Danmark og piratstaten

Middelhavets lange kyststrækninger med klippefulde indskæringer åbnede imidlertid et erhverv for dem, som blev ikke så lidt indbringende: De slog sig i stedse stigende grad på sørøveri. Det gik hårdt ud over europæisk skibsfart i Middelhavet. Intet handelsskib kunne efter at have passeret Gibraltarstrædet føle sig sikker for de mange piratskibe, der lurede i farvandet.

Også Danmarks søhandel blev alvorligt ramt af pirateriet. Vore skibe blev gang på gang kapret og slæbt ind til en afrikansk havn, hvor ladningen blev plyndret og mandskab og eventuelle passagerer solgt på slavemarkeder. Den danske krigsflåde var dengang betydelig, men alligevel magtede vi ikke i så fjernt et farvand at gennemføre konvojering i tilstrækkeligt omfang til at sikre forbindelsen gennem Middelhavet.

Enkelte af de tilfangetagne slap for slaveri eller fangenskab ved at lade sig omskære, hvorefter de kunne optages i det muhamedanske samfund, men det var naturligvis undtagelser, hovedparten ville trods denne fristende udvej ikke afsværge deres kristne tro. Også kvinder havnede i fangenskab hos barbareskerne, som let fandt afsætning for dem i muhamedanske haremer.

Piraterne blev efterhånden så dristige, at de vovede sig ud i Atlanterhavet for at kapre skibe. Enkelte gik så vidt, at de endog på vikingemanér gjorde strandhugst på de nordatlantiske kyster for at tage fanger af civilbefolkningen. En rapport fra Island 1627 fortæller, at 300 mennesker er blevet opbragt af »corsarer«, og to år efter skal 30 kvinder være bortført fra Færøerne.

Med 1700-tallets stigende danske søhandel i Middelhavet (den florissante periode) var problemet blevet så stort og ømtåleligt, at den danske stat måtte tage sig af det. 1715 oprettede Frederik 4. den såkaldte »Sclave casse«, et fond, hvis midler skulle anvendes til at frikøbe de undersåtter, der faldt i sørøvernes hænder. Hovedparten af pengene fik man gennem kollekt i kirkerne.

Skønt der hvert år indkom en betydelig sum gennem denne landsindsamling, kneb det med at få alle tilfangetagne købt fri af slavelænkerne. Ganske vist kan direktionen for slavekassen i 1736 meddele kongen, at »Gud haver og således velsignet dette gode værk, at hidindtil ere blevne løste et hundrede tresindstyve og tre mennesker, så at nu ej befinder sig til Algier en eneste slave af Deres kongelige Majestæts undersåtter«, men det fremgår alligevel af hele indberetningen, at man ikke i længden tror sig i stand til at løskøbe alle, der ville falde i fangenskab. Eftersom piraterne kom under vejr med, at den danske stat stod med skillingerne parat, steg nemlig frikøbsprisen konjunkturagtigt. (Slavekassen havde 1736 i gennemsnit måttet betale omtrent 1000 rigsdaler for hver fange, hvilket dengang var mange penge). Direktionen så derfor ingen anden udvej, end at bede kongen om at søge en ordning ligesom Sverige, der i 1731 havde afsluttet en fordelagtig traktat med Algier, den værste af sørøverstaterne.

Efter flere års forhandlinger lykkedes det 1746 at få en overenskomst i stand med dejen af Algier, som herefter garanterede, at hans korsarer ville respektere dansk flag i alle farvande (Fig. 2). Det blev lovet, at danske statsborgere ikke ville blive solgt eller mishandlet i Algier, og danske skibe fik endog lov til at anløbe algierske havne mod at betale en beskeden told af ladningens værdi. For at undgå flere strandhugster var den danske regering klog og heldig nok til at få indføjet en bestemmelse om, at algierske krigsskibe ikke måtte nærme sig det danske monarkis kyster. De kontraherende parter skulle i det hele taget leve i »evig fred og venskab« og deres skibe »ej forulempe hverandre«. Det er i korthed indholdet af traktatens 22 punkter.