Dåvildt og dyrehaver
»Som ung gjorde han sig bemærket blandt sin fars jægere ved at nedlægge et kæmpemæssigt vilddyr«, skrev Saxo Grammaticus omkring år 1200 om sagnkongen Skjold, der af sine »formyndere, de mænd der med stor omhu sørgede for hans opdragelse« havde fået lov »til at gå med og se på jagten – og stod pludselig ansigt til ansigt med en kæmpemæssig bjørn« (Peter Zeebergs oversættelse).
Af Jette Baagøe
Selvom det drejer sig om et sagn, giver Saxo her fire konkrete oplysninger om sin egen tid: For det første, at det var udmærkende for en konge at udvise mod og styrke under en jagt, og for det andet, at det hørte med til en kongesøns uddannelse at blive oplært i jagten. For det tredje, at det på Saxos tid var normalt for konger at have jægere, hvoraf for det fjerde følger, at jagten spillede en stor rolle for konger og stormænd i den tidlige middelalder.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 2012:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
