Bronzens mestre

At luren er et dansk instrument, kan man overbevise sig om ved at betragte udbredelseskortet på næste side; langt de fleste er fundet i Danmark, ofte nedlagt parvis i moser. Tager man alt med - dansk som udenlandsk, også det man kun kan læse om - kommer man op på 39 fund omfattende ca 60 lurer. Tidsmæssigt rækker de fra slutningen af ældre bronzealder til slutningen af yngre, ca 600 år. Hvor og hvordan disse særprægede blæsehorn har været brugt, ved vi ikke, men det er nærliggende, at de kan have fungeret ved fester og vel snarest dem, man afholdt til gudernes ære. I den retning peger også findestederne: moserne. Når så mange er havnet dér, må det skyldes, at de efter endt jordisk brug er overgivet til de højere magter.

Nu til dags graves der sjældent i moser, så der er blevet langt mellem lurfundene, men enkelte er dog dukket op i vort århundrede. I Hallenslev, Vestsjælland, fandtes i 1954 dele af en lur og ved Hirtshals i Vendsyssel fremkom 1988 et lurpar, itubrudt, men med næsten alle stykker i behold. Vil man se lurer, kommer man ikke uden om Nationalmuseet. Samlingen dér er enestående. (Fig. 1)

Som sagt må man forbløffes over den håndværksmæssige dygtighed, der ligger bag lurernes fremstilling. I princippet lyder det ellers ret simpelt, men tag ikke fejl. Man former en lerpølse svarende til det ønskede rørstykkes indre hulhed, det vil sige lidt tykkere i den ene ende end i den anden og let vredet som et kohorn. Når pølsen er tør, belægges den med et tyndt lag voks, og heraf modelleres så lurstykket med de vulster og lignende, man ønsker, det skal have. Omkring det hele lægges nu en kappe af ler, så at resultatet bliver en ny, men tykkere lerpølse, og denne udsættes for ild, til den er hårdbrændt. Men derved smelter jo vokset (det opsuges af leret og forsvinder); der dannes et hulrum, og for at det ikke skal lukke sig eller formdelene forskubbes, er der i forvejen indsat små flade bronzelameller i vokslaget mellem kerne og kappe. Nu kan den flydende bronze hældes ind i hulrummet - det sker gennem en på forhånd anlagt tragtformet åbning - og dermed er denne lurdels støbning tilendebragt, formen slås i stykker og fjernes, rørstykket afpudses; det er nu færdigt, og et nyt kan påbegyndes. Den afsluttende forening af de forskellige elementer sker ved at støbe muffer om samlingerne. Der var grænser for, hvor lange man kunne gøre sektionerne; bronzen måtte jo ikke størkne, før den havde nået at fylde hele hulrummet ud. Der var i det hele taget meget, som kunne gå galt under den lange fremstillingsproces, men det meste kunne dog klares ved efterbehandlinger af forskellig art. I mange lurer ses langstrakte småhuller efter udfaldne lameller. Andre, der er blevet siddende, giver sig tilkende som små tappe på indersiden af røret.

Måske har det undret læseren, hvor denne snak skal føre hen. Drejer det sig om et nyt lurfund? Nej ikke i egentlig forstand, det fundne er mindre glimrende, men til gengæld langt sjældnere end et par af de store blæsehorn ville have været. Stedet er Fyn, fra denne og de syd for liggende øer kendes fire lurpar, alle fundet i 1800-årene, men kun to er bevaret til i dag. Flottest er parret fra Tellerup på Vestfyn (se titelbilledet), og det er måske ikke helt tilfældigt, for netop på Vestfyn ligger et med lurerne samtidigt fundkompleks, som synes at have givet denne landsdel en særstilling. (Fig. 2, fig. 3)

Voldtofte er navnet på lokaliteten, og bedst kendt er vel den store »Lusehøj« med de rige grave og mærkelige anlæg, men også en boplads tiltrækker sig opmærksomhed, ja mere end det, der er nemlig tale om den rigeste, der kendes fra bronzealderen Her er fundet usædvanlig mange bronzegenstande, og brokker af vægler med malede dekorationer viser, at her har boet velstående folk; det må være dem, de ovennævnte grave har tilhørt. De metertykke kulturlag er kun delvis undersøgt, men for nogle år siden blev det nødvendigt at tage arbejdet op på grund af et parcelhusbyggeri. Der kom mange spændende fund for dagen, og helt i bunden tegnede sig tre store gruber, måske oprindelig sandgrave, men senere fyldt med affald: dyreben, skaller af blåmuslinger, trækul, skår og, hvad der især var interessant, rester af forme, digler og andet, som har med bronzestøbning at gøre. Desværre arbejdedes der her ved afslutningen af undersøgelsen under hårdt pres, byggeriet skulle videre, og udgravningen måtte foregå i et tempo, der var noget hurtigere end ønskeligt. I den slags sager trækker - trods love og forordninger - Danmarkshistorien ofte det korteste strå. (Fig. 4, fig. 5)

