Danmark og piratstaten

Middelhavets lange kyststrækninger med klippefulde indskæringer åbnede imidlertid et erhverv for dem, som blev ikke så lidt indbringende: De slog sig i stedse stigende grad på sørøveri. Det gik hårdt ud over europæisk skibsfart i Middelhavet. Intet handelsskib kunne efter at have passeret Gibraltarstrædet føle sig sikker for de mange piratskibe, der lurede i farvandet.

Også Danmarks søhandel blev alvorligt ramt af pirateriet. Vore skibe blev gang på gang kapret og slæbt ind til en afrikansk havn, hvor ladningen blev plyndret og mandskab og eventuelle passagerer solgt på slavemarkeder. Den danske krigsflåde var dengang betydelig, men alligevel magtede vi ikke i så fjernt et farvand at gennemføre konvojering i tilstrækkeligt omfang til at sikre forbindelsen gennem Middelhavet.

Enkelte af de tilfangetagne slap for slaveri eller fangenskab ved at lade sig omskære, hvorefter de kunne optages i det muhamedanske samfund, men det var naturligvis undtagelser, hovedparten ville trods denne fristende udvej ikke afsværge deres kristne tro. Også kvinder havnede i fangenskab hos barbareskerne, som let fandt afsætning for dem i muhamedanske haremer.

Piraterne blev efterhånden så dristige, at de vovede sig ud i Atlanterhavet for at kapre skibe. Enkelte gik så vidt, at de endog på vikingemanér gjorde strandhugst på de nordatlantiske kyster for at tage fanger af civilbefolkningen. En rapport fra Island 1627 fortæller, at 300 mennesker er blevet opbragt af »corsarer«, og to år efter skal 30 kvinder være bortført fra Færøerne.

Med 1700-tallets stigende danske søhandel i Middelhavet (den florissante periode) var problemet blevet så stort og ømtåleligt, at den danske stat måtte tage sig af det. 1715 oprettede Frederik 4. den såkaldte »Sclave casse«, et fond, hvis midler skulle anvendes til at frikøbe de undersåtter, der faldt i sørøvernes hænder. Hovedparten af pengene fik man gennem kollekt i kirkerne.

Skønt der hvert år indkom en betydelig sum gennem denne landsindsamling, kneb det med at få alle tilfangetagne købt fri af slavelænkerne. Ganske vist kan direktionen for slavekassen i 1736 meddele kongen, at »Gud haver og således velsignet dette gode værk, at hidindtil ere blevne løste et hundrede tresindstyve og tre mennesker, så at nu ej befinder sig til Algier en eneste slave af Deres kongelige Majestæts undersåtter«, men det fremgår alligevel af hele indberetningen, at man ikke i længden tror sig i stand til at løskøbe alle, der ville falde i fangenskab. Eftersom piraterne kom under vejr med, at den danske stat stod med skillingerne parat, steg nemlig frikøbsprisen konjunkturagtigt. (Slavekassen havde 1736 i gennemsnit måttet betale omtrent 1000 rigsdaler for hver fange, hvilket dengang var mange penge). Direktionen så derfor ingen anden udvej, end at bede kongen om at søge en ordning ligesom Sverige, der i 1731 havde afsluttet en fordelagtig traktat med Algier, den værste af sørøverstaterne.

Efter flere års forhandlinger lykkedes det 1746 at få en overenskomst i stand med dejen af Algier, som herefter garanterede, at hans korsarer ville respektere dansk flag i alle farvande (Fig. 2). Det blev lovet, at danske statsborgere ikke ville blive solgt eller mishandlet i Algier, og danske skibe fik endog lov til at anløbe algierske havne mod at betale en beskeden told af ladningens værdi. For at undgå flere strandhugster var den danske regering klog og heldig nok til at få indføjet en bestemmelse om, at algierske krigsskibe ikke måtte nærme sig det danske monarkis kyster. De kontraherende parter skulle i det hele taget leve i »evig fred og venskab« og deres skibe »ej forulempe hverandre«. Det er i korthed indholdet af traktatens 22 punkter.

Men dejen af Algier tog sig sin venlighed godt og varigt betalt. I anledning af freden skulle kongen af Danmark give en klækkelig »present«: 40 kanoner, 4000 bomber, 100 centner krudt, 800 kugler, 50 mastetræer, 40 kabeltove, 2000 ege- og fyrre-planker med mere, i alt til en værdi af 58.000 rigsdaler (Fig. 3). Og ikke nok hermed: Danmark skulle hvert år levere halvdelen af nævnte éngangsgave til fyrsten i Algier.

Det var dyre sørøverpenge for den danske statskasse, men de var nødvendige for at holde dansk søhandel nogenlunde skadesløs for algiernes statsdrevne pirateri.

