Bylders nød

Den opstod tidligt i 1340’erne, vistnok i Kina, og spredtes med forrygende hast. Det antages, at smittebærerne var lopper - de angreb som regel først rotter, og når disse var døde, flyttede de over på menneskene; hverken lopper eller rotter var der mangel på i middelalderen. 1346-47 rasede sygdommen i Bagdad, og omtrent samtidig dukkede den op i Konstantinopel, hvorfra den ad søvejen bredte sig til de øvrige Middelhavslande og videre op langs Atlanterhavskysten til Nederlandene og England. Helt til Færøerne nåede den, derimod ikke til Island og Grønland, fordi ingen skibe i de år fandt vej derop. (Fig. 1)

»Pesten raser i riget«, fortæller Sjællandske Krønike kortfattet under året 1348. Og under 1349: »Der døde såre mange i Danmark«. Et sagn vil vide, at smitten kom med et engelsk skib, som strandede nordligt i Jylland, fordi hele besætningen var død af pest, men det er ubekræftet - og i øvrigt uvæsentligt, da Nordtyskland allerede var angrebet, og sygdommen ikke respekterede landegrænser. Til Norge kom pesten 1349, til Sverige muligvis lidt senere. For det samlede Norden gælder, at det store jammerår blev 1350. Derefter synes epidemien hurtigt at være ebbet ud.

For Valdemar Atterdag, der på den tid var travlt optaget af at samle det sønderlemmede danske rige, må pesten have betydet et afbræk, men måske har det dog ikke været ham helt uvelkomment, at hans mange fjender for en tid fik andet at tænke på. Nogen samtidig helhedsbeskrivelse af pestens hærgen i Danmark findes desværre ikke, men den forøgede dødelighed kan spores på forskellig vis. I de »dødebøger«, som kirker og klostre førte over deres hensovne velgørere, ses en meget betydelig stigning i antallet af indførte år 1350. Blandt ofrene i Ribe kan nævnes: ridder Hans Limbek og hustru, adelsmanden Hans Kalv, to rådmænd og tre præster, heriblandt sognepræsten ved Domkirken Jens Rød, men der var mange flere. I Roskilde var bispen Jacob Povelssøn blandt ofrene. Adskillige landsbyer synes at være opgivet netop ved denne tid, og mange kirker, som lå ubrugte hen, blev efterhånden nedrevet. Mængden af ødegårde var langt frem i tiden betydelig. For myndighederne kneb det at inddrive de fornødne skatter og afgifter. Hårdest ramt synes Jylland at have været, men intet landskab gik fri. Hvor stort et indhug Sortedøden alt i alt gjorde i den danske befolkning, kan ikke siges sikkert, det må anslås, og skønnene varierer stærkt - fra to tredjedele til en fjerdedel. Det sidste er, når man sammenligner med senere, bedre oplyste pestangreb, måske ikke helt usandsynligt. (Fig. 2)

At pesten var Guds straf for menneskenes synder, var kun få i tvivl om, og der var ingen ende på de jærtegn, man bagefter kunne fortælle havde varslet den kommende elendighed. Jordskælv, vulkanudbrud, voldsomme storme, oversvømmelser, hungersnød, stinkende tåge, græshoppesværme, blodregn - alle Ægyptens plager havde advaret de ugudelige om det, der var i vente. Særlig rigt på sådanne forvarsler var året 1348, da viste der sig på himlen en stor komet, og i Paris sås et meget strålende og skrækindjagende meteor. For slet ikke at tale om den ildsøjle, som i december måned stod en hel time over pave demens den Sjettes palads i Avignon. I Danmark var naturen knap så aktiv, men man kunne dog fortælle om et par helt unormale år, et der var meget tørt, så både mennesker og kvæg døde af tørst, og et andet, hvor det regnede fra først til sidst. Om året 1349 melder krøniken: »To nætter før Skt Mortens dag var der voldsom storm og jordskælv«. Da var pesten allerede over landet. (Fig. 3, fig. 4)

Middelalderens lægekunst blev i Danmark hovedsageligt varetaget af klosterfolk, der stod helt magtesløse over for sygdomme som denne. Såvel forebyggelse som behandling fik derved et forstærket religiøst islæt i form af bønner til de helgener, under hvem pesten sorterede, besøg ved hellige kilder og brug af beskyttende amuletter. En middelalderlig »pestbog«, som angives skrevet af en dansk biskop, giver gode råd og anvisninger: For at undgå smitte skal man først og fremmest »vende sig fra det onde og ydmygt bekende sine synder«, men ellers hurtigst muligt flygte fra det besmittede sted og undgå samkvem med mennesker. Sure spiser anbefales, og det er godt at brænde røgelse. Føler man sig smittet, »bør man fuldstændig undgå søvn ved at spadsere, thi i søvnen fører varmen giften ind i legemet til hjertet«. I øvrigt skal men ufortøvet lade sig årelade. Om dette universalmiddels anvendelse mod netop pest var meningerne ellers delte dengang, men vor forfatter er ikke i tvivl: der bør tappes blod og ikke standses, før patienten er nær bevidstløshed. Til bylderne anbefales et plaster med hyldeblade og sennep.

Som nævnt har pesten raset mange gange efter Valdemar Atterdags tid, men om det var bylde- pest eller anden sygdom, er ofte svært at blive klar over. Ingen senere epidemi har dog overgået Sortedøden. Endnu under de store sagnindsamlinger i forrige århundrede dukkede den lejlighedsvis op i slægtserindringen: »Pesten skal være kommet i land her vester for Sjørring ved et skib, og den udbrød, da folkene kom ud fra kirken, efter at de havde begravet de skibbrudne. Præsten væltede først om, lige da han stod og kastede muld på ligene. Det tog dem lige så fast, de nøs tre gange, og så væltede de. Deraf kom den skik at sige: Gud velsigne dig. Folkene, der blev angrebne, blev helt sorte, og græsset blev også sort, deraf kommer navnet den sorte død«. (Fig. 5)

»Der døde så mange i Linå af den sorte pest, at der kun blev to børn tilbage. De var lige så store, at de kunne gå ene -«.