Da er der glade dage

En arkæologisk udgravning har – som føljetonen – en tilbøjelighed til at afbrydes på det mest spændende sted. Serier af spørgsmål, som er opstået under arbejdet, må skydes til side, tiden er udløbet, der skal sluttes af. Løsningen følger i næste nummer, det vil sige ved næste års undersøgelse. Hvis man er heldig vel at mærke! Det er langtfra altid, brikkerne, som i romanen, føjer sig sammen til et smukt og afklaret helhedsbillede.
Men det sker altså – og det skete i det tilfælde, der nu skal omtales: udgravningen, som for knap et år siden blev beskrevet her i bladet under titlen »Himmerlands tyr« (1969:6). På en mark i Fredbjerg (Farsø sogn, Vesthimmerland) var af lokale findere opsamlet og opgravet et antal metalgenstande, nemlig en lille bronzetyr, fire andefigurer, et par stangformede beslag, søm og en mængde større og mindre stykker af smukt ornamenteret bronzeblik. Eftergravningen, som blev foretaget sidste år i sensommeren, blev for så vidt en skuffelse, der blev kun fundet få bronzer, og de lå alle i pløjelag- et, slet ingen i det underliggende kulturlag. Men det blev fastslået, at der tæt ved findestedet har ligget et hus, og det satte jo straks det hele i et større perspektiv og krævede fortsat undersøgelse. Skårfund i huset viste, at det har været i brug i tiden lige omkring Kristi fødsel, bronzerne er noget ældre – vel henved et hundrede år. Metalsagerne – figurer, beslag og blik – måtte, antog vi, engang have siddet som udsmykning på en større genstand af træ, men om dennes art kunne foreløbig intet sikkert siges. Muligheden for en opklaring lå i den kommende udgravning, og til den satte vi da vor lid uden særlig forhåbning om et gunstigt resultat.

Af Jens Aarup Jensen

Billede

Ved pinsetid i år blev undersøgelsen genoptaget. En lejet gravemaskine, en såkaldt gummiged, ryddede overjorden til side i det nye udgravningsfelt, og efter få dages arbejde med skovl og ske tegnede husgrunden – som vi sidste år kun havde set et hjørne af – sig tydeligt i en længde af ikke mindre end 20 meter. Midt for husets sydside fremkom en stenlægning magen til den, som tidligere var fundet nord for huset; dette har åbenbart haft to indgange, hver med tilhørende stenbro. Som almindeligt i jernalderhuse synes vestenden at have været brugt til beboelse, det stensatte ildsted var helt ubeskadiget, men gulvet lå så højt, at ploven har strejfet det, og alt, hvad der ellers har været, var uhjælpeligt rodet rundt.

Vi fandt de sædvanlige mængder af lerkarskår, men ikke nogen løsning på bronzefundet her. Tilbage var østenden, der lå noget dybere, men dér plejer stalden at; være, og den hører erfaringsvis til husets mindre spændende, og i hvert fald mindre fundrige, del. Håbet om at finde bare et par bronzestykker, der kunne knytte forbindelsen mellem huset og sidste års fund, var næsten opgivet; udgravningen havde nu stået på en måned, og vi regnede med at afslutte ret hurtigt. I stedet blev det festfyldte sommerdage, dagspressen fik travlt, og det varede længe, før vi kunne lukke for i år. Næsten øjeblikkelig bragte graveskeen nemlig de første bronzestykker for dagen, og nu begyndte et tidrøvende, men spændende frempræpareringsarbejde, hvor konservatoren måtte kaldes til assistance, da nogle af stykkerne var så mørnede, at de måtte imprægneres, inden de blev taget op af jorden. Efter nogle dages forløb havde vi oversigt over fundet, hvis vigtigste bestanddele var et kunstfærdigt, fliget bronzebeslag, der åbenbart har omsluttet enden af en fjæl, to store bronzebøsninger og hjørnesamlingen til en trækasse. Af særlig interesse var en tyrefigur magen til den fra sidste år og en ornamenteret bronzeplade, der ligeledes svarer til det tidligere fundne. Hermed er de to fund forenet, det er klart, at alle bronzerne – fra i år og fra sidste år – hører sammen og er prydbeslag til en og samme større genstand, og denne genstands art kan nu fastslås med sikkerhed. Det er en vogn – ikke en lille vognmodel, men et køretøj i fuld størrelse: Fredbjerg-vognen.

Når bestemmelsen kan foretages med så stor sikkerhed, skyldes det de nyfundne genstandes lighed med tilsvarende stykker i samtidige danske vognfund. Af sådanne haves tre, et fynsk, et nord- og et vestjysk, men det sidstnævnte – fundet fra Dejbjerg mose ved Ringkøbing – er langt det vigtigste; det indeholdt hele to pragtvogne, hvoraf dog kun den ene er nogenlunde fuldstændigt bevaret. Hvad Fredbjergvognen angår, så er den alt andet end fuldstændig, ja det er – dens oprindelige omfang taget i betragtning – i virkeligheden kun nogle ganske få brudstykker, vi har af den. Hjuldele for eksempel mangler ganske, hvilket er beklageligt; især navbeslagene havde vi gerne set, da det er dem, som er bedst bevaret i de øvrige fund og derfor bedst egnet til sammenligning. Hvad vi har, er et hjørnebeslag til vognkassen og bøsninger og beslag til undervognen. Hvor figurer og pladebeslag har siddet, ved vi endnu intet om. (fig. 1 + fig. 1a).

Periode: Jernalder (500 til 749), Germansk jernalder (375 til 749)

Udgave: Skalk 1970:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.