Bronzestøberens hus

Historien tog sin begyndelse allerede i 1964 ved landsbyen Thorshøj, ca 13 km vest for Sæby. Forårspløjningen var godt i gang på ejendommen Store Tyrrestrup, da ejerens søn, skoleelev Edgar Jensen, fandt en lille bronzeøkse i nærheden af en gravhøj. Han lagde mærke til, at der på findestedet var en mørk plet med oppløjet trækul, og de efterfølgende år kunne denne genfindes i markoverfladen efter pløjning. Ved gentagne eftersøgninger over en årrække lykkedes det umiddelbart omkring pletten at finde yderligere fem økser samt en klump smeltet bronze.

I 1988 blev bronzesamlingen overdraget til museet i Hjørring, hvor man kunne fastslå, at der var tale om sager fra midten af ældre bronzealder, omkring 1400 før Kristus. Det var oplagt at forsøge at finde mere, og ved nøje eftersøgning på stedet dukkede endnu tre genstande op – to økser og en barre. Få dage efter kom en sidste økse til – den var samme forår fundet af en skoleelev, som skød genvej over marken, og ved den lokalhistoriske forenings mellemkomst fandt den nu sin plads mellem de andre stykker.

Det samlede antal bronzer var dermed oppe på elleve med en vægt på ca 3,2 kg. Økserne optrådte i to forskellige former: to skaftrørsøkser (også kaldet celte) og syv afsatsøkser, såkaldte pålstave – et oldislandsk udtryk, som blev genoplivet i arkæologiens barndom. Genstandene, der jo var fundet på omtrent samme sted, syntes at være samtidige, og det var derfor sandsynligt, at de var nedlagt sammen. Der kunne gemme sig mere under mulden, så et forsøg måtte gøres på at finde det sted, hvor sagerne havde været nedgravet. Med en rendegraver blev pløjelaget afrømmet, men heldet udeblev i første omgang. Det præcise nedlægningssted blev ikke fundet.