Danmarks billedsten

Under restaureringsarbejde blev man opmærksom på billedet, stenen blev taget ud, og den er nu opstillet i kirkens våbenhus. Ristningen i den ene sideflade står ret tydeligt, men noget er gået tabt ved afskalning, og en mindre del er antagelig borthugget, da stenen blev omformet for at tjenliggøres som bygningssten. Hvad billedet forestiller, er der ingen tvivl om. Det illustrerer en gudemyte, som vi kender meget vel, således fra Snorres Edda, nedskrevet i begyndelsen af 1200-årene:

»Thor gik ud fra Midgård i skikkelse af en ung dreng og kom en dag henimod aften til en jætte, der hed Hymer. Der blev han om natten. Ved daggry stod Hymer op og gjorde sig rede til at ro ud på søen for at fiske«. Thor vil med, men jætten advarer ham; han kunne let komme til at fryse. Det bryder Thor sig ikke om. Han vrider hovedet af jættens største tyr, Himmelbrøleren, for at bruge det som madding. Så ror de ud, og Thor ror meget længere, end jætten har tænkt sig, helt der ud, hvor Midgårdsormen holder til. Da er Hymer ikke vel tilmode.

Så satte Thor oksehovedet på krogen og kastede det over bord, og krogen gik til bunds. Midgårdsortneti gabede over oksehovedet, men krogen tog i ganen på den, og da den mærkede det, rykkede den så kraftigt til, at begge Thors næver hamrede mod rælingen. Da blev Thor vred, han tog sin asastyrke på og stemmede sådan imod, at begge fødder gik gennem båden, og han kom til at stå på havbunden. Så drog han ormen op til rælingen, og det må man sige, at ingen har set rædsommere syn, end da Thor borede sine øjne i ormen, som nedefra nidstirrede ham og spyede edder«. Da blegner jætten, han griber agnkniven og hugger Thors snøre over, så at ormen synker tilbage i havet. Den spøg betaler Thor med en vældig lussing, men hammeren, som han har i hånden, kaster han efter ormen uden at kunne se, om den rammer. ‘Jeg tror nu’, siger Snorre, ‘at Midgårdsormen lever endnu og ligger i verdenshavet’.«

Dette er jo alle tiders lystfiskerhistorie, og billedet viser selve det dramatiske højdepunkt. Af den skamferede orm ses en vældig bugtning. Thors snøre står spændt, og hans fod er gået gennem båden, men jætten forbereder sit lumske anslag. Ristningen er sikkert fra vikingetid. Nok er den fundet i en kirke, men man må alvorligt tvivle på, at kunstneren har hørt til menigheden.