Centralvarme

Kvæget har vel i den første tid gået ude om vinteren. Hvornår, man begyndte at sætte det på stald, er usikkert, men antagelig er det sket allerede i bondestenalderen. Fra bronzealderen har man beviser for, at det fandt sted, og i jernalderen ved vi, at det var almindeligt, det viser tydelige spor af båseskillerum i mange udgravede hustomter. Der blev ikke opført særlige staldbygninger; mennesker og dyr levede under samme tag. Køerne har, som i nutidens stalde, stået med hovederne ud mod væggen, det ses af nedslidninger i gulvet, men hvordan båsene i øvrigt var indrettet, siger udgravningerne intet om. De nævnte skillerum var ikke plantet særlig dybt i jorden, så de må have været forsvarligt fæstnet opefter; ellers var de hurtigt blevet væltet af dyrene. Ganske vist var husdyrene dengang noget mindre end vor tids, men køer kan være meget voldsomme, især hvis de af en eller anden grund kommer i krigshumør, og med deres spidse horn har de gode muligheder for at lave ravage. For at undgå, at stalden blev lagt i ruiner, må der have været en meget solid trækonstruktion, ikke nedgravet, men forankret i det faste hustømmer. Der synes ikke at have været fodergange langs væggene som i nutidens stalde. Det ville vel have forøget husbredden ud over det forsvarlige.

Tamdyrene skaffede deres ejere kød, men også meget andet: mælk, som kunne viderebe-handles til smør og ost, uld til fremstilling af tøj, trækkraft og endnu en ting, som måske ikke var den mindst vigtige -varme.

En stald fuld af dyr er altid behageligt varm, god at komme ind i en kold vinterdag, derfor bofællesskabet mellem dyr og mennesker, som man jo sagtens kunne have undgået, hvis man havde villet. For nutidens mennesker, især dem fra byerne, ville lugten være en hindring, men den vænner man sig til, og vore forfædre har næppe været sarte på det punkt. De to parter beslaglagde, normalt, hver sin ende af huset, undertiden adskilt med en væg, hvis konstruktion vi ikke kender, men altid med en bred åbning igennem. Over stalden har antagelig været et stænge, hvor hø og halm (vinterfoderet) var stuvet sammen; det har gjort rummet, som skulle opvarmes, mindre. Det ildsted, der som regel findes i menneskenes husdel, stod i madlavningens tjeneste; til opvarmning var det brugeligt, men ikke nødvendigt. Meget besvær med fremskaffelse af vinterbrændsel har været sparet ved dette arrangement. En anden fordel var den mindskede brandfare. Varmen fra stalden var jo risikofri og udviklede tilmed ingen røg.

Af de mange fordele, husdyrene skaffede deres ejere, er varmen den, forskerne har skænket mindst opmærksomhed, og det skønt den må have været af overordentlig samfundsøkonomisk betydning. Først i vikingetiden møder vi stalde som selvstændige bygninger. Vikingerne kom vidt omkring, de så, hvordan man indrettede sig andetsteds i Europa, og de tog det nye med sig hjem. Et fremskridt, men det havde sin pris.

Der er i ny tid gjort forsøg med indledning af den opvarmede staldluft i beboelseshuse – renset og gjort lugtfri naturligvis. Metoden har vist endnu ikke vundet større udbredelse, måske er den for bekostelig i sin nye form. Den er ellers både god og gammel.