Dagligliv i Istedgade

Efter at den militære demarkationslinie omkring hovedstaden blev rykket ind til indersiden af Søerne i 1852, blev størstedelen af Vesterbros sidegader anlagt i de følgende 15 år. De fleste gader løb fra Vesterbrogade og ned mod datidens Kalvebod Strand, et bredt strandengsområde, hvor Halmtorvet og Sønder Boulevard ligger i dag, mens Istedgade og Svendsgade blev planlagt som brede parallelgader til Vesterbrogade. Svendsgade nåede dog aldrig længere end til Absalonsgade og blev dermed en meget kort og bred gade (lige bag Københavns Museum og Vesterbros Torv), mens Istedgade voksede ud fra begge sider af Gasværksvej, nåede Reventlowsgade i 1889 og Enghave Plads i 1898.

Af Hanne Fabricius

Med det ry, som Istedgade senere i 1900-årene fik, er det i dag svært at forestille sig, at gadestykket mellem Gasværksvej og Reventlowsgade oprindelig var den pæne ende af Istedgade. Men sådan var det. I det hele taget var Istedgade i begyndelsen en gade, hvor der boede mennesker fra alle samfundets lag såsom direktører, håndværkere og -mestre, arbejdere, butiksejere, kontorfolk, velhavende pensionister og enker og studerende. Det var modsat Gasværksvej, der førte ned til Vestre Gasværk fra 1857, og som hurtigt blev domineret af arbejderfamilier og i kølvandet på dem værtshuse, fordi grundlaget for værtshusdrift hermed var skabt.

Mellem 1850-80’erne bestod en del af nybyggeriet på Vesterbro af forhuse med store lejligheder på tre til ti værelser, og i Istedgade blev der på stykket fra omkring Helgolandsgade til Reventlowsgade opført ejendomme med herskabslejligheder på seks til ti værelser, hvoraf de fleste i dag er omdannet til hoteller. De store lejligheder var tiltænkt »pæne og hæderlige folk«, som man dengang omtalte de mennesker, der ikke tilhørte arbejderklassen.