Danmarks første selvportræt
Meget ændrede sig med Martin Luthers revolutionære ideer, hvis 500-års jubilæum fejres i år. Reformationen forvandlede Danmark til en periferi i et nordtysk randområde af Europa. Før Reformationen havde det danske rige ellers haft en livlig kontakt med det øvrige Europa. Mange danskere drog i Middelalderen ud at studere ved Europas store universiteter – en trafik, der efter Reformationen næsten helt blev begrænset til studier ved rettroende lutherske læreanstalter i Nordtyskland, særligt universitetet i Wittenberg. Få år før, omkring 1500, var alt derimod anderledes for den lille, spirende klasse af danske lærde og renæssancehumanister: udsynet var videre, udlandsrejserne længere.
Af Ittai Gradel
Den danske humanist og teolog Christiern Pedersen (c. 1480-1554) opsummerer i egen person udviklingen. Som ung studerede han i Paris, hvor han udgav adskillige bøger, deraf flere på dansk. Sidenhen blev han grebet af den lutherske lære og vendte efter mange år i landflygtighed – forårsaget af hans støtte til den i 1523 afsatte Christian 2. – tilbage til Danmark. Her leverede han et afgørende bidrag til den første oversættelse af Bibelen til dansk – den såkaldte Christian 3.’s Bibel, der udkom i 1550 – og endte sine dage på aftægt i præstegården i Helsinge.
Blandt Christiern Pedersens udgivelser i de år, han opholdt sig ved universitetet i Paris, er den berømteste nok hans udgave fra 1514 af Saxo Grammaticus (se Skalk 2006:2). Saxos latin var kunstlet, knudret, lærd og meget vanskeligt; han var ikke meget læst middelalderen igennem, og o. 1500 fandtes der kun ganske få håndskrifter af hans tekst.
Christiern Pedersen beskriver selv i forordet til udgaven, hvilke store vanskeligheder han måtte overvinde, før han med hjælp fra gode danske mænd fik adgang til et komplet manuskript. Det var imidlertid fast praksis ved den første trykning af nyopdagede, antikke tekster at understrege, hvor vanskeligt det havde været at skaffe tekstmanuskriptet, at omtale dets ælde og dårlige stand, at det var dækket af støv, halvt fortæret af orme osv. Alt sammen genretræk i sådanne forord, der skulle understrege bedriften ved at grave den glorværdige græsk-romerske oldtids skønne skrifter frem af den barbariske middelalders forsømmelse og glemsel.
Således spiller Christiern Pedersen i sin beretning om kampen for at skaffe et Saxo-manuskript klart på forestillingen om Saxo som udtryk for en glorværdig fortid, der ved udgivelsen kan vækkes til live igen. Samme tankegang lå såmænd bag Saxos egen brug af den hedenske fortids litterære latin snarere end sin samtids mere enkle munkelatin.
Christiern Pedersens Saxo-udgave kan siges at have reddet Saxos tekst, for alle manuskripter af Saxo gik sidenhen tabt, og i dag kendes der bare ganske enkelte fragmenter, alle kun bevaret, fordi de sidenhen blev genanvendt som bogbindsmateriale. Og alle senere Saxo-udgaver bygger derfor stort set udelukkende på Christiern Pedersen-teksten fra 1514.
Udgave: Skalk 2017:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