Med forholdet til Algier gik det herefter stort set tåleligt i en årrække. Danske skibe, der skulle gennem det farlige sørøvervand, fik i København udstedt et »fripas«, og når de blev prajet af sørøverne, slap de - bortset fra enkelte »misforståelser« - for at lide overlast. Et dansk konsulat blev oprettet i Algier og en attaché anbragt i Marseille. Takket være flittig brug af denne varme linje mellem sørøverdejen og den danske konge lykkedes det med megen diplomatisk behændighed at undgå større sammenstød. Men hvert år måtte et skib afgå fra København med den i traktaten fastsatte present til dejen. Samme herre var meget nøjeregnende med hensyn til gavens kvalitet. Et år måtte man give erstatning, fordi han ikke fandt de leverede kanonkugler »runde nok«(!), og da det danske skib i 1748 forliste med alle de gode sager, skyndte man sig at meddele dejen, at han næste år ville få dobbelt portion.

Alt gik nogenlunde, indtil en ny dej i 1766 besteg den algierske trone. Det var blevet god skik ved hvert regentskifte at give ekstra-gaver (og i øvrigt ikke blot til Algier, men også til Tunis, Tripolis og Marokko, som Danmark i 1752-53 havde sluttet tilsvarende traktater med). Det var især i form af guldure og guldtobaksdåser - en strøm af sådanne gik i årenes løb til barbareskerne for godt venskabs skyld! I det nævnte tilfælde havde den danske konsul skyndt sig at opfylde den traditionelle forpligtelse.

Men mer vil ha' mer, den nye dej forlangte yderligere en særlig tribut til sin gode marine, der forståelig nok længtes efter forgangne tiders lystigere fribytteri. Den danske regering gav godvilligt juveler til en værdi af 6882 rigsdaler i håb om at få stillet ham tilfreds, men dejens mund var en gøgeunges. 1769 var han der igen med fordring om ekstra present, en anselig sum at udbetale inden tre måneder. Det var dog for galt. Konsulen i Algier fik besked om at meddele dejen den danske konges misfornøjelse med, at han imod traktatens bestemmelser vedblev at komme med nye forlangender (Fig. 4).

Det skete, men dejen var ikke til sinds at modtage nogen dansk »næse«. Han svarede igen med at beskylde Danmark for brud på traktaten ved hemmeligt at udstede fripas til hamburgske skibe og lade dem sejle gennem hans farvande under dansk flag. Kort tid efter erklærede han uden yderligere kommentarer Danmark krig!

Den danske regering - hvis udenrigspolitik på den tid lededes af J. H. E. Bernstorff - besluttede at sætte hårdt mod hårdt. Dejen skulle få at mærke, at de danske kanonkugler var runde nok! En flådeeskadre bestående af fire linjeskibe, to fregatter, to bombarderfartøjer samt ét troppetransportskib, i alt med en besætning på 2168 matroser og 516 marinesoldater og med en skudstyrke på 361 kanoner, blev gjort kampklar (Fig. 5, Fig. 6). Til chef for eskadren udnævntes kontreadmiral F. C. Kaas, der var fortrolig med farvandet i Middelhavet. Regeringens instruks lød på, at han skulle »fare med lempe« og ved forhandling søge at opnå fred og udlevering af de skibe og mandskaber, som var opbragt efter fredsbruddet. Hvis dejen ikke ved synet af det imposante opbud af dansk flådemagt kunne bringes på talefod, skulle man dog skride til bombardement af byen Algier.

Men den genstridige dej fik ufortjent hjælp af destruktive kræfter i naturen. Da den stolte danske flåde 1770 stod ud fra København, måtte den efterlade 80 mand af besætningen, de var blevet indlagt på Søkvæsthuset lidende af, hvad man kaldte »forrådnelsesfeber« - en slags tyfus. Smitten skal være kommet fra et i Østersøen opankret russisk krigsskib, som havde fået tilført frisk drikkevand fra et af de danske fartøjer.

Det viste sig snart, at man ikke som håbet kunne sejle fra den udbrudte epidemi. Inden flåden var nået til Cádiz, havde man måttet overføre så mange syge til et medfølgende hospitalsskib, at dette ikke længere var i stand til at modtage flere. Hvert skib måtte herefter klare sig selv.

Hospitalsskibet blev så overlæsset med dødssyge mennesker, at linjeskibet Sophia Magdalene måtte tage det på slæb, og herfra kunne man »ved førende vind kjende en rådden og skiden stank«. Som et uhyggeligt varsel om ulykkelig udgang på flådetogtet observeredes en morgen en drivende ligkiste. Det var skibspræsten på hospitalsskibet, man havde kommet »for lidet sten i hans kiste«. - Disse og andre oplysninger har vi fra Hugo Hiorthøy, en anden af eskadrens præster, som overlevede togtet.

