REGNI : DACIE : ET : DUCIS : LALANDIE, hvilket oversat betyder: Christoffers segl, arving til Danmarks rige og hertug af Lolland. Indrammet ses tillige rigsvåbenets tre løver.

Også i dette tilfælde er signetet altså blevet brudt; det fremgår tydeligt, at det er sket ved et slag i centrum. Det fundne stykke udgør omkring en fjerdedel af den oprindelige seglstampe. På bagsiden findes et greb med et øje, hvori kan anes rustspor, formentlig fra en kæde til ophængning. Man bragte altid sit signet med sig - forsvarligt sikret med en kæde. (Fig. 3, fig. 4)

Christoffer blev aldrig konge, han døde i 1363 af sygdom, kun ca 22 år gammel. I stedet blev det søsteren Margrethe, der kom til at regere efter faderen. Kong Valdemar bestemte, at sønnen skulle gravlægges i Roskilde Domkirke - sikkert en overraskelse for samtiden, eftersom det var flere hundrede år siden, en kongelig person sidst var bisat her. Med Christoffer blev domkirken således atter kongelig gravkirke og har stort set været det siden. (Fig. 5, fig. 6)

Hertugens rekonstruerede gravfigur af alabast kan stadig beundres i domkirken og må regnes blandt dens mest interessante mindesmærker. I flere århundreder blev den opbevaret i en trækiste, adskilt i mange dele, hvilket gav anledning til den pudsige misforståelse, at figuren skulle forestille dronning Margrethes søn, som var blevet dræbt og lemlæstet i krig med svenskerne og således blev returneret til sin mor (Margrethe havde ganske rigtigt en søn, som døde tidligt, men under mindre dramatiske omstændigheder). Også Christoffers grav blev sløjfet, nøjagtigt hvornår vides ikke, men det kan senest være sket 1689-94 i forbindelse med indretningen af Kongebørnenes Krypt på dens sted. Atter fandt der en udrømning sted, knoglerne er vel blevet genbegravet, mens det øvrige materiale, heriblandt seglstampen, er smidt på en trillebør og kørt ud i vænget, der herefter må have status som rigets fornemste losseplads. I middelalderen rummede området et af byens fineste kvarterer. Roskilde Museum følger nu det heldige fund op med en større udgravning.

Reformationen, den store kirkeomvæltning 1536, har utvivlsomt sat gang i udrømningen; meget af den katolske udsmykning fik ganske vist lov at bestå, men der var adskilligt, som ikke længere kunne accepteres. Helgendyrkelsen var ophørt, de fornemme skrin med relikvier havde mistet deres funktion, bøger og breve med papistisk indhold kasseredes.

En samling benplader med fine, stedvis gennembrudte, cirkel- og buemønstre kom for dagen ved en gravning på Domkirkepladsen ud for apsis; de har utvivlsomt hørt til et helgenskrin fra 1100-årene. Selve skrinet var vel af træ, og herpå har benpladerne været fæstnet, sikkert med et mellemliggende stykke metalfolie, som har glimtet gennem hullerne. En samling meget lignende benplader, sandsynligvis fra et skrin af husformet type, blev for nogle år siden fundet på en bakke vest for Roskilde (se Skalk 1987:1). Ligheden mellem de to fund er så stor, at man næsten må antage, de er udgået fra samme værksted.

Sammesteds på Domkirkepladsen er fundet et segl, en såkaldt bulle, fra et paveligt brev. Betydningsfulde breve dengang var, som vi har hørt, forsynet med vokssegl, men det gjaldt ikke, når brevskriveren var romerkirkens overhoved, så var seglet af metal, som oftest bly; selve brevet var dog stadig på pergament. I kølvandet på reformationen har man sikkert ryddet op i domkapitlets arkiv, som opbevaredes i det stadig eksisterende Kapitelhus, en tilbygning til domkirkens kor ganske nær det sted, hvor bullen blev fundet. Et pavebrev har ikke længere været aktuelt, pergamentet kunne bruges til andre ting, for eksempel bogbind, så det er antagelig lagt til side, men bullen er klippet af og kasseret. I dette tilfælde er der altså ikke tale om et signet, men om selve seglet, og der har ikke været nogen anledning til at slå det i stykker. Det er på den ene side forsynet med billeder af apostlene Peter og Paulus, mens den anden bærer en indskrift: URBANUS PP VI; Urban 6. var pave 1378-89. Brevets indhold kan vi i dag kun gisne om. (Fig. 7)

Det samme må siges om en bog, hvis fornemt udførte og med dragehoved prydede spænde også er dukket op på Domkirkepladsen, næppe tabt ved et uheld, snarere brutalt kasseret. Helgenskrin, pavebrev, middelalderbog, om dem alle gælder, at indholdet ikke mere havde interesse, ja måske ligefrem vakte anstød. Behandlingen blev derefter.

Man kunne blive ved. Reformationen var et hårdt slag for Roskilde by og i særdeleshed for domkirken, der måtte opgive sin status som stiftskirke til fordel for Frue Kirke i København og afstå mange af sine skatte til kongen. Christian 3. var en økonomisk mand, de pragtfulde kunstgenstande var for ham først og fremmest et spørgsmål om penge. Da Roskildekannikerne i 1538 bad om i det mindste at få billedet af kirkens værnehelgen Skt Lucius tilbage, foreslog den tyske reformator Bugenhagen majestæten, at han i stedet skulle tilbyde dem et læs brænde. Meget er i disse år endt i kongens smeltedigel og på kirkens losseplads.

Opgøret tog sin tid, men efterhånden lagde bølgerne sig dog, og man skulle tro, at pietetsfølelsen så småt var blomstret frem igen. Paradoksalt er det derfor, at et af de hårdeste anslag mod domkirkens inventar blev rettet så sent som 1806 ved en skandaløs auktion, hvor blandt meget andet også kirkens pragtfulde korbuekrucifiks blev bortsolgt - netop til brænde (se Skalk 1981:5). Det blev det absolutte lavpunkt, hvorfra det kun kunne gå fremad. I dag er domkirkeområdet en fredfyldt oase i byen, men graver man, dukker der sager op, som vidner om fortidens synder. (Fig. 8)