Corsaren

Blade af den art var kendt i udlandet, men dette var det første i Danmark. Meget af stoffet var humoristiske kommentarer til døgnets begivenheder og godmodig udstilling af almenmenneskelige svagheder, men sarkasmen lurede mellem linjerne, og i de længere indlæg var den en næsten fast bestanddel. Her behandledes store og alvorlige emner, som optog datidens danskere: det slesvig-holstenske spørgsmål, skandinavismen, trykkefriheden og – ikke mindst – den af mange ønskede statsomvæltning, enevældens afskaffelse og indførelsen af folkestyret. Navnlig dette sidstnævnte var et ømtåleligt anliggende, der måtte behandles varsomt, men det var Goldschmidt til fulde klar over; allerede i næstvedtiden havde han været på kant med øvrigheden og var blevet idømt bøde. Den 21-årige bladudgiver havde, som almindeligt for unge mennesker, yderliggående standpunkter, og de blev fremført i bladet, men opfindsomt kamufleret. For at undgå censuren, som pressen var underlagt, sørgede Goldschmidt og hans hold for ikke at optræde i spalterne med navns nævnelse. Som ansvarshavende redaktører benyttede man stråmænd, personer, der enten af idealistiske grunde eller for betaling tog skraldet, når censor Reiersens lyn slog ned. Det gik en tid, men i længden kunne det ikke skjules, hvem der var den egentlige bagmand, og straffen lod ikke vente på sig: bøde og fængselsophold, 24 dage på vand og brød. Det skadede nu ikke Goldschmidts popularitet, og et venligsindet fængselspersonale sørgede for, at forplejningen blev betydeligt bedre end foreskrevet af dommeren. Også de jævnlige beslaglæggelser af bladet virkede snarere mod end efter deres hensigt.