Brydningstid

Man forestillede sig, at højen kunne indeholde en jættestue - sandsynligvis ødelagt af indbryderne - men den grav, der viste sig i højmidten, havde kun formen til fælles med jættestuen. Om plyndring var der ikke tale. Det store gravrøverhul har ganske vist berørt anlægget, men uden at gøre nævneværdig skade. (Fig. 1, Fig. 2)

Hvad vi fandt, var en nærmest firkantet stendynge og inden i den et trækammer. Dette, der var 2,3 meter langt og godt halvanden meter bredt, har haft vægge af lodretstillede planker mellem fire kraftige hjørnestolper. Før træet blev anbragt, har man gravet en slags fundamentgrøft af godt én meters bredde, men væggene stod ikke midt i den, som man skulle vente, derimod langs inderkanten. I grøften har man fyldt stenblandet jord, og herover er rejst egentlige stenmure, der har støttet kammeret på ydersiden. De var som oftest sunket sammen (derved er stendyngen opstået), men på steder var opstablingen bevaret til ca 90 cm over den gamle markflade, og denne højde må tillige være kammerets, for ind over murene lå rester af planker, der har dannet loftet. Dette træværk har været svedet på overfladen, sikkert for at modvirke forrådnelse, og netop trækullet gjorde det muligt at følge sporene af dækket, der naturligvis var brudt sammen og for størstedelen havnet på kammerets bund. De i alt seks loftsplanker har foruden på murene hvilet på fire fritstående stolper, som der fandtes spor af i kammergulvet. Over det hele, loft såvel som mure, var lagt et 10-20 centimeter tykt lerlag - det har virket bevarende på vægtræet, der kunne erkendes ikke blot som spor i undergrunden, men også som en blød substans af lighed med brun sæbe. Den sad klistret op ad stenmurene og viste i flere tilfælde klart vægplankernes form.

I kammerets østlige langside var der en åbning, og derfra er udgået en gang, hvis betydning er lidt uklar, da den langtfra rakte ud til højfoden. Her var ingen stenmure og intet dækkende lerlag, kun to parallelle væggrøfter med stolpespor ved enderne og bundriller, som dog ikke lod os afgøre med sikkerhed, om tømmeret har siddet lodret eller vandret. Om overdækningen fortalte de efterhånden velkendte trækulflager. Mærkeligt nok nåede væggrøfterne ikke helt ind til kammerets stenmure, men to mellemliggende stolpehuller skabte dog en slags forbindelse, hvordan den så har været.

Efter anlæggets størrelse og indretning kunne man tro, der var tale om en fællesgrav, men kammeret indeholdt kun én person, kendelig ved svage skeletspor over stuens trægulv. Den døde har ligget udstrakt på ryggen med bøjede arme. Til det store gravrum burde have svaret et rigt udstyr, og det har der måske også været, men i så fald mest af forgængelig art - tilbage var kun en enkelt ravperle og en stridsøkse af sten, begge placeret på den dødes bryst. I øksens skafthul sad endnu rester af skaftet; det ragede lidt ovenud og kunne følges fire centimeter under øksen, hvorefter det gled i ét med de mørke levninger af skelet og gulv. Øksen fortæller, at den døde har været en mand, og det forekommer sandsynligt, at han har holdt sit våben i hånden.

De karakteristisk spættede snitvægge viste, at den meget store høj, der dækkede dette gravsted, er opført af græs- eller lyngtorv. Byggeriet må være startet før eller samtidig med opførelsen af gravkammeret, for sandet, der er gravet op fra grøfterne, er stedvis havnet over stablede tørv. Der sås ingen tegn til afbrydelser i højbyggeriet, så vi må gå ud fra, at mindesmærket i sin helhed er skabt for denne ene mands skyld. Det har været et betydeligt arbejde; skønsmæssigt kan vi beregne, at der er medgået mere end 56.000 græs- eller lyngtorv. De har sikkert kunnet tages lige i nærheden, leret derimod - det som dækkede kammeret - må være hentet længere borte fra, da sådant ikke findes på Vroue hede.

