Damer til hest

For en dame er det upassende at sidde overskrævs på hesten, som mændene gør. Hun må derfor benytte en særligt konstrueret tværsadel med polstrede »horn«, der skal forhindre, at hun rutscher ned fra den sidelæns stilling. »Det vil være overflødigt at forlange, at damen skulle have begreb om sadlens enkelte dele, stangens forskellige virkning, kindkædens indhængning osv, der alt bliver den medfølgendes pligt at iagttage. Kan derfor damen adskille stang- fra trensetøjlen, er overfladigt bekendt med disses virkning og indflydelse på hesten, ved hun, at sadlen må ligge fast og kender det sted, hvor den skal ligge, da er dette tilstrækkeligt«.

Hesten må være et roligt gemyt, som uden at blive sky kan »tåle damens hat, klæder og anden stads«. Den skal være »let at regere uden at besidde for stor følsomhed for mundstykket, da den som oftest må tåle en urolig og usikker hånd. — Skal damehesten bestiges, da stilles den enten på et noget lavt sted, så at damen fra et højere punkt kan stige op, eller i ridebanen ved trappen, hvilket ej alene letter opstigningen, men er endog anstændigere. — Efter at damen har fattet sine tøjler, sætter hun sin venstre fod ind i stigbøjlen eller tøflen, der af ledsageren holdes hende imøde, griber med sin højre hånd sadlens bageste rand og hæver sig i vejret, gør nu en vending til venstre og sætter sig let ned i sadlen, hvorved nøje må agtes på, at klæderne ej kommer til at ligge i folder. — Ved afstigningen må damen, efter med tøjle og pisk hertil at have gjort de nødvendige forberedelser, skyde sig noget tilbage i sadlen, hæve benet ud af hornene, atter vende sig og gribe med højre hånd i sadlens bageste rand, let stå ned og tage foden ud af bøjlen — (Fig. 1). Herved, så vel som ved opstigningen, må den hosstående kavaler være behjælpelig«.