Bronzealderens Jelling

Udgravningen, der har stået på gennem flere år, var led i en større undersøgelse af Sydvestfyns bronzealderbebyggelse foranstaltet af Odense Universitet og Fyns Stiftsmuseum i forening. Når netop denne egn blev valgt, skyldes det ikke mindst de rige gravfund, som i sin tid fremkom ved Frederik 7.’s udgravninger i området vest for Voldtofte – en virksomhed, man vil finde nærmere beskrevet på dette nummers midtersider. I Lusehøj, der var under behandling i 1861, er fremdraget intet mindre end den rigest udstyrede grav fra hele yngre bronzealder i Norden. Kønt kan man ikke kalde dette højnavn, men det har en særlig klang i arkæologøren.

Den gamle udgravning var naturligvis ikke tilfredsstillende efter nutidig fordring, men det fremgik dog af optegnelserne, at graven har stået otte meter inde i højen og i fem en halv meters dybde. Det almindelige i yngre bronzealder var, at man begravede i ældre høje eller – sent i perioden – i småhøje af ganske ringe størrelse. Lusehøj var med tiden blevet overpløjet, men har oprindelig været meget stor. Med det rige gravfund in mente kunne man måske forestille sig, at bronzealderfolket for en gangs skyld har ofret en storhøj på en af sine topfolk.

Det var disse problemer, vor undersøgelse skulle opklare. Det viste sig hurtigt, at den gamle udgravning har været beklagelig grundig. Der var gravet et stort hul i højens sydlige halvdel – helt ned i undergrunden – hvorved alle spor af det gamle anlægs sammenhæng var spoleret. Nogle stenfliser i den omgravede jord kan stamme fra graven, mens bunden af en vinflaske nok må tilskrives udgraverne. Nu skal hullets størrelse naturligvis ses i sammenhæng med højens, og langt størstedelen af denne lå stadig urørt. Det var her resultaterne kom.

De tre fjerdedele af højen, som blev undersøgt, gav mange fund fra forskellige afsnit af bronzealderen. Oprindelig har der været boplads på stedet, men den er på et tidspunkt blevet opgivet og marken taget under plov. Dyrkningen blev dog kun kortvarig, for nu skulle området pludselig bruges til gravplads – ikke mindre end fire tueagtige småhøje med urner og brandpletter blev fundet under storhøjen. Med denne sidste sattes kronen på værket; den er anlagt uden smålige hensyn til de tidligere afdøde, hvis hvilesteder den totalt opslugte. Den hele proces, fra bebyggelsen sløjfedes, til storhøjen lå færdig, kan ikke have været særlig langvarig, et par hundrede år måske.

Lusehøj er, som vi formodede, bygget på én gang, dog ikke over en enkelt, men over to fornemme brandgrave – og så må det iøvrigt tilføjes, at vi jo ikke ved, hvad der skjuler sig i den urørte fjerdedel. Frederik 7. fik altså ikke hele fornøjelsen. Den ekstra grav kom som en meget behagelig overraskelse. Ikke blot var den rig, men den bød på sjældne muligheder for at studere gravstedets indretning. Det var i sandhed mærkværdigt.

Den egentlige grav var ellers meget beskeden, der var end ikke ofret en urne. Resterne fra ligbålet – trækul, benstumper, og hvad ilden har levnet af gravgodset – var fejet sammen og anbragt i en gravet grube, som derefter er kastet til og jævnet med et lag ler. Til dette har man imidlertid føjet en meget ejendommelig overbygning. Den planerede grav blev dækket med en halmmåtte, og på den anbragtes fire stokke vandret, så at de dannede en indramning omkring den nu skjulte brandgrube. Uden om stokkefeltet blev rejst et hegn med vidjefletværk omkring lodret nedrammede stokke. Det hele dannede en slags kasse, godt en halv meter høj, med halmmåtten som bund. Om der har været et låg kunne ikke afgøres, men det er næppe sandsynligt (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3).