Byen der forsvandt
Normalt forsvinder byer ikke, medmindre naturkatastrofer fælder dem. Ildebrande, krudt og kugler kan også gøre det, men det hører til sjældenhederne, at en by pilles ned rub og stub af politiske og militære grunde. Men det blev Christianopels skæbne, da den svenske konge Karl 11. indså, hvor farlig den tidligere danske grænseby i en fremtidig krig kunne blive for Sveriges nye besiddelser efter Roskildefreden i 1658. Derfor ved vi ikke så meget om byen, der under Christian 4.s personlige tilstedeværelse blev grundlagt i 1599 som værn for det danske riges østligste grænse tres kilometer syd for Kalmar. Bortset fra, at den var efter helt moderne principper med vinkelrette gader og husene bygget i renæssancestil. Der gik frasagn om Christians smukke polis – der betyder by på græsk.
Af Stig Wørmer
Der skal lidt god fantasi til at se det for sig, når man står ved den lille lystbådehavn ud til Kalmarsund. For i dag står kun én af de oprindelige bygninger tilbage, nemlig den hvidkalkede kirke i klassisk dansk landsby-kirkestil, skønt det var en bykirke. Resten er græsbeklædt jord, der om sommeren fungerer som – campingplads! Her lå en købstad med en sikkert strålende fremtid for sig, hvis ikke krig, ufred og voldsomme grænseændringer var kommet i vejen. Med små klippeskær og grundet vand som omgivelser stikker de nu i terrænet markerede by- og fæstningsmure godt et par meter op i vejret på det smalle næs, som fortsat danner de fysiske omgivelser for byen. Solide forsvarsværker har det været. De 6-700 indbyggere i den nye købstad var udset til at leve et liv sikret imod overfald.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Enevælde (1660 til 1848)
Udgave: Skalk 2004:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
