Byarkæologen
Det sker ved kirkerestaureringer, at der dukker en lille blykapsel op af et hulrum i alterbordet; den indeholder relikvier og måske et dokument udfærdiget af biskoppen ved indvielsen i en fjern fortid. Fra Viborg domkirke kendes intet sådant - og dog! Denne bygning blev som bekendt i årene 1863-76 nedrevet til grunden og nyopført. Det er nu over hundrede år siden, og en nybygning bliver ikke ved at være ny, blytaget var efterhånden så medtaget, at det måtte udskiftes. Ved den lejlighed fandt man faktisk en blykapsel, blot af yngre dato. Den sad fastsømmet allerøverst oppe, og også den indeholdt et dokument.
Af Jens Vellev
Den skrevne tekst er noget medtaget af tidens tand, men man læser dog forholdsvis ubesværet navnene på en række håndværkere og derefter: » - - og som Blytæker Chr. Gullev, som egenhændig har lagt Blyet paa helle Kjerken, - for ej nogen Critik, da Aldt bestyred som en dullig og dygtig Architekt Jullius Tholle, vi Ønsked id(…..h)værr en Håndværk Lykke og Salighed efter Døden som vi nu har overstaadt. Gullev«.
Altså en hilsen til vor tids håndværkere fra de mænd, som nyopførte kirken. Også arkitekten er kommet med, dog ikke N. S. Nebelong, som sjældent viste sig på byggepladsen, men hans næstkommanderende, Julius Tholle. Begge døde i øvrigt 1871, det år dokumentet må være anbragt, og nåede således ikke at se kirken færdig (Fig. 1).
Fig. 1: Dokumentet og en stump af blypladen, det var pakket ind i.
Håndværkerdokumenter af den art er ret almindelige, og Viborgeksemplaret var nok forblevet uomtalt, hvis det ikke havde været på grund af underskriveren, murermester og blytækker Christian Gullev (Fig. 2). Han var en mand, som ikke blot Viborgforskere, men middelalderarkæologer i det hele taget, er stor tak skyldig.
Fig. 2: Domkirken stod Gullevs hjerte særligt nær, og han forevigede den på kryds og tværs. Billederne viser hans første tegning af den gamle kirke (fra 1832) og hans sidste af den nye (1892). »Tegnet af mig i min 86 Aar« fortæller en tilskrift.
Sommeren 1830 kom kunsthistorikeren N. L. Høyen til Viborg for at undersøge, »hvad der måtte forefindes af konstsager, der ikke var nok som bekendte og kunne fortjene at beskrives - «. Under arbejdet i domkirken assisteredes han af Gullev, der dengang var murersvend, fattede interesse for ham og opfordrede ham til at lave opmålinger af kirken. Gullev havde ingen erfaring i sådant, men et legat skaffede ham mulighed for at rejse til København, hvor han fik tegneundervisning. Høyens fortjenester i Viborg er ellers noget omstridte, han var hovedmanden bag den skammelige nedbrydning af den gamle domkirke, men hans indsats for den unge murer fortjener ros.
Efter hjemkomsten til Viborg etablerede Gullev sig som murermester og startede samtidig en virksomhed som selvbestaltet byantikvar, der stort set fortsatte til hans død 1892, altså gennem fulde tresindstyve år. Hans hovedinteresse var byens kirker og klostre - ikke blot de bevarede, men også det meget store antal, der forsvandt efter reformationen. Her kom hans erhverv ham til hjælp. »Jeg har«, skriver han et sted, »hvor lejlighed dertil gaves og navnlig, når udgravninger foretoges på de steder, hvor bygninger ifølge beskrivelserne har ligget, foretaget nøjagtige undersøgelser og opmålinger af de grunde, der ved disse lejligheder kom til syne - «. Faktisk nåede han på den måde gennem årene at komme i berøring med flertallet af de forsvundne bygninger. Ved domkirkens nedbrydning gjorde han mange iagttagelser, som ellers ville være gået tabt. Resultatet af det hele blev en mængde tegninger - grundplaner, perspektiviske skitser og rekonstruktioner - med tilhørende forklarende tekster. Imponerende er det store kort, han udarbejdede over middelalderens Viborg, med alle de forsvundne anlæg placeret og beskrevet. Også et trykt ardejde foreligger fra hans hånd, men den skriftlige fremstilling var, som ovenomtalte seddel viser, ikke hans stærke side.
Gullev havde sin begrænsning. Den manglende lærdom gjorde det vanskeligt for ham at vurdere sine fund, og navnlig dateringen har det ofte knebet med. Ikke des mindre er hans iagttagelser af stor betydning, fordi de i mange tilfælde er det eneste, vi har om noget, som nu er borte for stedse. Et museum blev oprettet i Viborg 1861, men det interesserede sig - som almindeligt dengang - mest for oldtiden. Byarkæologien var simpelthen ikke opfundet endnu. Gullev var i så henseende langt forud for sin tid; det bliver man klar over, når man ser, hvad andre byer ejer af udgravningsmateriale fra forrige århundrede (Fig. 3). Hans papirer blev efter hans død spredt, men de er nu i kopieret form samlet sammen som et uvurderligt supplement til nyere undersøgelser. Flere byhistorikere har i tidens løb øst af Gullevs kilder, dog som regel uden at nævne ham. Måske vidste de heller ikke altid, hvor oplysningerne stammede fra.
Fig. 3: Christian Gullev, ca 1880.
Gullev var næppe agtet efter fortjeneste af sin samtid, men dog en kendt skikkelse i byen. Arkæologen og Grønlandsforskeren Daniel Bruun, barnefødt på Viborgegnen, fortæller, hvordan den ca 60-årige mand før den gamle domkirkes nedbrydning kækt kravlede op på det ene tårns kalot og stod der, ret op uden mindste støtte, til stor betagelse for byens drenge. Godt gjort, men det er af andre grunde, Gullev vil blive husket længe efter døden, som han »nu har overstaadt«.
Lit: MIV (Museerne i Viborg amt) nr 2 (1972) og 9 (1979).