Efterhånden bredte epidemien sig til alle skibene og skabte kaotiske tilstande. De syge fyldte lukaferne, og man måtte til sidst anbringe dem på dækket, hvor de lå nødtørftigt tildækkede med sejl. Pleje og lægehjælp blev der ikke meget af, skibslægerne stod magtesløse, de var nemlig ikke læger i egentlig forstand, men bartskærere, som kun havde fuskeragtige medicinske kundskaber. Situationen tilspidsedes ved, at der efterhånden opstod mangel på vand. Den smule, man havde tilbage, var - hvad man kaldte - råddent. Intet under, at de i forvejen dårlige hygiejniske tilstande forværredes i uhyggelig grad. Hiorthøy fortæller i sin journal, at hans præstekjole var over- broderet med lus, når han kom op fra de syge!

Sådan var den danske flådes tilstand, da den efter to måneders sejlads nåede frem til Algier for at løse en vanskelig militærpolitisk opgave. Det hvide flag blev hejst på admiralens skib, men det kom kun til korte skinforhandlinger. Dejen følte sig i sikkerhed bag sin fæstnings solide mure, og da et 24 timers ultimatum forblev ubesvaret, måtte den danske admiral for at hævde flådens prestige give ordre til angreb.

Det blev det længste søslag i den danske marines historie. I ti dage bølgede kampen frem og tilbage. Endog om natten blev der kæmpet. Et utal af nervepirrende situationer opstod, især når de hurtige algierske galioter forsøgte at entre de danske skibe.

Disse søgte at nærme sig kysten, så meget som vind og farvand tillod, for at få åbnet et regulært bombardement af byen (Fig. 7, Fig. 8). Den oprindelige plan var at gøre landgang, man havde jo tropper om bord til samme formål, men det måtte opgives på grund af sygdommen blandt mandskabet, og forsøget på at bombe Algier sønder og sammen faldt også uheldigt ud. Kun en enkelt gang lykkedes det at komme byen på skudhold, og da blev »den ganske nat som et fyrværkeri« og »vores velstillede bomber« dalede ned over Algiers hustage. Desværre uden synderlig virkning, bomberne udløste ingen eksplosioner, man »blev kun én var, som gav lys, da den creperede«.

Da vejrforholdene ikke var gunstige for nye angreb, og de dristige sørøvergalejer blev mere og mere nærgående, måtte admiralen for ikke at risikere den helt store katastrofe give ordre til hjemsejlads. En del skibe blev dog efterladt til senere brug.

Det blev en lang og trist hjemtur. Hver dag var der dødsfald om bord på skibene, som måtte søge ind til havne i Spanien og Portugal for at få landsat de mange syge. Tilbagerejsen blev derved forsinket. Skibene nåede, spredt fra hinanden, ikke hjem før i løbet af foråret 1771, de sidste så sent som i juni, næsten et helt år efter afsejlingen. Togtet var i enhver henseende mislykket. Man havde kæmpet en forbitret kamp mod sørøvere udenbords og epidemi indenbords.

Fiaskoen var indlysende, men en fortsættelse fulgte, og den blev ikke uden indflydelse på det politiske forhold mellem Danmark og sørøverstaten. I efteråret 1771 sendte regeringen nye krigsskibe til den del af eskadren, der var blevet tilbage i Middelhavet. Denne gang undgik man militær konfrontation og foretog i stedet en effektiv blokade af byens havn, en klog taktik, der gav resultater. Dejen blev efterhånden forhandlingsvenlig, omend det tog sin tid. 1772 sluttedes en ny fredstraktat med tilsvarende aftaler som i 1746. Herefter afgik påny hvert år et dansk skib med presenter. Det gik ikke uden de sædvanlige trakasserier og kriser, men stort set sikredes igen dansk skibsfart mod overfald af algierske pirater.

Alt blev ved det gamle, men hjemme i Danmark fik affæren et efterspil (Fig. 9). Den nye magthaver Struensee ønskede nye mænd på rigets ledende poster. Han prøvede at få Bernstorff gjort ansvarlig for det uheldige flådetogt 1770. Det mislykkedes, men den gamle statsmand blev nu fyret alligevel.

Som allerede berørt drev også Algiers nabostater, Marokko, Tunis og Tripolis, sørøveri mod skibsfarten i Middelhavet, men den danske regering havde opnået tilsvarende traktater, så at de mod passende ydelser lod vore handelsskibe i fred. Også her kneb det dog med aftalernes overholdelse, og Danmark måtte flere gange - ligesom i det algierske tilfælde - sende flådeeskadrer til Middelhavet for at håndhæve sin ret, når naturen gik over optugtelsen.

Algier var og blev dog hovedfjenden. Den ejendommelige kontrakt bestod helt til 1830, hvor Frankrig - under påskud af, at dejen havde fornærmet den franske konsul og dermed den franske nation ved at slå ham i panden med sin vifte - erobrede landet. Det satte den endelige stopper for pirateriet. Den danske stat kunne indstille de årlige ydelser, men det var ikke småsummer, vi gennem næsten et århundrede havde måttet betale i sørøverskat for at holde vor skibsfart skadefri under sejladsen gennem Middelhavet.

Lit: Museum, 1893 (Hiorthøys dagbog). - C. F. Wandet: Danmark og Barbareskerne. Kbh. 1919.