Cirkelborg

De danske ringborge fra vikingetiden betegnes ofte »Trelleborge« efter den først fundne, Trelleborg ved Slagelse. Den blev undersøgt i 1930’erne og forbløffede udgraverne ved sin gennemført geometriske opbygning: en fuldstændig cirkelrund vold med fire porte og inden for volden 16 helt ens huse fordelt symmetrisk på fire karréer. Mærkeligt! Og mærkeligere endnu, at de følgende år bragte flere sådanne anlæg. Først Aggersborg ved Limfjorden, dernæst Fyrkat ved Hobro og Nonnebakken i Odense – de to første helt i Trelleborgstilen, Aggersborg endda i firdobbelt format, den tredje mere usikker på grund af moderne bebyggelse og dermed følgende afgravning af terrænet. At Nonnebakken hører til Trelleborgfamilien, kan der dog ikke være tvivl om. Den cirkelrunde vold med tilhørende voldgrav er til stede, men porte er ikke blevet påvist, og af bebyggelsen inden for volden har man intet klart billede.

Af Harald Andersen

Billede

Fire Trelleborge, en sjællandsk, en fynsk og to jyske! De fordeler sig pænt over landet, men hvad med Skåne, som vel allerede dengang hørte til Danmark? En ringborg burde kunne findes dér og hvorfor ikke i den by, som netop bærer navnet Trelleborg?

Den er kommet! I løbet af 1980’erne er der i Trelleborg, Sveriges sydligste by, fundet rester af en udstrakt bebyggelse fra yngre jernalder og nu på det sidste også levningerne af en borg, helt udjævnet, men dog kendelig. Den palisadeklædte vold har været præcis cirkelrund med en diameter på 125 meter – et stort anlæg, men dog lidt mindre end de danske. Voldgrav er påtruffet mod nordvest og sydvest, sidstnævnte sted endda dobbelt; til de andre sider har fugtige områder ydet tilstrækkelig beskyttelse (Fig. 1, Fig. 2). På pladsen inden for volden er fundet mængder af stolpehuller, ildsteder og naturligvis skår og andre genstande, men iagttagelserne vanskeliggøres af, at der har boet mennesker i området både før borgen blev bygget og senere i middelalderen; mærkeligt nok synes fund fra 1000-årene totalt at mangle. En bebyggelsesplan som den fra Trelleborgene kendte har indtil videre ikke kunnet påvises. Om volden kan man sige, at den synes mindre kompliceret end de tilsvarende danske.

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 1989:6

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.