Blandt de lerstykker, som må tilskrives støbningen, er et par af pølseform, men med brud i begge ender. Det største og bedst bevarede er 7-8 cm langt og svagt krummet. Diameteren, der kan måles nøjagtigt, er ved den ene ende 3,9 cm, ved den anden 4,05, så pølsen er altså ganske let konisk. Overfladen er glat og sort til gråflammet. Det andet stykke er mere medtaget, således mangler store dele af overfladen, så at diameteren kun kan måles et enkelt sted; den er 3,4 cm. Også dette stykke ser dog ud til at have været tykkere i den ene ende end i den anden. De to stykker er tydeligvis støbekerner, men også kapperne er repræsenteret: af det samlede materiale kunne frasorteres 12 skår, som må være fra genstande af rørform med rødbrun, porøs yderside og grå, finkornet inderflade. Diameteren af den indre hulhed, det vil sige af det, som er støbt i formen, kan i intet tilfælde måles nøjagtigt, men den ser ud til at have været 4-6 cm. Om rørene har krummet efter længden lader sig ikke afgøre, skårene er for små. Der synes intet at være til hinder for, at de pølseformede og rørformede stykker kan have hørt sammen. Dele af såvel kapper som kerner er blevet undersøgt på Danmarks tekniske Højskole, og der er fundet spor af kobber og zink i overfladerne. Da disse metaller ikke forekommer naturligt i Danmarks undergrund og altså heller ikke i leret, må der være tale om afsmitning fra støbeemner.

Disse støbeemner har uden tvivl været lurer - i hvert fald er det ikke lykkedes for undertegnede at komme i tanker om nogen anden genstand fra dansk bronzealder, der er rørformet, 4-6 cm i tværmål og mindst 7- 8 cm lang. Når dertil lægges den svage krumning og lette koniske form, er det svært at finde anden forklaring. Særlig usandsynlig er den da heller ikke - en støbeform af den type, der her er tale om, kan kun bruges én gang, så samtlige lurer, vi kender eller har efterretning om, må have efterladt sig støberester. Egentlig er det mærkeligt, at de ikke tidligere er fundet. Kappen lod sig let slå i stykker, kernen har været vanskeligere at slippe af med; den måtte knuses fra enderne og midterstykket lempes ud gennem den brede del. Her har lamellerne siddet i vejen - måske er det grunden til, at overfladen på et af de bevarede kernestykker er temmelig ødelagt.

Vi kan slå fast, at der på Voldtoftepladsen er støbt i hvert fald én lur, men snarere et lurpar. Fundet er det første af sin art.

Lurer er ikke det eneste, Voldtofte-støberiet har befattet sig med. Der er formstykker til andre genstande: runde stænger, tråde, våben og nogle ret store, flade ting, som ikke uden videre kan identificeres. Af digler, som var uundværlige ved støbearbejdet, er fundet en del skår; de har været ca 12 cm i tværmål og omkring 5 cm dybe med hældetud i den ene ende og fødder, der får dem til at minde om træsko. Til fundet hører også nogle meget stærkt ildpåvirkede lerstykker - den ene side er helt glasagtig, næsten brændt til slagge. De synes at stamme fra en eller flere mindst 3 cm tykke plader; et stykke viser kanten af et hul. Pladen eller pladerne er sandsynligvis »avlsten«; ordet, der er overtaget fra norsk, betegner det varmeskjold, som beskyttede blæsebælgen mod essens ild. Selve blæsebælgen var vel af træ og skind, men tuden, der blev ført gennem hullet i avlstenen og altså kom nær til ilden, synes i bronzealderen at have været af ler og - mærkelig nok - vinkelbøjet som en vandhane. En sådan lertud er ikke fundet i Voldtofte, men kendes fra andre lokaliteter, både her og i udlandet.

De forestillinger, mange i nutiden går rundt med, om oldtidsfolkenes primitivitet, må gennem kendskabet til bronzealderens støbepræstationer, først og fremmest lurerne, få et ganske alvorligt knæk. Tilsvarende færdigheder kan være udviklet på andre områder, for eksempel træskæring, tekstilarbejde og husbygning, men det er straks vanskeligere at kontrollere. At det var inden for de højere rangklasser, alt sådant trivedes, er der naturligvis ingen tvivl om. Den rige Voldtoftebygd har været et af datidens kulturcentre; det var ikke enhver boplads givet at producere lurer. De mænd, der nu hviler i egnens høje, var ikke småfolk, de har formentlig været øens politiske og måske også religiøse ledere. At netop Voldtofte blev stedet, kan hænge sammen med de gode landingsmuligheder, som bød sig i den nærliggende Helnæs-bugt.

Sådanne kulturcentre opstår og forgår. I jernalderen blev en anden by, Gudme på Østfyn, øens »hovedstad«. (Fig. 6)