Men hvilken af oldtidens kulturgrupper tilhørte så den mand, for hvem alt dette blev gjort? Det viser stridsøksen utvetydigt: han var af enkeltgravsfolkets stamme. Den levede i Danmark fra ca 2800 til 2400 før Kristus, og graven falder vel omtrent midtvejs i perioden. Skønt i kæmpeformat er den egentlig ganske typisk for sin tid. Kun gangen falder uden for det almindelige mønster. (Fig. 3, Fig. 4)

Hermed er vi dumpet ned i en heksekedel, for meningerne om enkeltgravsfolket er for tiden stærkt delte. Det almindelige synspunkt har indtil for nylig været, at det var et indvandrersamfund, et fremmed folkefærd, der sydfra trængte op gennem Jylland og under sin gradvise fremrykning undertrykte eller fordrev de hidtidige beboere, jættestuefolkene, men mange mener nu, at denne hævdvundne opfattelse er forkert. Det skyldes især en række C14-dateringer, der synes at vise, at de to kulturer ikke, som man troede, overlappede hinanden i området, men at den ene har afløst den anden. Dette skulle - efter nogles mening - udelukke et forløb som det ovenfor skitserede. I Skalk nr 6,1984 fremlægger Klaus Ebbesen et revideret billede af enkeltgravsfolket, som efter hans mening er udsprunget direkte af jættestuefolkets stamme og altså i sin gode ret til landet; om indvandring endsige erobring er der ikke tale. Det mærkelige skifte til en helt ny og i alle henseender afvigende kultur hænger sammen med ændrede levevilkår. De ufrugtbare vest- og midtjyske egne har i dysse- og jættestuetid været tyndt befolket og ligget forholdsvis uudnyttet hen, men på et tidspunkt omkring 2800 før Kristus får man pludselig blikket op for områdets egnethed til husdyrhold, i særdeleshed fåreavl. »Nye forhold føder nye tanker. En helt ny livsform opstår, dog muligvis under påvirkning udefra«. I resten af landet lever den gamle kultur videre, det vil sige, den ændrer sig gradvis, som kulturer har for skik.

Jættestuefolkenes kendetegn er fremragende flinthåndværk og en lige så udsøgt lerkarkunst, der dog mod periodens slutning er gået noget i forfald. Deres grave er de navngivende jættestuer, store stenkamre med plads til mange lig, men der er også en anden form, som endnu kun er påvist i Jylland, de såkaldte stendyngegrave, der i reglen optræder rækkevis og med tilhørende små kultpladser. Hvad disse anlæg angår, må man dog bemærke, at det strengt taget ikke er bevist, der er tale om grave, sikre skeletspor er endnu ikke fundet, men de er i hvert fald typiske for kulturen.

Hvis de nyetablerede enkeltgravsmennesker virkelig er jættestuefolkets direkte efterkommere, må man sige, at de har brudt afgørende med fortiden. Deres stridsøkser er af helt nye former, og det samme gælder lerkar og ravsmykker - ja så at sige ingen af deres genstande viser nærtstående slægtskab med forgængernes. Særligt påfaldende virker det, at den fine flintteknik er gået i opløsning; de økser, man finder i grave og på bopladser, er teknisk set langt ringere end jættestuefolkenes. Også gravskikken er en helt anden, men den virker ikke famlende og ny, tværtimod særdeles konsekvent med sikkert gennemførte ritualer. De døde begraves nu enkeltvis under lave høje. Liget lægges i en plankekiste, på siden med ansigtet mod syd, men hovédet i vest, hvis afdøde er en mand, mod øst, hvis der er tale om en kvinde. Enkelte særformer optræder, men ellers er enkeltgravsfolkets første tid helt domineret af dette ganske faste gravskema, der synes dybt forankret i religionen. Med tiden sker der ændringer, ligene lægges nu udstrakt, gravgaverne skifter form, og slutteligt kommer helt nye gravtyper ind, men alt foregår efter udviklingens naturlige love. Også de gamle jættestuer må efterhånden holde for, de genåbnes og benyttes til nye gravlægninger i den nye stil. (Fig. 5)

Netop egnen omkring Vroue hede er velegnet til at belyse berøringen mellem de to kulturer, den omdiskuterede overgangstid. Enkeltgravsfolkets hedeslette støder her sammen med jættestuefolkets moræneland, og begge parter har sat sig kraftige spor. Gennem området løber Karup å med flere bifloder, heriblandt Sejbækken, som afgrænser Vroue hede mod syd. Langs denne Sejbæk ligger dysse- og jættestuebopladserne tæt, og længere oppe mod morænen følger gravene i et bælte omfattende ikke mindre end fire jættestuer, flere langhøje og mængder af stendyngegrave i de omtalte lange rader (se Skalk 1973:4). Anlæggene er af ret forskellig alder, de begynder tidligt i bondestenalderen og følger en stigende linje op til jættestuetidens afslutning, hvor især stendyngegravene gør sig bemærket med deres elegante økser og mejsler. Uden for jættestuerne findes ildskørnede flintredskaber og brændte ben af blandt andet menneske; det må være rester fra offerbål tændt af stendyngegravenes anlæggere til forfædrenes forherligelse. Her er tale om noget gammelt og grundfæstet, en rig bondekultur med dybe rødder i området. Formodentlig er den vokset op omkring en vej - ikke usandsynligt den, der har ført flinten fra minerne i Thy til bygderne ved østkystens fjorde. (Fig. 6)

Alt dette forsvinder nu som ved et trylleslag og afløses af en helt anden og i alle detaljer forskellig kultur: enkeltgravsfolkets. Af dets ældste grave finder vi enkelte nord for Sejbækken, i det gamle jættestueland, men de fleste ligger sydligere, ved Karup-åen, der åbenbart har tiltrukket den nye befolkning som Sejbækken den gamle; vi ser, hvordan højgruppen i løbet af perioden breder sig nordpå, stadig langs åløbet. Gravene, der for de flestes vedkommende er undersøgt ved store kampagner tidligt i århundredet, illustrerer smukt den ovenfor beskrevne udvikling. De i begyndelsen meget faste regler tages efterhånden mere afslappet, men det varer dog noget, før man for alvor drister sig til at åbne de gamle gravstuer og lægge egne døde ind. Nogen særlig fattig befolkning synes der ikke at være tale om, mange grave vidner nærmest om velstand, enkelte endda om noget mere. Under en høj (se Skalk 1981:3) fandtes nedgravet i undergrunden et cirkelrundt bassin, hvor der formodentlig har stået en slags hus som ramme om den døde, der var anbragt i midten. Personen her må have været af en vis betydning, og det samme gælder i endnu langt højere grad ham, der har hvilet i storhøjen, hvis beskrivelse indledte denne artikel. En stammehøvding? I hvert fald ikke en fattig fårehyrde.

Det forekommer særdeles vanskeligt at tro, det er befolkningen fra den gamle og grundfæstede jættestuebygd nord for Sejbækken, der er flyttet et par kilometer mod syd for at starte en helt ny tilværelse med andre våben, redskaber og smykker og med en gravskik, der var fremmed for forældre og bedsteforældre. Det er naturligvis muligt, at man på et tidspunkt i bondestenalderen har fået blikket åbnet for hedens egnethed til fåreavl, men jættestuefolkene holdt i forvejen køer og får, og hvorfor skulle man dog pludselig og i alle henseender begynde et nyt liv, blot fordi vægten blev lagt på de sidstnævnte? En ting, man især må fæste sig ved, er den forringede flintteknik. Selv om tilførslerne fra de nordjyske miner på et tidspunkt er standset - hvad meget taler for - og man dermed var henvist til den mindre gode lokalflint, glemmer man ikke på kort tid et gennem århundreder opøvet håndværk.

Slægt skal følge slægters gang, men det hænder, at rytmen brydes af det uforudsete. Det må være sket her. Oldtiden har sine skelpæle, for eksempel hvor stenalder afløses af bronzealder og denne igen af jernalder - her skifter genstandene karakter på grund af de nye materialer, men overgangen er alligevel glidende. Heller ikke kristendommens indførelse i slutningen af vikingetid forårsagede nogen kulturel omvæltning. Det forekommer undertegnede indlysende, at de mennesker, der hviler i de ældste enkeltgrave, ikke er jættestuefolkets efterkommere, men en udefra kommende stamme, der har udslettet eller fordrevet den ældre befolkning, som sad mindre talrigt i området og derfor havde begrænset modstandskraft. I det nyvundne land kunne erobrerne frit udfolde deres særprægede kultur, begrave deres døde efter medbragte, strengt fastlagte ritualer og yde deres ledere specielle æresbevisninger. Det er sagt, at dette samfund har været mandsdomineret, men det er der i hvert fald ikke noget i fundene, der bestyrker. Kvinder og mænd hviler ligeværdigt i gravene.

Hvor de fremmede kom fra, skal vi ikke her fordybe os i, hovedsagen må være, at de kom. Det blev ikke den sidste folkevandring i Europa. (Fig. 8)